Utilbørlig Spærring af Amagerport.

(Indsendt)

En brødkone der tillige udskænker brændevin, har bemægtiget sig en del af Amagerport. Mange af de gående amagere og amagerinder aflægger og modtager hos hende de varer som deres kørende landsmænd befordrer for dem til og fra staden. Herved sker det ofte at vognene bliver holdende længe i porten mens der af- eller pålæsses, og passagen således stoppes for andre der vil køre ud eller ind. Råber man til en eller anden amager der dvæler der, at han skal køre frem og give plads, så begynder konen at skælde og smælde på sin vis som om hun havde eneret til porten. Underligt synes det at denne port mere end de andre stadens porte skal gøres til kro eller bedested. Og hvis denne kone har tilladelse til at drive sit værtskab der som man efter hendes driftige opførsel skulle tro, så håber man at vedkommende som har givet hende tilladelse til at være der, vil formane hende til sømmelig opførsel mod dem som nødvendigvis må passere porten for at komme til og fra deres hjem, og ikke lade denne krokone forårsage dem ophold i deres nødvendige færdsel fra og til Amager.

((Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 69-70)

Betlerie af Slaverne

(Indsendt)

Uagtet at alt betleri er forbudt ved flere lovgivninger og in specie ved forordningen af 1. juli 1799, ser man dog en klasse mennesker som med al den dristighed som kun en lovlig næringsvej giver en ret til, dagligt udøver betlerhåndteringen. Denne klasse er de til fæstningsarbejde dømte forbrydere, som ofte på den mest uforskammede måde forulemper de forbigående. Dels under deres arbejde, fortrinsvis på stadens volde, i dens porte og på dens broer hvor de i almindelighed er flere samlede, dels i deres fritimer fra arbejdet, og dels når de passerer vejen fra og til stokhuset. 

Såvidt anmelderen heraf erindrer har nuværende pladsmajor hr. major v. Staffeldt allerede for flere år siden forbudt denne ulovlige og for mange særdeles for anstændige og frygtsomme fruentimmer højst besværlige uskik. Når den desuagtet finder sted, fordrer rimelighed at man tror at hr. majoren er uvidende derom og at han, så snart det bringes til hans kundskab, vil vide ved de mest hensigtsmæssige og de bedst motiverede midler særdeles med hensyn til de slaverne følgende opsynsmænd, hvad enten disse er soldater af garnisonen eller slavegevaldigere at råde bod på det. 

Det synes hvor flere slaver er hensatte til et arbejde at der stedse er nogle til overs som egentlig ikke behøves til det bestemte arbejde. For disse har tilsyneladende ingen anden forretning end den at anholde enhver forbigående om almisse. Når han således blev overtryglet har anmelderen flere gange erindret slavefogeden om at holde sine slaver til at passe deres arbejde og lade folk gå ugenerede. Og følgen heraf har som oftest været at slavefogeden i forfærdelige ord og med forfærdelige fagter har truet de pågældende. Men at det kun har været for syns skyld, er anmelderen meget snart blevet overbevist om. For ved at se sig tilbage efter at have gået en halv snes skridt, blev han opmærksom på at hans efterfølgere kom i den samme pine som den han selv just var sluppet ud af. Det er således kun en komedie som slavefogeden spiller. Men det er højst rimeligt at han ikke spillede den når han ikke fandt at han på en vis måde var nødt til det. Eller med andre ord når han ikke vidste at det var slaven forbudt at tigge og at han burde opretholde dette forbud. 

For flere år siden når slaverne passerede byens gader til og fra deres arbejde havde de en jernkæde som blev stukket gennem splitten på fligen af deres kjole og som de bar på. Så ubehageligt som det end var at se en mængde mennesker der tilsyneladende var lænket sammen, så havde dog den gode følge at det ikke stod i deres magt som nu at sværme om enkelte eller i små partier på gaderne og falde folk til besvær. Og derfor drister anmelderen sig, såfremt der ikke haves særegne ham ubekendte grunde mod denne qvali sammenlænkning at tilråde igen at indføre den. Ikke af hårdhed mod denne klasse mennesker, som allerede er ulykkelig nok, men fordi han finder at det onde som derved tilføjes dem, kun er ubetydeligt mod det gode som opnås for de mennesker som på deres vej ikke kan undgå at skælve når de som ikke sjældent er tilfældet, ser dem med dræbende instrumenter i hånden. 

Forordningen af 18. december 1767 bestemmer straf for de som ombringer andre alene for at gøre en ulykke uden foregående årsag. Forordningen stadfæster altså det som erfaringen lærer at der nemlig gives sådanne mennesker. Og har man nogensinde grund til at frygte for på denne måde at komme af dage, da er det sikkert når man har enten på siden eller bag efter sig en sådan ulykkelig med økse, hakke, gartnerkniv osv. i hånden. For den fire mand, hvor ubetydelig synes overgangen fra slavebånd til bøddeløkse?

(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 65-69)

Et ikke appetitteligt Syn

Hver dag ser man mælkevogne køre gødning fra hovedstaden og ovenpå er lagt de tomme bøtter i hvilke der har været bragt mælk til staden. Selvom mælken er tømt ud af dem, er disse end aldeles rene, kan der dog ikke være tvivl om at mange slemme dunster vil og må kunne trænge ind i disse tæt tillukkede bøtter og således næste dag meddele sig den mælk som påny fyldes i dem. Det synes derfor rimeligt at sådanne bøtter ikke blev lagt på gødningen, men blev hængt på vognenes sider i dertil anbragte kroge eller ringe. Og for næsernes skyld var det højst ønskeligt at gødningen blev godt tildækket med halm, .

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 62)

Om stående Dagdrivere på Hjørner og Torve

(Indsendt)

Ikke for længe siden havde man den store fornøjelse at læse en politiplakat som forbyder enhver soldat eller andre karle at opholde sig på Axeltorv. Men derimod befaler disse at opholde sig ved de tilstødende hjørner. Enhver retsindet borger glædede sig inderligt over denne så nødvendige og velmente forordning. Men dersom ikke en sådan gavnlig forordning bliver efterkommet på det strengeste, burde vedkommende indskærpes dertil, da man for nuværende tid ser adskillige soldater og matroser, samt en hel flok lediggængere i et omfang som aldrig før er set opholde sig på sådanne steder. De er endog så dristige når en borger i sine lovlige forretninger vil bede dem om at gøre plads, at påberåbe sig plakaten om fortovsretten, og man har endog hørt dem svare at hverken han, borgeren, eller politidirektøren havde noget at befale over dem. Det var derfor at ønske at sådanne folk blev indskærpet strengt at overholde god orden på torvet, eller at efterkomme den ovennævnte forordnings velmente hensigt.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 58-59)

Uhret i Trinitatis Kirke.

(Indsendt)

En mand der betids var gået fra sit hjem for i søndag eftermiddag den 28. januar at høre den agtværdige hr. doktor. Münster prædike, blev forundret over at han var på prædikestolen, skønt der nylig var ringet sammen. Hvilket erfaredes at have sin grund i at uret inde i kirken gik næsten 10 minutter hurtigere end stadens kirketårneure og hovedvagtsuret. Sikkert vil kirkens virksomme værge der så meget har bidraget til kirkens forskønnelse, sørge for orden i denne henseende.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 58)