Om Pjecen "Har Staden København forsvaret sig, som den burde og kunne i 1807"

Man ser denne visk ofte nok i avisen. Og dens titel kunne måske lokke et eller andet skikkeligt menneske til at købe den. Men ve køberen! For aldrig kunne om vigtigere emne skrives på en mere uværdig og ussel måde af verden.

(Politivennen nr. 493, 10. oktober 1807, s. 7938).

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte publikation findes digitaliseret på Det Kongelige Bibliotek. Man kan måske undre sig over at Politivennen farer så hårdt frem mod indholdet som i dag ikke forekommer særlig kontroversielt. Men på side 5 ff stiller forfatteren G. Lund spørgsmålet om byen forsvarede sig til sit yderste og om det var nødvendigt at overgive flåden i engelske hænder. Han forsvarer overgivelsen med byens håbløse tilstand og at det blot var et spørgsmål om tid før byen ville blive tvunget til at overgive sig. Og konklusionen s. 8 er at "Peymann handlede i mine øjne viselig og klogt i, at han ikke lod flere hundrede menneskers blod uskyldig rinde, og ved en kapitulation afværgede stadens videre ødelæggelse.". Samt at et angreb udelukkende fra søsiden måske ville have en chance for at kunne afværges, men ikke som det sket ved et landangreb.

Det var den stik modsatte konklusion miitærdiktatoren Frederik 6. kom til. Kommandanten Ernst Peymann havde ikke fået særlig præcise instrukser fra kronprinsen der sad i Jylland med store dele af hæren. Peymann beordrede nogle ligegyldige udfald fra fæstningen. Men englænderne rådede over 46 fartøjer med 30.000 landgangstropper, mod Peymanns 5.500 regulære, ikke krigsvante tropper samt 7.500 landeværns folk, Københavns borgervæbning og de frivillige korps. Han blev både anklaget for at have tilladt sig at forhandle med fjenden, samt den endelige kapitulationsaftale i november 1807 sammen med flere andre højere officerer af en overkrigskommission. Han blev arresteret juli 1808 og den 16. november dømt fra ære, liv og gods. Og selv om det lempedes senere, udtrykker Politivennens skribent den officielle regerings holdning.

Forslag til Københavns Forsynelse med Levnedsmidler for i Vinter

(Efter indsendt)

Det går aldeles ikke hurtigt med de afgående skibes tilbagekomst her til København, og det ikke kan nægtes at forhindringer jo kan indløbe, der kunne gøre tilbagekomst umulig. Derfor foreslår indsenderen, især med hensyn til Københavns vinterforsyning med brænde og levnedsmidler, hvilke fornødenheder begynder at stige, at søge at bevirke tilførsel fra Sverige af disse artikler. Krigen har allerede gjort Sjælland mindre i stand til at forsyne København, indtil en passende grad, og for en ikke alt for upassende betaling.

Indsenderen foreslår at til Københavns vinterforsyning med brænde sørger man for tilførsel fra Sverige af denne artikel. (Opsavede stammer i Vestskoven. Eget foto).

I Sverige derimod er mange af de her savnede artikler i en langt tåleligere pris. En betragtning som man håber vil tiltrække dette forslag de høje ansvarliges opmærksomhed.

(Politivennen nr. 492, 3. oktober 1807, s. 7924)

Redaktørens Anmærkning

De gedulgte antydninger i begyndelsen af indlægget hentyder formentlig til at i starten af oktober var englænderne endnu i fuld gang med at klargøre den danske flåde til afgang mod England. Så de skibe der ikke var i København, har formentlig tøvet med at vende tilbage, fordi skipperne var bange for at deres fartøj ville blive beslaglagt. Englænderne havde lovet at været væk inden 6 uger. Og det holdt de.Knap og nap.

Et par Ord om de engelske Bomber

(Efter indsendt)

Udgiveren har bemærket at ikke så få husejere indsætter de bomber som havde gennemboret dem i deres mure. Udgiveren vil langt fra kritisere dette. Der opstår på denne måde et iøjnefaldende historisk minde om dette spektakulære overfald, der ved sin anskuelighed kan virke endog på ufødte slægter. Han dadler lige så lidt den der sætter en passende indskrift på sådanne indmurede bomber. Men han ville ønske, og råder enhver husejer, at disse indmuringer ikke sker uden at bomben får et modanker i murens modsatte side, så den ikke ved et tilfælde, hvis den i fremtiden løsner sig eller muren bliver brøstfældig, skal falde ned på grund af sin større vægt, og for anden gang gøre skade på uskyldige mennesker.

(Politivennen nr. 492, 3. oktober 1807, s. 7923)

Kanonkugle indmuret i Københavns Hovedbiblioteks gård, Krystalgade. Rygtet vil vide at kuglen ramte lige her og satte sig fast. Mere sandsynligt er det dog at det er en kugle som er fundet andetsteds og dernæst muret ind. (Eget foto).

Redakteurens Anmærkning

Sådanne kanonkugler kan ses en del steder i den indre København. Nogle stammer dog Københavns Belejring 1658-60. Fx. Dronningens Tværgade 10, Krystalgade 19 (se foto ovenfor), Larsbjørnsstræde 7, Nybrogade 26, Nørre Voldgade 106, Nørregade 10, 11 og 13 (nogle er dog fra 1600-tallet), Rådhusstræde 13, Sankt Gertruds Stræde 6, Studiestræde, Teglgårdsstræde 14 og Vognmagergade (KVUC).

En Uorden af Frugtsælgerinderne

Gennem lang tid har man set at frugtsælgerinder har eller tager faste stader på gaderne. Skønt dette øger antallet af forhindringer for færdslen på fortovene, der desuden blokeres nok med amagerindernes, grønkonernes og auktionsmændenes sager, kan der ikke være mere at sige om det end om de sidstnævnte. Det skulle da lige være at deres handel er ubetydeligere og dermed berettiget til at bære over med.

En amagerinde på torvet. Det kunne være Amagertorv og sælgende frugt og grønt. Et er at de omvandrede frugtsælgersker vræler løs, men at de siddende nu også gør det - det er for meget! (Eget foto, Nationalmuseet).

Men i den senere tid er en uorden begyndt af en stor del af disse første frugthandlersker, der gør at man så meget mindre kan fordrage dem. Den nemlig at de med væmmelige skrål falbyder deres pærer og æbler lige så skingrende som deres endnu omvandrende søstre.

Dette er til stort gene for beboerne i nærheden, der uophørligt må døje med denne vrælen. De omvandrende frugthandlerinders skrål er dog kun et forbigående onde. Dette derimod varer ved. Hvor ubehageligt, ja endog muligt skadeligt dette er og kan være for syge personer, er overflødigt at nævne. Det tør derfor ønskes, at det måtte befales dem at enten tie hvis de ville sidde, eller gå dersom de endelig vil skråle.

(Politivennen nr. 492, 3. oktober 1807, s. 7921-7922)

Advarsel

I en tid som denne, hvor der er så mange virkeligt trængende, er der tillige mange der ikke har lidt nogen skade, men som dog udgiver sig for lidende, hvilket formindsker hjælpen for hine. Jeg anser det for nyttigt og altså for pligt at enhver vært, det være nu husvært eller etagevært, der nødvendigvis bedst kan afgive vidnesbyrd, offentligt bekendtgjorde hvem der haft været til leje hos dem og har lidt ved bombardementet eller ildebranden. I denne overbevisning bekendtgør undertegnede at værkmandsenke som boede hos ham i Peder Hvidtfeldstræde nr. 103, ikke mistede noget af sit tøj ved bombardementet, men samme om morgenen den 5. dennes blev bragt i sikkerhed derfra ved hjælp af 3 marinere.

S. Lilie
Borger og skræddermester boende
i Borgergade nr. 148

(Politivennen nr. 491, 26. september 1807, s. 7904-7905)