Forslag til Assurance-Selskab mellem vore Kapere

(Efter indsendt)

Såvidt vides er endnu ingen dansk kaper blevet taget af fjenden. Dette tilfælde vil imidlertid muligvis kunne indtræffe herefter. Især når vores kapere efter at have jaget det engelske handelsflag bort fra vores strømme, nødes til at opsøge det længere fra vores kyster. Eller som var det bedste under fjendens egne, hvor fordelen vel ville være større, men faren også forøget.

Man foreslår vores kaperrederier og kapernes besætning at forene sig alle eller så mange godt synes, i et forsikringsselskab til bedste for dem, en sådan skæbne traf. Således at i tilfælde en kaper blev opbragt af en fjendtlig krydser, skulle de andre være pligtige til at erstatte dens værdi til rederiet og give en sum til ophjælp for dens bemanding.

Denne forsikring skulle dog ingen være pligtig at udrede, uden af sine gjorte priser, og i forhold til disses antal og værd på den tid en sådan ulykke indtraf for hans medbroder.

Ved sådan dispache-opgørelse burde det imidlertid godtgøres at den ulykkelige kaper havde værget sig til det yderste. Uden at dette til største nøjagtighed lagdes for dagen, burde deltagerne i forsikringsselskabet ikke være pligtige at udbetale en eneste skilling.

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8282-8283)

Bøn til Damerne, ej at bortkaste nyttige linnede Klude

(Efter indsendt)

I en tid hvor man tænker, taler og skriver så meget om husholdning, sparsommelighed og fabriksflid, hvilket også lettere lader sig tænke end iværksætte, vover jeg en bøn til det ædle kvindekøn, som jeg ønsker ikke måtte misforstås! Den prisværdige indretning at ingen fejebunke må findes på gaden, har dog forårsaget at et mindre antal klude samles, og derved tillige at vores papirfabrikker vil mangle disse. Eftertænker man hvor nødvendigt papiret er og til hvilken pris det er steget, da vil ingen ædel dame fortryde på at jeg beder Dem at samle de ubrugelig klude til et så nyttigt brug: Ved klæders og anden syning spildes ellers snesevis af klude, som nu er af betydelig værdi.

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8273-8274)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 11. juni 1807 var kludesamlere mistænkt for at være tyve: 

Med Fornøielse læses i de fyenske Aviser en Kundgiørelse fra Herredsfogden Knutzen i Lunde-Skam og Skouby Herreder, at, da de saakaldte Kludesamlere og Kludehandlere volde meget Uvæsen, og ofte ere Stiftere af eller Deeltagere i Tyvekomplotter, have dette Fogeddømmes Sognekommissioner vedtaget, at en eller 2 Fattige i hvert Sogn skulle befatte sig med denne Næringsgreen, hvorimod hver Kommission paaseer, at Udførelsen skeer til en indenlandsk Fabrrik. Andre taales derimod ej, i hvad Attest de end have, naar det ej er Hr. Knutzens egen. - Det var at ønske, at dette Exempel overalt efterlignedes. Da vore Fabriker høilig behøve gode Klude.

Knippels Broes Forfald

Mens Langebro er under udbedring og ufremkommelig, er den eneste vej der nu haves Knippelsbro, som bortset fra for fodgængerne er skrøbelig og i en mådeligere tilstand end jeg nogensinde har set den. Klapperne er sunket ned på begge sider. Og når den ikke hjælpes ved en slags stivere under klapperne på hver side til stenbroen hvor hængslerne er, da frygter jeg at før eller senere vil der ske en ulykke. Formentlig har den taget megen skade ved de svære kanoner som er bragt derover nu i vinter. Og selv om der ikke mere bringes flere kanoner over, køres der dog stadig svære læs. Jeg ved endog med vished at der i forrige uge er blevet kørt flere læs på 3 til 4.000 pund, hvilket tilligemed heste, vogn og karl kan regnes mellem 6 og 7.000 pund. Altså en svær vægt for en skrøbelig bro.

Bojesen

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8272-8273)

Redacteurens Anmærkning

Man var klar over Knippelsbros miserable tilstand. I 1810 frasagde en havnekommission sig ethvert ansvar for broen pga dens tilstand. I stedet valgte man den langt billigere løsning, en hovedreparation af Langebro i 1814 mens man arbejdede på en løsning for Knippelsbro. Denne var først færdig i 1816, altså 8 år efter artiklen i Politivennen.

Enhver er Tyv i sin Næring.

(Efter indsendt.)

Det gamle, ikke gode og ærværdige gamle, men afskyelige og timeligt af en gammel tyv udtænkte ordsprog: enhver er tyv i sin næring, synes at være blevet et livsprog i København i disse tider. Man undser sig ikke ved ligesom at indgå en væddestrid om hvem der bedst og the højeste priser kan benytte sig af sin nabos forlegenhed. Man undser sig ikke ved at benytte øjeblikke der burde med de værdigste og varigste bånd knytte borgeren til borgeren, til at presse hinanden, til at trykke hinanden, til at forbitre livet for hinanden, mere end det endnu har været fjenden muligt. Tier da moralen hertil? Eller har sådant ingen indflydelse på selskabet som moralsk betragtet? I stedet for at enhver af os skulle føle det sin helligste pligt som altid, og især under nuværende omstændigheder at befordre sine medborgeres vel, og være den ene den anden til nytte, så studerer man på som om man ville bringe det i system hvorledes egennytten kan bygge sig templer, og mens tusinder falder som dens ofre, tilbeder de enkelte gudinden. Det er vel den fattigste måde en nation kan udarte på fordi den nedbryder alt hvad der er godt hos mennesket, fordi ærlighed, redelighed og hvad de flere flere dyder heder der pryder menneskeheden, ganske gøres landflygtige i selskabet. Hvorimod træskhed, list, underfundighed og alle laster ligesom glinser og tilvinder sig agtelse fordi de føder sin mand.

  Regeringen og lovene synes ikke at kunne gribe ind i denne lavtænkenhed der alligevel kan have flere store og farlige følger. Hvad er der da at gøre herimod? Borgerne selv, de agtværdige borgere, skulle gribe de våben som både deres moralske frihed og lovene hjemler dem. De skulle offentlig bekendtgøre de uendelig, de af moral undertrykkende handlinger som blev dem vidnefast bekendt, og som så nedrige de endmåtte være, dog ikke kunne bringes for domstolene.

Derved, jeg tilstår det, forbedres måske ikke de uredeligere handlende, men de gøres mere uskadelige, da andre medborgere derved advares om at tage sig i alt for at indlade sig med de betegnede. Andre ville muligvis nøjere eftertænke deres handlinger for de satte dem i udøvelse og noget, i det mindste noget, godt ville være frugten deraf.

Forfatteren af dette kunne levere ode bidrag hertil, dersom han ellers havde evne til at ordne dem, og det ikke var ubehageligt at skrive sin tids krønike *). Dog bør dette ikke afholde nogen, for ingen foretager let noget til nytte for det almindelige uden jo en eller anden ubehagelighed er forbundet dermed, og ofte hans eneste visse løn. Men det skulle sikkert være nyttigt at have sin tids slette handlinger beskrevet til advarsel, ligesom de gode, til efterligning.

*) den som føler det, føler det. 

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8269-8272)

Dagen 18. marts 1808 (Inserat)

I Søndags d. 13 Marts 1808 døde Hs. Maj. Kong Christian VII i Rendsborg om Formiddagen Kl. 7. Efterretningen derom ankom først hid i Onsdags Morges Kl. 4 ved Kammerherre Steman.