Fortsættelse af brevet til udgiveren

 (Til side 19)

Javist får man for mange skriftlige anbefalinger at se. De fleste er udstedte af præster. I det mindste burde de indeholde hvor lang tid har gælder. For nogle som forevises er gamle, og for stedse, eller for længe. Skulle de dog vel ikke gælde. De ville ellers være betlerpatenter. Endvidere syndes de at burde, ligesom pas, være forsynet med den forevisendes personbeskrivelse.

Men bør de eksistere overalt? Hvor lille forskel er der ikke mellem tiggere på gaden og i husene? Den første er forbudt, hvorfor skal den anden være tilladt? Misforstå mig ikke. Jeg giver gerne til værdige og bekendte. Men til hvem kan en ærekær fattig henvende sig uden til øvrighed, fattigforstander, bekendte og til de som kan skaffe arbejde? Undtagelser kunne gives. Man får fx ikke nok af hine og har ingen bekendte, undtagen uformuende, man undser sig også ofte ved at ty til bekendte og lader dem vide om nøden. Men som regel kan man antage at den har tabt al skam som henvender sig til andre privatfolk end bekendte. Hvilke, blandt privatfolk, er de eneste som man kan gøre nogen fordring på, og som man kan håbe understøttelse af

(Slutningen følger i næste nummer)

(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 92-93)

(Artikelserien afsluttes ikke)

Om Vægtersangen.

Selv om man ser og med taknemmelighed erkender vores virksomme politidirektørs fortræffelige foranstaltninger politiet vedkommende, så er der vist endnu mange af stadens indbyggere der i særdeleshed ville være denne sjældne embedsmand endnu mere forbundet hvis den fæle såkaldte vægtersang om natten kunne afskaffes.

Indsenderen tror for en del år siden at have læst et i trykken udkommet forslag desangående, men i hvilket blad der stod erindrer jeg ikke mere. Nok er det, denne afskyelige brølen i gaderne vedvafrer endnu hver time om natten Man har kendt syge menneske, især de der var sengeliggende af nervefeber, derved på det ynkværdigste at blive ængstet. Barselskoner at få adskillige farlige tilfælde ved at tilbringe mange søvnløse nætter på grund af den hver time stedfindende brølen eller vægtersang. Nødvendigheden af at vægterne skulle synge lange vers på gaderne om natten når enhver søger og burde have ro - begribes ikke. Den nærmeste årsag årsag hvorfor denne skik indførtes, var vel for at forebygge at vægterne ikke skulle sove på deres poster, og ved denne sang tilkendegive deres årvågenhed. Men kunne man ikke udfinde og indse, lige såvel her som i andre hovedstæder en anden mere hensigtsmæssig måde, hvor ved øjemedet alligevel lige så sikkert kunne opnås? Jeg tror jo! Når man blot lod vægterne hver time om natten råbe hvad klokken var slået - og om man ville da København er en søstad - kunne tilføje hvad vinden var. 

(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 85-86)

Om at bære på Fortougene

Med politiplakaten af 14. februar 1810 bestemte daværende politimester, nu etatsråd og borgmester Bagger den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte forekommende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lidt forsvandt og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev de ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget. Men dette sidste bud mødte ikke samme heldige efterlevelse, for bærende af alle slags blev som før ved med at trænge sig ind på fortovene og jage alle andre væk. 

Straks efter at justitsråd Hvidberg havde tiltrådt sit embede som politidirektør gentog han nævnte forbud ved plakat af 22. september 1815. Men det synes som den daglige erfaring viser, at han i henseende til dette forbuds efterlevelse ikke har været meget heldigere end de foregående politimestre. Slagtersvende og drenge blev som før ved med at bære kød og blodige huder på fortovene. Sælgekonerne deres kurve. Sjovere deres flæskesider og håndværksdrenge deres byrder. Alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var imod dem. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt udleet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet, som dog egentligt er bestemt for dem. 

Slagtersvende bliver ved som før at bære kød på fortovene så fruentimmer må gå ud på gaden og tilsmudse deres skotøj og propre påklædning. 

Anmelderen heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne, når han bare bliver angivet. Men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting på fortovene, fordi hun i proper påklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade er det næsten en umulighed. 

Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog ikke heller aldeles uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at det må blive sat de behørige grænser for den. Det håbes med så megen grund som politidirektøren i sin endnu kom korte embedstid allerede har vist at han besidder, ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han har fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 81-83)

Bekjendtgjørelse.

 2) Ejeren af huset på hjørnet af Pilestræde og Silkegade har nu ikke alene borttaget den halmvisk som påankedes i nr. 2, men endog ladet åbningen tillukke med en ny, forsvarlig luge. Dersom han nu også ville lade de mange manglende ruder i loftsvinduerne ud til Pilestræde indsætte, så ville hans gen- og naboer intet videre krav have på ham i denne henseende.

(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 78-79)

Til Udgiveren af Politivennen

Indsendt

Min Herre!
Deres foretagende er så prisværdigt og kan være så nyttigt at det fortjener almindelig understøttelse. Og det ville smigre mig om De kunne finde nogen fornøjelse i bidrag fra mig. Jeg har den ære at begynde dermed i dag ved at sende Dem nogle anmærkninger til de udkomne numre af Deres blad.

Til s. 18 om betlere

Denne tryglende udlænding er vist den samme som hjemsøger mig nogenlunde hver tredje måned for at bede om rejsepenge. Han siger at han er fra Danzig. Hans sprog vidner også at han er fra den egn. Har kone og børn, og at være frimurer, i hvilken egenskab han påberåber sig min broderpligt, da han holder mig for at være frimurer, hvad jeg ikke er. Han er rød i ansigtet, måske kun når han er fuld, hvilket oftest er tilfældet, og således bliver han ved hver gang at kalde mig broder, meget snaksom og påtrængende. Det er ikke muligt at få ham bort uden uartighed, og ved at lukke døren op og trænge ham ud. Hans uforskammethed er så meget desto større da han må sige sig selv at han intet får, fordi jeg aldrig gav ham. Det er derefter tilladt at antage at han ville stjæle, skønt jeg aldrig har savnet noget efter hans bortgang. Jeg istemmer med Dem at han måtte føres over grænsen (eller sættes i et arbejdshus). Jeg tilføjer at han er temmelig velklædt og at det er mig ubegribeligt at ingen har klaget ti politiet over ham, da han alt for længe har drevet sit uvæsen.

(Fortsættes i næste nummer)

(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 75-76)