Ønske om Rendestensbretterne i Frostvejr.

(Efter indsendt).

Fredag aften kom en mand gående på fortovet på Købmagergade kl. 7 da det allerede var mørkt. Udenfor porten af den gård som er lige for Silkegade hvor der bor en kobbersmed, lå rendebrættet i en uforsvarlig måde således op på fortovet at de jern som skulle ligge på fliserne, stak opad. Da dette ikke kunne ses, fordi den gående havde lygten bag sig og altså gik i skygge for sig selv, stødte han med den høje fod mod en af disse hager således at denne ikke alene gjorde en flænge i overlæderet af støvlen af mere end 2 tommers bredde, men endog sårede foden. Og kunne have forårsaget et meget farligt sår, hvis manden havde gået stærkere til. Flængen i overlæderet er lige ved vristen, bevis nok for at jernet har stukket meget højt opad og tillige været skarpt. - Da det rigtig nok har sin vanskelighed i frostvejr at få rendebrætterne til at falde lige til fliserne, på grund af den sig ansættende is (skønt de dog aldrig burde ligge så højt op som her var tilfældet) så tror man det var det bedste i så tilfælde rent at borttage dem, da den fare fodgængere ved sådanne opstående jern udsættes for, dog virkelig er alt or stor, for ikke at tale om det så bekostelige fodtøjs bove.

(Politivennen nr. 5143, 27. februar 1808, s. 8250-8251)

Spørgsmål fra Helsingør

(Efter indsendt)

Blandt de mange varer som blev udlosset først i oktober forrige år af briggen The Sprightly (et af de skibe der ved skud fra Kronborg måtte stryge og blev opbragt) var også en mængde fade bladtobak. Disse fade blev alle indlagte i Toldbodgården hvor de nu har ligget på femte måned under åben himmel, udsat for regn og fugtighed og følgelig for fordærvelse. Her spørges derfor hvorfor de ansvarlige (hvem de egentlig er ved man ikke) ikke har sørget for enten at lade dem bringe under tag, eller bortsælge efter så lang tids forløb og forinden de bliver ganske fordærvede. Sådanne varer som udsættes for fordærvelse skulle helst sælges straks. Og jo længere nu disse tobakkers salg udsættes, desto mere taber de i værdi, og desto større tab bliver det for alle de danske mænd hvem varernes pengebeløb måtte tilfalde, som prispenge. Ingen vil nægte at der jo snarere bør virkes til sådanne mænds fordel end tab. Tiden vil vise udfaldet.

(Politivennen nr. 511, 13. februar 1808, s. 8212-8213)

Toldboden fra Politivennens tid er revet ned for længst. Den lå på havnen. Her Strandgade 93. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Patriotiske Tanker om Tiderne

Tiderne har forandret sig så højst mærkelig siden englændernes overfald på København. Handel og søfart er stoppet ved det, og følgerne af det mageløse optrin er så trykkende for enhver fra den højeste til den ringeste, at enhver dansk og norsk borger må derover aldeles tage til eftertanke hvad vi skylder os selv. For om muligt nu ikke længere at være ligegyldige ved den engelske regerings højst skammelige adfærd, tror man at burde gribe til det sikreste middel i begge rigerne som står i vor magt. Nemlig at enhver bliver enig om ikke længere at gøde de engelske agre, men tænke efter hvad der kan udrettes ved samlede kræfter til alle tænkelige og mulige fabrikkers etablering. 

Enhver indser, og det er bekendt nok, at Englands fremgang og samlede rigdom  i begyndelsen var et ganske spædt foster, som de siden lidt efter lidt har plejet ved overlæg og sammenskud af penge, indtil det nu dermed er kommet til sådan assats med deres fabrikvarers debit over hele Europa og i andre verdensdele. Måtte det nu være tilladt at de af vore landsmænd der læser disse linjer, vil spørge sig selv: Har vi ikke lige som englænderne hoved til at udfinde adskillige fabrikkers anlæg til vores egen og statens fordel? 

Den Kongelige Grønlandske Handelsplads på Christianshavn. Et af de steder hvorfra udlandshandelen foregik på Politivennens tid. (N. J. Bredahl) 

Lad os derfor ikke være ligegyldige. De dertil udfordrende drivfjedre står øjensynlig i vores magt. Sagen er lige så vigtig for os som for vores efterkommere. Griber vi til den alvorlige beslutning at ville hjælpe os med vores egne produkter og aldeles foragte engelske varer, da får denne nation i det øjeblik et føleligt skub, der skaber nye næringsveje for os selv, hvor i gennem mange fattiges hænder kommer i arbejde og får levebrød. Bliver alle veltænkende patrioter enige deri, ligesom Englands første fabriksinteressenter, griber sagen an ved hånds og munds forpligtelser, at stå hinanden bi med den udfordrende kraft, lyst og mod at blive enige at deltage i sådanne fabrikkers anlæg med 50 til 100 rigsdalers indskud: Tager omtalte interessenter engang denne faste og bestemte beslutning, da vil de imellem sig selv vælge 3 til 4 mænd til opsyn ved de omtalte fabrikker og til ydermere styrke for fabrikkerne blive enige om at hvad enhver interessent behøver af disse varer for sig selv og familie, købes kontant på deres eget fabrik. 

Denne forening vil unægtelig befordre dets gevinst, at det i første anlæg vil give årligt 4 til 5 procent i særdeleshed af uldfabrikker, og med tiden mere. Den der søger, han finder. Den der banker, ham bliver oplukket. Lad os derfor ikke længere være ligegyldige. Måske vil det med tiden bane os vej til at ligne englænderne i velstand, som har ansporet os til deres egen skade. Just i dette øjeblik da blodet endnu koger i enhver dansk og norsk mands hjerte, bør vi tænke os om. Hvad skylder vi os selv og vores efterkommere, til faste mening at hævne os på disse voldsmænd, til egen nytte i tilkommende tid. Idet vi tager den beslutning, giver vi derigennem liv og ånde til mange fattige, som i denne tid lider. Et ønske er tilbage, at mine læsere vil ret med alvorligt overlæg antage disse tanker af den, som derigennem hverken søger ære eller timelig fordel. Dog det i min korte livstid at se tankerne iværksat, værende selv den første der vil deltage.

A. Æreboe
Etatsråd

P.S. Forfatteren af ovenstående tanker refererer sig til hr. justitsråd Rafns offentlige indbydelse til hver patriot i begge rigerne med ønske at førnævnte tanker især til vores egne fabrikker ophjælpelse må i et og alt blive nøje taget i betragtning til iværksættelse. Fordelen vil enhver mand indse til eget og medborgeres velgående i tiden.

(Politivennen nr. 511, 13. februar 1808, s. 8205-8209)

Uorden.

3) Engang før er i disse blade påanket den måde hvorpå gluggerne hænger på Nikolaj Tårn. For enhver som skal gå der forbi og i forvejen kaster et øje op på tårnet, må dette syn forvolder angst og en sådan lems nedfald som dog vel i stærk blæst var mulig, kunne vist nok have meget bedrøvelige følger.

(Politivennen nr. 510, 6. februar 1808, s. 8203)

Uorden.

1) Det er en meget slem uskik at smeden i Store Kongensgade, i Vingårdsstræde og andre steder beslår heste på eller nær fortovet uden or deres værksted. Sådant er ikke sjældent til hinder for de gående, hvilket må vige af vejen for disse dyr som aldeles ikke burde være der. Ofte er 2 heste ad gangen bundet til muren, af hvilke den ene drejer og vender sig, mens den anden besås. Undertiden står de begge bundet der uden at nogen af smedens folk er hos dem. Når nu nogen med paraply eller andet lignende som forårsager opmærksomhed, går på fortovet, så bliver hestene urolige, og fodgængerne må da undertiden forlade fortovet af frygt for at beskadiges af hestene. Dette er så meget mere ubehageligt år der ligger en vold af sne hvori man må træde for at undgå dem. 

(Politivennen nr. 509, 30. januar 1808, s. 8186-8187)