Bekjendtgiørelse

For et års tid siden var der i Politivennen ønsker om større anstændighed og bekvemmelighed ved vores årlige offentlige skuer af kunstarbejder på Kunstakademiet. I år er bemærket dog den gode forbedring at tilskuerne ikke som før lader hattene sidde på. Det er derfor pligt at anmelde denne som enhver anden fremgang til det bedre. Enhver forsvindende råhed er en vinding. 

Der bliver endnu ønsker tilbage for disse akademiets kunstskuer: 1) Ønskes da atter at når de aldeles offentlige dage var forbi, en dag måtte være adgangsdag blot for betalere. Prisen skulle ikke være fastsat til mere end 1 mark. Nok til at holde pøbelen borte, og hvem som ville give mere, handlede desto prisværdigere. Herved vandtes en bekvem lejlighed til kunstnydelse for mange personer, der nu for vrimlens skyld og alt hvad dermed er forbundet, bliver borte. Og desuden vandt akademiet en lille sum som dets tarvelige udstyr og indtægt kunne være tjent med. 2) Er det evig et ønske at en sådan indretning gøres at ingen med hænder og fingre, endsige med stokke, kunne beskadige noget af kunstværkerne. I Paris må stokke lægges udenfor indgangen til en dertil ansat person, som ved modtagelsen giver en seddel derfor, og ved tilbageleveringen modtager en styver af stokkens ejer. 3) Bør det endelig også ønskes at ingen hunde og ingen personer i smudsige eller skidne klæder tilstedes adgang.

(Politivennen nr. 571, 8. april 1809, s. 10063-10064)

Aflukket mangeårig Gennemgang ved Frederiks Kirke

(Efter indsendt)

I mange år har den nordlige del af Store Kongensgades beboere haft den behagelighed at kunne skyde genvej over Frederiks Kirkeplads til Amalienborg og Bredgade. Men i den senere tid er denne gennemgang som oftest spærret med en lukket port mod Bredgade, hvilket endog medfører den tidsspilde da derom intet er bekendtgjort at man, når man kommer til porten, må gå tilbage over pladsen gennem Akademi- eller Dronningens Tværgade der i et skyndsomt ærinde er meget ubehageligt. Dersom denne foranstaltning er en følge af det kongelige rentekammers befaling, turde beboerne ved en offentlig bekendtgørelse håbe at blive underrettet om det. Men skulle nogen anden på egen hånd have spærret denne hævdgamle fodfærdsel, synes det en myndighed, hvortil der ikke let indses at være føje, så meget mindre som dertil ikke kan ses nogen gyldig årsag, fordi de materialer der måtte haves i beholdning, derved slet ikke kunne være udsatte for nogen risiko.

(Politivennen nr. 571, 8 april 1809, s. 10055-10056)

Frederiks Kirke eller Marmorkirken. Byggeriet var stoppet 1770 og kom først i gang hundrede år efter. Her ses byggepladsen efter H. G. F. Holm i 1830erne.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 572, 16 april 1809, s. 10066-10067. 

Ønske den ny opbyggende Hollænderby angående

(Efter indsendt)

Det var at ønske at når de ulykkelige mænd i Hollænderbyen engang opbygger deres gårde igen efter ildebranden, ville opbygge samme ved deres marker eller jordlodder. Herved ville så megen ulykke af ildebrand for eftertiden på landet blive forebygget, og tilsynet af jordlodden ville derved også plejes bedre.

***

Idet udgiveren indrykker ovenstående kan han ikke andet end ytre det ønske at hvis Hollænderbyens jordejere bestemmer sig til udskiftning og udflytning, så måtte det ske efter en noget anderledes måde end den som hidtil og i almindelighed følges.

Man har nemlig kun taget hensyn til den udskiftning og udflytning der lovede den bedste dyrkning af jorden. Og det var naturligvis den hvorved hver jordlodsejer boede på det bekvemmeste sted af samme, altså såvidt muligt i dens midte. Udgiverens ønske er at ingen bolig ved udflytning kommer til at ligge alene, men 6, 5, 4 eller 3 eller dog i det allermindste 2 sammen. For ikke blot jorden, men også folkets tænkemåde og selskabelighed bør dyrkes og opædles. Og til dette sidste er ensomhed og afsondring ligeså ubekvemme som samlivet som ikke bylivet, så dog landsbylivet dertil er synderligt egnet.

Hollændere på Amager på vej til kirke. Ikke alene klædedragten, men også sproget afveg fra de omliggende landsbyer. Her talte man nederlandsk. (Omkring 1807)

Den enligt udflyttede jordbruger taber en mængde samlivsbånd der avler selskabelige tilbøjeligheder, føjeligheder, pligter osv. Han har ingen bymand, ingen bykone, hans børn bliver ikke bybørn med nogen. Alle naboskabets så yndige pligter og nydelser findes ikke for ham. Og dog er begrebet nabo grundforestillingen til begrebet næste. Dette begreb vil altså også hos udflyttereremitten blive svagt, uvenligt, koldt og ufrugtbart. Fjernt fra andres hjælp skal han være sig selv nok, stole på egne kræfter. Hvem undrer sig over at han bliver uhjælpsom og ufølsom igen mod alle andre. Alle dem han i sit hoved stiller hen under begrebet uvedkommende. Hans børn får ingen legefæller, altså ville også de så søde navne legebroder, legesøster med alle deres forfriskende hulde erindringer og mildnende følelser osv. for dem ikke findes. Indbildskhed, uhøflighed og sjælesnerpende egenkærlighed bliver stærke træk i hans åndspræg. Man ser dette allerede kendeligt på holstensbonden.

Den æresfølelse, den lille politiske vigtighed, den spire til begrebet statsborger fædrelandsven, som avles hos landsbyens beboer ved at have byes rettigheder og fællestarv at hævde, påtale og fremme, falder aldeles bort. Og dette frembringer stort tab for den enkeltliggende udflytters værd som mand, værd som statsborger.

Den tvang det pålægger at være iagttaget af naboer og genboer og byfolk har noget ubehageligt, men også meget gavnligt. Offentligt set har man en bevæggrund mere til at iagttage anstændighed og pligt, end når man er i sit egen ensomme herredømme. Og hvor virksom denne bevæggrund er, ved enhver menneskekender til fulde.

Hertil kommer mange andre i økonomiske skrifter førhen anførte fysiske mangler ved den enlige udflytning. Mere land går tabt til veje, til vandstader, til grøfter. Brandfarligheden er større og brandhjælpen fjernere. Den syge er mere berøvet pleje. Tyveri, indbrud og mord kan let gå for sig der, uden at mærkes, når alle er i marken, eller ude i ærinde. Eller endog om natten hvis familien og tyendeholdet ikke er desto talrigere. At få bud til købstad efter en tit uundværlig småting er ikke så let som i by, hvor flere red i vogn sammen. Børn kunne komme til ulykke uden at nogen i tide mærker det. Frugttræavleren får mindre ly. Et voksent menneske må stedse være hjemme hvis man ikke vil udsætte alt for tyvehånd, osv. osv.

Men det er ikke udgiverens forsæt at påstå at man derfor skulle beholde de store landsbyer og ikke udflytte. Kun ønskede han at man ved at lægge 3, 4, 5, 6 men i det allermindste 2 jordejeres bygninger sammen, skaffede udflytterne en god del af selskabslivets goder, uden derfor at opofre for meget af dem, hvorfor man egentlig vil udflytning.

Og dette ønskes gøres her også for Hollænderbyen på Amager.

(Politivennen nr. 570, 1. april 1809, s. 10040-10045)

Store Magleby Kirke er fra 1731, så den overlevede branden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning

Branden i Store Magleby

Hollænderbyen er Store Magleby. På Politivennens tid havde den i næsten 300 år forsynet den bedre del af det københavnske borgerskab med friske grønsager. På Politivennens tid talte man her nederlandsk. Først i 1811 blev det påbudt at tale dansk. Hvilket ganske godt afspejler den ændring der skete til at der blev talt forskellige sprog i Danmark. Se også artiklen om det danske sprog.

Den omtalte brand er beskrevet her. Et kort resume: Ilden opstod lørdag den 25. marts 1809 ildebrand i degnens hus. Vinden hjalp godt til med at sprede branden. Den bredte sig mod nord og det meste af byens vestlige side nedbrændte. På tre timer ødelagde ilden 30 gårde og 16 huse. 12 mennesker og 60-70 kreaturer døde. 

Brandslukningsarbejdet besværliggjordes desuden af at brønde og gadekær var frosset til. Brandvæsner andre steder fra nåede ikke frem i tide. Hjemmesiden fortæller også nogle beretninger fra branden. 

Allerede inden branden havde man diskuteret udflytning af gårdene. Og branden satte gang i beslutningen og effektueringen. Nogle gårde blev opført langs Kirkevej og Nordre Dragørvej: ”Aldershvile” på Kirkevej, ”Lundegård” ved Lundevej og ”Petersminde” på Ndr. Dragørvej. 

Byen brændte igen i 1821. Og denne gang medførte det at endnu flere gårde blev udflyttet. I dag er det kun gårdene på den østlige del af Møllegade som afspejler byens oprindelige struktur. Mange af de huse og gårde der overlevede disse to brande, nedbrændte i 1894.

I "NyesteSkilderie af Kjøbenhavn", No. 52, Tirsdagen den 8. April 1809, spalte 832-834 gav kammerråd og forhenværende amtsforvalter i Holbæk amt, Jens With et bud på hvordan byen kunne genopbygges.

Uorden.

1) I Grønnegade, Antonigade og Sværtegade, også skønt mindre bemærket i andre gader, er i disse tider set en mængde, ja hele knipper af flåede katte henslængt hver morgen. En ækelhed for de tidlige fodgængere der forøgedes ved at se vognkørselen knuse dem. Man indser vel at denne uorden for at den er det kan vil ikke nægtes, ikke ligefrem lader sig tøjle, men var der noget middel at udfinde derimod, da måtte det højligt ønskes udfundet. 

(Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10017)

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

(Fortsat fra nr. 566)

Det danske sprog har ikke alene en lige så stor rigdom af ord som noget andet europæisk sprog (jeg kender vel ikke det finske, laplandske, ungarske og tyrkiske, men sandsynligvis er disse ikke de rigeste). Men det er endog i vendinger et af de rigeste og i bekvemhed til nye ords dannelse giver det intet efter.

Det danske sprog besidder desuden  i det ældre danske eller islandske sprog en kilde af ord, som vores tyske naboer savner.

Det danske sprog ejer hvad jeg ikke ved i den grad ejet af noget andet, en udtrykkellighed om jeg så må kalde det, der er trefoldig. Den værdige højtidelige tale er et vidt forskelligt dansk fra det som bruges i daglig tale, eller skrives i breve, i omgangsdialoger, romaner osv. Og ved sine egne levninger af oldtidsord og vendinger samt besiddelsen af det gamle danske er sproget yderst bekvemt til oldtidsromaner, oldtidskvad, ballader osv.

Det danske sprog er ved sine passiver, sine tilhængsartikler, sin orddannelsesevne yderst velegnet til poesi.

Alle mulige krav har da vel et sådant sprog på at blive elsket og æreholdt som den kostbareste nationalejendom.

Men det er vitterligt at intet sprog bliver så jammerligt mishandlet af sine egne som dette. Boghandlere der gnier på skillingen, lader både gode og slette tyske forfatterfrembringelser frisk væk oversætte af den første den bedste fusker i tysk og uslind i dansk. En sådan karl der ikke kender sit eget sprogs rigdom, falder i forbavselse hvert øjeblik over de mange tyske ord hvortil han ikke kan finde passende danske. I sin dumhed tror han at gøre det formentlig fattige modersprog en stor tjeneste ved at inddanisere det ene tyske ord efter det andet. Hele tyske vendinger tager han også med, og således har vi i de sidste 30 år fået en ubodelig indblanding til tab for sprogets renhed.

Oversættere af det franske har ikke fri for samme fejl, dog ikke har de vist dem i den grad. Dels hindrede sprogets større forskellighed dem noget, dels kom sjældent så store stympere til dette slags oversættelser, som til de tyske skrifter. Ikke heller er når så meget oversat fra det franske som af det tyske.

Til uheld fik vi kun få oversættelser af det svenske hvor vi vel med nytte kunne tilegne os et og andet og derved nærmet os denne sammensmeltning man så gerne måtte ønske af disse to frændesprog.

Hos ingen anden nation, ikke engang den hollandske eller den svenske, finder man det misforhold mellem oversættelser og originale skrifter i modersmålet som i Danmark.
De originale værker og udarbejdelser der årligt fremkommer i det danske sprg er yderst få, og hvad skulle gøre at de blev mange? Et lille publikum, næsten ingen opmuntring, forkærligheden til det fremmede, der som en mode steg ned fra de højeres kredse, alt dette måtte naturligvis være modvirkning. Teatret ville oversættelser. Romanlæserne vil oversættelser. Professorer vil have oversatte ledetråde til deres forelæsninger. Akademier, skoler og institutter vil have oversatte lærebøger.

Den danske stolthed som han selv i århundreder har vænnet sig til at kalde beskedenhed, tillod ham vel at læse tyskernes markedsgods, men ikke at skrive selv hvis han ikke kunne skrive åbenbare bedre.

Derfor kunne originalforfatternes arbejder ikke kue oversættelsernes frækheder mod sproget. Et middel levnedes kun. Større omsorg for dets renhed fra kollegiers og embedsmænds side.

(Fortsættes) 

(Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10012-10016)

Annonceret fortsat, men stopper her

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var det kongen, ikke sproget som man anså for det der bandt landet sammen. Man havde kun i nogle årtier praktiseret at elever skulle tale og skrive "rigtig dansk", og det danske sprog trængte mere frem i latinskolerne. De fleste talte dialekt, som blev betragtet som fordærvet dansk. Politivennerne har formentlig ikke haft nogen klar forestilling om danskerne som et folk med et sprog. Men snarere som indbyggere i et land med en konge. 

Artiklen end ikke antyder at man ikke skulle være dansker selv om man talte et helt andet sprog. Så længe man boede i staten, så var man dansker. Men to år før var Norge blev afstået til Sverige i 1814 og andelen af tysktalende steg markant fra 25% til 40%. Tilmed var holstenerne godt trætte af den danske stat som stod for økonomisk ruin. Og forsøgene på at få holstenerne til at tale dansk havde stik modsat virkning.

Politivennens artikel kan ses som et af de første udtryk for at man begyndte at opfatte nationen fra at være noget statsligt til at være mere folkeligt. Men først langt senere, i slutningen af 1800-tallet med den mere massive folkevandring til København at København begynder at blive opdelt i kvarterer efter sociale klasser og med egen udtale. Vesterbro, Nørrebro, Hellerup osv. Og der var slet ikke tænkt på rigssproget endnu.