Et Råd til vore Professionister, Kunstnere og Bodholdere

(Efter indsendt)

Ofte, men især på denne tid, klager håndværkere, kunstnere og bodholdere over mangel på folk. Hertil er råd.

Hvorfor skulle vi danske ikke kunne gøre hvad der sker andre steder, nemlig bruge kvinder i mange af de forretninger og arbejder som hidtil alene holdtes mænd til.

I Frankrig ser man kvinder på værkstederne og i fabrikkerne ved siden af mændene. I England er det samme tilfældet og ligeledes til dels i Tyskland. Her hvor fordomsfrihed hersker langt mindre end i Tyskland, hvor regeringen ophæver alle laugspedanterier, her måtte det endnu lettere end der kunne indføres at gøre kvinder delagtige i mange af livets sysler, hvorved de ville kunne fortjene anstændigt udkomme, og forretningerne på den anden side vinde arbejdere der i flid lignede og i stadighed og ædruelighed overgik mændene.

Hvorfor skulle kvinder ikke arbejde i et bogtrykkeri? Lære urmageri? Barbere, sidde på et kontor, besørge en butiks dont, fuldkomment så godt som nogen mand? (Borgerdagligstue på Politivennens tid. Fruentimmeret sidder passivt ved sit sybord og kigger ud på verden udenfor. Og det blev hun for så vidt ved med det næste halve århundrede. Eget foto. Nationalmuseet).

Hvorfor skulle en sætters kone ikke kunne stå ved siden af ham i et bogtrykkeri? Hvorfor skulle danske kvinder ikke kunne lære urmageri såvel som franske? Hvorfor skulle de ikke kunne barbere, ikke sidde på et kontor, ikke besørge en butiks dont, fuldkomment så godt som nogen mand?

Når selvforsvar kalder mænd til våben, bør da alle forretninger alle sysler, alle håndværk, alle kunster hvile? Bør da alle boddøre lukkes og stæderne være som øde? Nej, vi har kvinder, lad os vise, at vi anser dem lige med os, og de ville vist svare til sådan tiltro.

(Politivennen nr. 514, 5. marts 1808, s. 8266-8267)

Redacteurens Anmærkning

Jeg har valgt at bringe denne artikel som ellers mest drejer sig om holdninger fordi den forekommer mig usædvanlig for sin tid. Måske er artiklen inspireret af Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Woman (1792) som udkom på dansk Quindekjønnets Rettigheder forsvarede få år før, i 1801. Det er borgerskabets kvinder der her skrives om. For kvinder på landet og arbejderfamiliernes kvinder arbejdede i den grad, også til overmål i fabrikkerne eller som tjenestepiger. Men borgerskabets kvinder havde ikke adgang til uddannelse, juridisk myndiggørelse og ret til erhverv. De var i det hele taget ikke anerkendt som selvstændige individer. Ugifte kvinder fik først i midten af 1800-tallet en vis juridisk selvstændighed, men ved giftermål blev de juridisk umyndige på linje med børn. De kunne ikke vidne i retten eller råde over egen formue eller indtægt. Forældremyndigheden over børnene var mandens. Artiklen er også skrevet et halvt århundrede før kvindebevægelser udsprang fra de bedrestillede lag og intellektuelle kredse. I Danmark markeret ved Mathilde Fibigers Clara Raphael. 12 Breve (1851). I 1871 blev Dansk Kvindesamfund stiftet. I 1885 Kvindelig Fremskridtsforening. I sidste halvdel af 1800-t. fik arbejderbevægelsen en "proletarisk kvindebevægelse". Som et kuriosum er artiklen bragt 5. marts, altså 3 dage før den langt senere internationale kampdag.

Skammelig Opførsel af tre Pigebørn på offentlig Gade mod anstændige Fruentimmer om Aftenen

(Efter indsendt)

Et ungt pigebarn, angiveligt 12 år gammelt, hvis påklædning dog ikke var af den dårligste, har et par aftner i denne uge i selskab med to mindre tøser, der havde træsko på fødderne, men ellers var hele, vist en ny opfindelse i tryglekunsten, der sigtede til at give denne mere kraft. De henvendte sig nemlig kun til velklædte fruentimmer med deres begæring. Og når et sådant fruentimmer var fornuftig nok til at afslå deres bøn, greb de først til det middel at trampe stærkt i enhver vandpyt, mens de gik ved siden af hende, for at overstænke hendes tøj. Hjalp dette stadig ikke, gik de en grad videre ved at overøse hende med de ækleste og frækkeste skældsord. Deres sidste anstrengelse lader sig ikke vel beskrive, for den bestod i en kanonade af 10 til 12 skud som nok er sagt. Dette er indtruffet med to velanstændige fruentimmer i Grønnegade. 

Om disse virtuosinder udstrækker deres virkekreds videre, ved anmelderen ikke. Og det gør ham ondt, at ikke kunne opgive flere kendemærker på dem. Han tror imidlertid at burde bekendtgøre dette, med det ønske at disse kåde tøser måtte kunne pågribes både for at befri vores medborgerinder fra deres frækhed, og forebygge de yderligheder et sådant anlæg med tiden kan bringe sådanne dårligt opdragne pigebørn til.

(Politivennen nr. 514, 5. marts 1808, s. 8257-8260)

Tre pigebørn har i Grønnegade gjort en ny opfindelse udi tryglekunsten ved at forulempe fruentimmer som er fornuftige nok til at afslå deres bøn.

Ønske om Rendestensbretterne i Frostvejr.

(Efter indsendt).

Fredag aften kom en mand gående på fortovet på Købmagergade kl. 7 da det allerede var mørkt. Udenfor porten af den gård som er lige for Silkegade hvor der bor en kobbersmed, lå rendebrættet i en uforsvarlig måde således op på fortovet at de jern som skulle ligge på fliserne, stak opad. Da dette ikke kunne ses, fordi den gående havde lygten bag sig og altså gik i skygge for sig selv, stødte han med den høje fod mod en af disse hager således at denne ikke alene gjorde en flænge i overlæderet af støvlen af mere end 2 tommers bredde, men endog sårede foden. Og kunne have forårsaget et meget farligt sår, hvis manden havde gået stærkere til. Flængen i overlæderet er lige ved vristen, bevis nok for at jernet har stukket meget højt opad og tillige været skarpt. - Da det rigtig nok har sin vanskelighed i frostvejr at få rendebrætterne til at falde lige til fliserne, på grund af den sig ansættende is (skønt de dog aldrig burde ligge så højt op som her var tilfældet) så tror man det var det bedste i så tilfælde rent at borttage dem, da den fare fodgængere ved sådanne opstående jern udsættes for, dog virkelig er alt or stor, for ikke at tale om det så bekostelige fodtøjs bove.

(Politivennen nr. 5143, 27. februar 1808, s. 8250-8251)

Spørgsmål fra Helsingør

(Efter indsendt)

Blandt de mange varer som blev udlosset først i oktober forrige år af briggen The Sprightly (et af de skibe der ved skud fra Kronborg måtte stryge og blev opbragt) var også en mængde fade bladtobak. Disse fade blev alle indlagte i Toldbodgården hvor de nu har ligget på femte måned under åben himmel, udsat for regn og fugtighed og følgelig for fordærvelse. Her spørges derfor hvorfor de ansvarlige (hvem de egentlig er ved man ikke) ikke har sørget for enten at lade dem bringe under tag, eller bortsælge efter så lang tids forløb og forinden de bliver ganske fordærvede. Sådanne varer som udsættes for fordærvelse skulle helst sælges straks. Og jo længere nu disse tobakkers salg udsættes, desto mere taber de i værdi, og desto større tab bliver det for alle de danske mænd hvem varernes pengebeløb måtte tilfalde, som prispenge. Ingen vil nægte at der jo snarere bør virkes til sådanne mænds fordel end tab. Tiden vil vise udfaldet.

(Politivennen nr. 511, 13. februar 1808, s. 8212-8213)

Toldboden fra Politivennens tid er revet ned for længst. Den lå på havnen. Her Strandgade 93. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Patriotiske Tanker om Tiderne

Tiderne har forandret sig så højst mærkelig siden englændernes overfald på København. Handel og søfart er stoppet ved det, og følgerne af det mageløse optrin er så trykkende for enhver fra den højeste til den ringeste, at enhver dansk og norsk borger må derover aldeles tage til eftertanke hvad vi skylder os selv. For om muligt nu ikke længere at være ligegyldige ved den engelske regerings højst skammelige adfærd, tror man at burde gribe til det sikreste middel i begge rigerne som står i vor magt. Nemlig at enhver bliver enig om ikke længere at gøde de engelske agre, men tænke efter hvad der kan udrettes ved samlede kræfter til alle tænkelige og mulige fabrikkers etablering. 

Enhver indser, og det er bekendt nok, at Englands fremgang og samlede rigdom  i begyndelsen var et ganske spædt foster, som de siden lidt efter lidt har plejet ved overlæg og sammenskud af penge, indtil det nu dermed er kommet til sådan assats med deres fabrikvarers debit over hele Europa og i andre verdensdele. Måtte det nu være tilladt at de af vore landsmænd der læser disse linjer, vil spørge sig selv: Har vi ikke lige som englænderne hoved til at udfinde adskillige fabrikkers anlæg til vores egen og statens fordel? 

Den Kongelige Grønlandske Handelsplads på Christianshavn. Et af de steder hvorfra udlandshandelen foregik på Politivennens tid. (N. J. Bredahl) 

Lad os derfor ikke være ligegyldige. De dertil udfordrende drivfjedre står øjensynlig i vores magt. Sagen er lige så vigtig for os som for vores efterkommere. Griber vi til den alvorlige beslutning at ville hjælpe os med vores egne produkter og aldeles foragte engelske varer, da får denne nation i det øjeblik et føleligt skub, der skaber nye næringsveje for os selv, hvor i gennem mange fattiges hænder kommer i arbejde og får levebrød. Bliver alle veltænkende patrioter enige deri, ligesom Englands første fabriksinteressenter, griber sagen an ved hånds og munds forpligtelser, at stå hinanden bi med den udfordrende kraft, lyst og mod at blive enige at deltage i sådanne fabrikkers anlæg med 50 til 100 rigsdalers indskud: Tager omtalte interessenter engang denne faste og bestemte beslutning, da vil de imellem sig selv vælge 3 til 4 mænd til opsyn ved de omtalte fabrikker og til ydermere styrke for fabrikkerne blive enige om at hvad enhver interessent behøver af disse varer for sig selv og familie, købes kontant på deres eget fabrik. 

Denne forening vil unægtelig befordre dets gevinst, at det i første anlæg vil give årligt 4 til 5 procent i særdeleshed af uldfabrikker, og med tiden mere. Den der søger, han finder. Den der banker, ham bliver oplukket. Lad os derfor ikke længere være ligegyldige. Måske vil det med tiden bane os vej til at ligne englænderne i velstand, som har ansporet os til deres egen skade. Just i dette øjeblik da blodet endnu koger i enhver dansk og norsk mands hjerte, bør vi tænke os om. Hvad skylder vi os selv og vores efterkommere, til faste mening at hævne os på disse voldsmænd, til egen nytte i tilkommende tid. Idet vi tager den beslutning, giver vi derigennem liv og ånde til mange fattige, som i denne tid lider. Et ønske er tilbage, at mine læsere vil ret med alvorligt overlæg antage disse tanker af den, som derigennem hverken søger ære eller timelig fordel. Dog det i min korte livstid at se tankerne iværksat, værende selv den første der vil deltage.

A. Æreboe
Etatsråd

P.S. Forfatteren af ovenstående tanker refererer sig til hr. justitsråd Rafns offentlige indbydelse til hver patriot i begge rigerne med ønske at førnævnte tanker især til vores egne fabrikker ophjælpelse må i et og alt blive nøje taget i betragtning til iværksættelse. Fordelen vil enhver mand indse til eget og medborgeres velgående i tiden.

(Politivennen nr. 511, 13. februar 1808, s. 8205-8209)