Indsenderen har just i disse dage i en sådan grad været overrendt med sådanne lykønskninger som han er overbevist om ikke kommer fra hjertet, men fra pungen, at han ikke kan tilbageholde det ønske, at der fra offentlig side herefter i det mindste måtte sættes grænser for sådanne lykønskninger, af hvilke sikkert mange er højst uventede.
Det synes underligt at fx skorstensfejerne, som ikke alene får fastsat betaling, men tillige drikkepenge for hver gang de bliver tilkaldt til at udføre et arbejde, kræver nytår. At skarnkørerne gør det samme, finder jeg også besynderligt da de lønnes af de vognmænd der har overtaget bortkørsel af gadesnavset, og hvortil enhver af stadens beboere må bidrage sit. At tårnvægterne ligeledes på hver etage ønsker "et glædeligt nytår" er ligeledes helt underligt, da de jo har fast årlig løn, ligesom andre af stadens betjente, af hvilke det derfor kan findes besynderligt at mange intet nytår kræver, som for eksempel: Skarpretterens folk.
Men at se mennesker, endog i kongeligt liberi vandre samlet fra sted til sted for at røgte sådant tryglende ærinde, er ikke et frydefuldt skue. Og forøger ønsket om at sætte grænser for en udgift der sikker falder ikke så få byrdefuld, til dels er uberegnelig og til dels skadelig, da den giver unge mennesker penge i hænderne som ikke er vant til, at omgås med skillinger for ikke at sige dalere, og med hvilke deres foresatte ikke kan føre kontrol, da deres tildeling er aldeles frivillig, selv om hvis de afvises, undertiden udsætter folk for ubehageligheder.
En lignende uskik synes også at være gadevægternes lykønskninger ved enhver indtræffende højtid, af hvilke nogle endog falder meget kort efter hinanden, som fx juleaften og nytårsaften. Staden bør lønne disse sidste så højst gavnlige folk således at de ikke har behov på visse tider af året at måtte kunne sættes [ulæseligt] klasse med dem, som anordningerne om stadens fattigvæsen tilsiger, endog straf for tryglen ved husbeboernes døre.
(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 2-4)
I denne artikel står at ifølge gammel tro var nymånen nyårskonge eller herre og rådede over årets trivsel. Ligeledes rådede mænd rådede over januar, kvinder februar, karle marts og piger april, osv. Lidt lige som når vi i dag - godt nok i spøg - gøres ansvarlig for vejret på vores fødselsdag. På Politivennens tid var det en anderledes alvorlig sag hvis vejret var dårligt. For så skulle fødselaren gøre det godt med traktement eller lignende. På samme måde kunne man (i januar mænd) blive gjort ansvarlig for dårlig trivsel i et år og derfor afkrævet kompensation.
Man hilste året velkommen med vers, fx "Velkommen herre, med korn og kerne osv.". Denne skik genkender man i omkvædet til Grundtvigs nytårssang (bemærk: den er ikke ment om en salme!) "Velkommen nytår og velkommen her(re)". Som bygger på en gammel nytårsvise fra 1500-tallet.
Dette er dog kun Redacteurens mere eller mindre kvalificerede gæt. En folkemindeekspert eller historiker måtte muligvis vide mere. Hvis der er noget om det, kunne mænd altså omkring nytår blive afkrævet kompensation. Og hvis de ikke gjorde, dermed være ansvarlig for en manglende trivsel i det nye år. Det er jo straks en alvorlig sag som man ikke uden videre kan slå hen som en spøg. Hvad artikelskriveren bestemt heller ikke gør.
Det synes underligt at fx skorstensfejerne, som ikke alene får fastsat betaling, men tillige drikkepenge for hver gang de bliver tilkaldt til at udføre et arbejde, kræver nytår. At skarnkørerne gør det samme, finder jeg også besynderligt da de lønnes af de vognmænd der har overtaget bortkørsel af gadesnavset, og hvortil enhver af stadens beboere må bidrage sit. At tårnvægterne ligeledes på hver etage ønsker "et glædeligt nytår" er ligeledes helt underligt, da de jo har fast årlig løn, ligesom andre af stadens betjente, af hvilke det derfor kan findes besynderligt at mange intet nytår kræver, som for eksempel: Skarpretterens folk.
Men at se mennesker, endog i kongeligt liberi vandre samlet fra sted til sted for at røgte sådant tryglende ærinde, er ikke et frydefuldt skue. Og forøger ønsket om at sætte grænser for en udgift der sikker falder ikke så få byrdefuld, til dels er uberegnelig og til dels skadelig, da den giver unge mennesker penge i hænderne som ikke er vant til, at omgås med skillinger for ikke at sige dalere, og med hvilke deres foresatte ikke kan føre kontrol, da deres tildeling er aldeles frivillig, selv om hvis de afvises, undertiden udsætter folk for ubehageligheder.
En lignende uskik synes også at være gadevægternes lykønskninger ved enhver indtræffende højtid, af hvilke nogle endog falder meget kort efter hinanden, som fx juleaften og nytårsaften. Staden bør lønne disse sidste så højst gavnlige folk således at de ikke har behov på visse tider af året at måtte kunne sættes [ulæseligt] klasse med dem, som anordningerne om stadens fattigvæsen tilsiger, endog straf for tryglen ved husbeboernes døre.
(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 2-4)
Redacteurens Anmærkning
Denne skik med at afkræve folk penge nytårsaften forekommer umiddelbart nutidens mennesker meget særpræget. Redacteurens har forsøgt at finde en forklaring. Og muligvis er en sådan at finde i Danmarks Folkeminder, 1909 s. 14-19, i en artikel af Axel Olrik: At "gøre Vejr og at hilse nyår (ikke nytår).I denne artikel står at ifølge gammel tro var nymånen nyårskonge eller herre og rådede over årets trivsel. Ligeledes rådede mænd rådede over januar, kvinder februar, karle marts og piger april, osv. Lidt lige som når vi i dag - godt nok i spøg - gøres ansvarlig for vejret på vores fødselsdag. På Politivennens tid var det en anderledes alvorlig sag hvis vejret var dårligt. For så skulle fødselaren gøre det godt med traktement eller lignende. På samme måde kunne man (i januar mænd) blive gjort ansvarlig for dårlig trivsel i et år og derfor afkrævet kompensation.
Man hilste året velkommen med vers, fx "Velkommen herre, med korn og kerne osv.". Denne skik genkender man i omkvædet til Grundtvigs nytårssang (bemærk: den er ikke ment om en salme!) "Velkommen nytår og velkommen her(re)". Som bygger på en gammel nytårsvise fra 1500-tallet.
Dette er dog kun Redacteurens mere eller mindre kvalificerede gæt. En folkemindeekspert eller historiker måtte muligvis vide mere. Hvis der er noget om det, kunne mænd altså omkring nytår blive afkrævet kompensation. Og hvis de ikke gjorde, dermed være ansvarlig for en manglende trivsel i det nye år. Det er jo straks en alvorlig sag som man ikke uden videre kan slå hen som en spøg. Hvad artikelskriveren bestemt heller ikke gør.
