(Efter indsendt)
Hvis København for eftertiden skal vedblive med at have det samme formål for monarkiet som hidtil, er det unægteligt at det bør være befæstet.
Det er en ligeså uomstødelig sandhed at hvis man har opdaget svaghed ved en fæstnings hidtidige forsvarsmidler, bør de afhjælpes så en angriber i fremtiden ikke får lejlighed til at følge i deres forgængeres spor, eller drage fordel af opdagelser om fæstningens styrke eller svaghed, som et tidligere angrebs udfald lagde for dagen.
København havde hidtil som fæstning fire formål: a) At yde et sikkert sted til alle regeringskollegier, skatkammer, banker, det kongelige hus selv osv. mod alle fjendtlige angreb. b) At værne om en stor og formuende borgerstand og en handelsstand der omfatter 2/3 om ikke mere af hele den danske stats handel. c) At være et trygt sted for den danske flåde og hele det danske søforsvar, med sammes eneste værfter, dokker, magasiner, arsenal osv. d) at være en grænsefæstning mod nabolandet.
Allerede for lang tid siden har den danske regering indset, at hvad angår flådens forsvar var det nødvendigt på søsiden at give København så stærke og tillige så langt fremskudte forsvarspunkter, at en overlegen fjendtlig sømagt ikke fra den side kunne nå til flåden eller Holmene med bomber. Dette er også iværksat med utrolig møje og store bekostninger, og vi har set den mægtigste fjende holdt i ave med disse værker.
Et bombardement fra landsiden er ikke så meget at befrygte, hvis en fæstning er lille, hvis de fleste bygninger er indrettede til at tage mod en belejrings medfør, hvor befæstningen er sikret ved kasematter, krigs- og ammunitionsforråd ved bombefri gemmesteder og hvor der kun er få indbyggere ud over det militære. Modsat hvis det belejrede sted er en stor og folkerig stad, fuld af varelagre, men manglende kasematter, manglende bombefri magasiner mm.
Hvis denne store stad desuden kun er befæstet efter den gamle måde uden utilstrækkelige udenomsværker mod landsiden og ikke er forsynet med en passende talrig befæstning af regulære tropper, der forslå til at forhindre fjenden i at nærme sig, vil fjenden være istand til at anlægge morterbatterier så nær staden, at han med sine bomber fuldstændig kan ødelægge bygningerne, og tilligemed dem al den ammunitions- og krigsforråd, hvormed en belejring skulle udholdes.
København svarer til dette sidste tilfælde. På trods af de borgerlige korps' iver og fædrelandskærlighed er disse dog ikke anvendelige til feltmanøvrer. Når fjenden vogter sig for at komme under kartæskild, ikke fører løbegrave så nær ind, at et udfald af i felten uøvede folk kan understøttes ved voldenes artilleri, derimod opkastes tilstrækkelige kastebatterier og har forråd nok at kaste bomber osv. derfra må København, befæstet som den er nu, kaldes svag, og må være udsat for skrækkelige begivenheder.
Tænkelige motiver til at have ladet Københavns forsvar fra landsiden forblive på den nuværende måde kan være at man ikke har forestillet sig det som andet end usædvanligt og højst uventet at den tid kunne kunne, da København kunne overraskes i en for tropper blottet tilstand. At vores regering er fredelighed og almindelig erkendt redelig, og det derfor måtte synes utænkeligt med enhver overraskelse. Og at det ville koste uhyre meget at opføre nye fæstningsværker.
De nyere begivenheder kan derimod ikke andet end at vække tanken om det forsvar, som for fremtiden kane sikre København mod den mest uventede overraskelse. Også selv når den hvad angår tropper er mest blottet.
Kaster man et blik på kortet over København og omegn, vi man se at byen fra landsiden har sit naturlige forsvar i de tre ferske søer omtrent 700 alen fra dens volde, der tjener til vandforsyningen. Disse tre søer er egentlig kun en. To dæmninger: Den der fører til Ladegården, og den der går til Blågård, overskærer den. Så længe disse ikke er i stadens magt, men kan bestryges af fjendtlige kanoner, må udfald fra staden anses for så godt som umulige. En forsvarlig broskanse hvor Ladegården er nu, med dobbelte grave og volde, vel palisaderede, med svært skyts i tilstrækkelig mængde, og en ligesådan broskanse for enden af broen til Blågård, ville her være til den mest udmærkede nytte, forudsat at egnen på 1.500 alen befris for bygninger og træer.
Når videre fra Østerbro på det sted hvor Sortesø ender ned til kalkbrænderiet, blev opført en skanse forsynet på to eller tre steder med lignende hovedskanser og en lignende linje fra enden af Sankt Jørgens Sø tvært ned til Kalvebo, omtrent hvor reberbanerne før stod, og egnen blev bar. Så var København fra landsiden om ikke fuldt, så dog næsten lige så sikret mod et bombardement som nu fra søsiden.
Man kan ikke indvende mod denne plan, at forstæderne gik op i luer, tillige med så mange skønne planter. Det er tilstrækkelig at gendrive disse nænsomhedens grunde med den sætning der er fremstillet i begyndelsen af denne betragtning, som det forudgående vilkår, "hvis København i fremtiden skal vedblive at have samme bestemmelse for den hele stat som det hidtil havde". Hvis man vil formålet, må man ville midlerne. Dette er en gammel, men uomstødelig sandhed. Og desuden kan sådanne indvendinger langtfra have den styrke som førhen. De fleste bygninger er ødelagte af vores eget skyts. De har altså tabt uendelig meget af deres værdi for ejerne, der desuden ikke havde dem, uden under den forpligtelse at borttage dem, så snart fæstningsværkernes tarv krævede det.
Og skulle denne forpligtelse ikke gælde ejendommene hinsides søerne, så måtte staten vel hellere gøre en opofrelse ved at holde dem skadesløse for disse sløjfninger, end opofre sin hovedstads, eller som det rettere kunne kaldes, sin hjertestads værn.
Skulle man endelig indvende mod den her foreslåede befæstningslinje, at fjenden kunne storme en eller flere af dens dele, så håber man, at det vil indses, at en fjende måtte være overmåde talrig, og sikret med hurtig forstærkning, hvis han turde tillade sig at storme nogen af denne linjes 4 dele. For det første fordi deres naturlige beliggenhed er sådan, at selv om det lykkedes ham at storme en, gav dette ham aldeles ingen fordel over nogen af de andre dele. For det andet ville et tilstrækkeligt svært artilleri på stadens egne volde som ligger overfor, gøre det umuligt eller i højeste grad tabgivende, at forblive på det erobrede sted, eller at sætte sig fast der. Og for det tredje fordi det endnu stod tilbage at storme på stadens vold, der vel palisaderet og velbesat med skyts på flankerne, hvilket i sig selv må indgive højst betydelige betænkeligheder.
Hvad angår at forstædernes tilintetgørelse vil være til hinder for stadens befolkningsvækst osv., da må dette anses for en for tingen uvedkommende betragtning, der altså på ingen måde kan gøre den mindre anbefalelsesværdig. Forstæder ved en fæstning er netop til skade for den. Vil København endelig have forstad, da kunne det være på Amager, hvor det ikke ville være vanskeligt at dække den ved en linje af værker syd for begge Sundbyerne. Det hører desuden til et ret kraftigt forsvar af København, imod en regulær og langvarig belejring, at Amager så lidt som muligt kom i fjendens hænder. Dette forbydes nu enten ved den omtalte linje, tillige med lukkede feltskanser på bekvemme steder, eller på andre måder.
Endelig bør det tilføjes at enhver der læser ovenstående, tydelig vil se at talen kun er om Købehavns mulige befæstning i en fremtid, hvis afstand fra os det endnu næppe er i nogen dødeligs evne til at måle eller angive.
(Politivennen nr. 489, 12. september 1807, s. 7863-7872)
[Artiklen følges op af en anden i nr. 492, 3. oktober 1807 s. 7911-7921 vedr. forsvaret af Amager]
