Den Tanke angaaende altfor unge Kreaturers Slagtning som skadelig.

(Efter indsendt).

De lækre ganer har altid den skik at spise vort lands haveprodukter på den unaturlige årstid. Fx asparges om vinteren, grønne ærter når bælgene nylig er sat osv. I mine uge dage vægrede jyderne, i det mindste i visse af landets egne, sig ved at spise kalvekød. Men sjællænderne spiste allerede da hyppigt kalvekød. Dog var dette brug da ikke så almindeligt som det siden er blevet. Nu om stunder og dette allerede i nogle år, er det og har det været meget brugeligt også at spise lammekødet.

Foråret nærmer sig, og med det følger sædvanlig dårligere veje. Pløje- og såtiden kommer hvor indbyggernes vel beror på at sædes nedlægges efter at jorden er vedbørligt behandlet, så at ønsket høst kan følge. Hvor vigtigt at bevare hestene der er højst nødvendige, dyre at underholde og bliver måske vanskelige at få. Der bør vist gøres alt for at spare unødvendig kørsel for land- og købstadmand der nu også må afgive heste til offentlig brug.

Anmelderen tror blandt andet megen kørsel kunne spares ved returvogne, ulejligheden derved for vedkommende betjente måtte for sagens vigtighed komme i betragtning. Landboen kunne da når han i offentlig rejse transporterer hornvarer eller andet til staden, få med sig tilbage til Køge, Faxe, Ringsted, Roskilde, Helsingør, Hørsholm osv. et passende læs, og omvendt de vogne som går ud på landet, et læs ind. Hvad herved sparedes, var den halve kørsel, og det var betydeligt i alle henseender. For heste og vognslid undgås. Vej- og rejsepenge, madpose og hestefoder spares og endnu det vigtigste: Ejeren kunne bruge sine folk og kreaturer til jordens dyrkning. At det lader sig gøre, tvivles ikke på, da man fra det sted hvor vognene afgår eller påtager deres læs, kan anmelde på det sted hvor de afgående varer skulle modtages til transport at det antal vogne returnerer og kan tage læs tilbage. Når de afsendende varer står færdige, kan de uden at gøre ophold, straks afsendes.

Måtte dette ubetydelige forslag værdiges opmærksomhed af vedkommende, vil det være anmelderen behageligt og landet nyttigt.

(Politivennen nr. 520, 16. april 1808, s. 8353-8355)

Spørgsmaal til vore gode Mekanikkyndige.

(Efter indsendt).

Man ser hele tiden og ikke uden den rimeligste harme, at uforstandige mennesker driver heste til at trække store læs i trav eller stærkt skidt. Dette er den største uretfærdighed mod dyrene og til største skade for hestenes ejere, eller for den der skal have godset ført. Forunderlig nok er den modsigelse der hos vor almuesmand findes om hans egne og hans dyrs pligter. Den dovneste lømmel af kuske eller vognmandsfart er ikke så snart kommet op på et svingende læs med sin pisk, før han med denne uophørlig minder hestene om at de ikke har lov til at være dovne, fordi han er det. Men her ligger dumhed tillige til grund for hans handlemåde. Tillader man et par heste at gå næsten krybende, eller i det allerlangsomste skridt, vil et 4 gange så stort læs af dem kunne fremtrækkes som når man med pisken jager dem i et stærkt skridt, endsige i trav. For ikke at tale om at ved denne gode fremgangsmåde lider vogntøjet ubeskrivelig mindre og vejen fordærves mindre.

For at nu sådan slyngel ikke skal fordærve heste og vogn, ønskede man at vores mekanikere ville besvare det spørgsmål om man ikke kunne, ved en på vognen anbragt maskine der var under lås og nøgle, efter tykke hindre vognen fra at bevæges fremad med større fart end den der svarede til hestens langsomste skridt. 

(Politivennen nr. 520, 16. april 1808, s. 8349-8351)

Hyrekuske.

Uordener.

4) Næsten i kortere tid end tre dage er i Pilestræde og Kronprinsessegade af nattefarerne spildt ikke mindre end 3 ladninger af deres ækle førsel. Så ønskelit som det var at en bedre måde i det hele taget end den nuværende til natterenovationens udførelse kunne bringes til veje, så meget måtte man indtil sådant sker, ønske at ejerne af disse vogne indretter dem således at sådan uorden ikke kan finde sted.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8347)

Ærbødig Begæring til Københavns Kommandantskab

(Efter indsendt)

For ridende på Københavns volde, som er berettiget til det gennem voldtegn fra kommandantskabet, er det en højst ubehagelig indskrænkning i den således indhentede tilladelse, at hver skildvagt standser ham og forlanger at se tegnet. Denne hensigt kunne til fulde opnås, når det alene blev pålagt skildvagterne ved det opridningssted som den ridende betjente sig af, at forvisse sig om ens berettigelse hertil. Hvorimod de øvrige skildvagter under denne forudsætning måtte kunne lade ham uhindret passere forbi. Derfor vover man ærbødigst at gøre kommandantskabet opmærksom på det, forvisset om at denne ulejlighed, hvis det er muligt, vil ved dets omhu for et skønsomt publikums bekvemmelighed, på den oven anførte eller anden måde blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8345-8346)

Ikke et voldtegn, men en passerseddel. I mangel af bedre.

Eksempel på Billighed og på Ubillighed til at redde Medmenneskers Velfærd

Vi underskrevne, alle fiskehandlere fra København, tog lørdag den 2. april ud for om muligt at bjerge noget af de fartøjer som i den stærke storm var kommet på tværs af pælen ved nye-køb kaldet, heriblandt en jagt lastet med kaffe og sukker. Men da vi ikke havde så tungt et anker og tov som behøvedes til det, så besluttede vi at ro hen til en skipper, nemlig Peder Jensen af Olskov, som var vores gode ven, for at låne hans anker og tov, da han lå i sikker havn og begge dele lå ubrugte på dækket. Men vores håb slog fejl, da han rent ud nægtede os det, hvilket dog ikke anstår en dansk sømand. Vi tilbød ham ydermere at sætte 1000 rigsdaler i kaution og en andel af det vi kunne tjene, men han blev ved at nægte det. I det samme kom en skipper, Jens Nielsen af Hornbæk, til os og tilbød sig selv at følge med og tage anker og tov med, når vi ville ro til hans jagt, som lå i Nyhavn. Vi roede efter det, men da vi kom ud og skulle ombord på den, sank jagten for øjnene af os. En smakke som lå på siden af den, fik vi lykkelig og vel ud. Men begge kunne være bjergede, dersom ovennævnte P. Jensen ikke havde været så urimelig og nægtet os det berørte anker og tov.

København den 2. april 1808.
Ole Nielsen
Gammel Strand nr. 3

Jens Petersen
Gl. Stand nr. 5

Anders Hansen
G. Strand nr. 16

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8338-8339)