Om at bære på Fortougene

Med politiplakaten af 14. februar 1810 bestemte daværende politimester, nu etatsråd og borgmester Bagger den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte forekommende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lidt forsvandt og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev de ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget. Men dette sidste bud mødte ikke samme heldige efterlevelse, for bærende af alle slags blev som før ved med at trænge sig ind på fortovene og jage alle andre væk. 

Straks efter at justitsråd Hvidberg havde tiltrådt sit embede som politidirektør gentog han nævnte forbud ved plakat af 22. september 1815. Men det synes som den daglige erfaring viser, at han i henseende til dette forbuds efterlevelse ikke har været meget heldigere end de foregående politimestre. Slagtersvende og drenge blev som før ved med at bære kød og blodige huder på fortovene. Sælgekonerne deres kurve. Sjovere deres flæskesider og håndværksdrenge deres byrder. Alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var imod dem. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt udleet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet, som dog egentligt er bestemt for dem. 

Slagtersvende bliver ved som før at bære kød på fortovene så fruentimmer må gå ud på gaden og tilsmudse deres skotøj og propre påklædning. 

Anmelderen heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne, når han bare bliver angivet. Men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting på fortovene, fordi hun i proper påklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade er det næsten en umulighed. 

Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog ikke heller aldeles uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at det må blive sat de behørige grænser for den. Det håbes med så megen grund som politidirektøren i sin endnu kom korte embedstid allerede har vist at han besidder, ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han har fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 81-83)

Bekjendtgjørelse.

 2) Ejeren af huset på hjørnet af Pilestræde og Silkegade har nu ikke alene borttaget den halmvisk som påankedes i nr. 2, men endog ladet åbningen tillukke med en ny, forsvarlig luge. Dersom han nu også ville lade de mange manglende ruder i loftsvinduerne ud til Pilestræde indsætte, så ville hans gen- og naboer intet videre krav have på ham i denne henseende.

(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 78-79)

Til Udgiveren af Politivennen

Indsendt

Min Herre!
Deres foretagende er så prisværdigt og kan være så nyttigt at det fortjener almindelig understøttelse. Og det ville smigre mig om De kunne finde nogen fornøjelse i bidrag fra mig. Jeg har den ære at begynde dermed i dag ved at sende Dem nogle anmærkninger til de udkomne numre af Deres blad.

Til s. 18 om betlere

Denne tryglende udlænding er vist den samme som hjemsøger mig nogenlunde hver tredje måned for at bede om rejsepenge. Han siger at han er fra Danzig. Hans sprog vidner også at han er fra den egn. Har kone og børn, og at være frimurer, i hvilken egenskab han påberåber sig min broderpligt, da han holder mig for at være frimurer, hvad jeg ikke er. Han er rød i ansigtet, måske kun når han er fuld, hvilket oftest er tilfældet, og således bliver han ved hver gang at kalde mig broder, meget snaksom og påtrængende. Det er ikke muligt at få ham bort uden uartighed, og ved at lukke døren op og trænge ham ud. Hans uforskammethed er så meget desto større da han må sige sig selv at han intet får, fordi jeg aldrig gav ham. Det er derefter tilladt at antage at han ville stjæle, skønt jeg aldrig har savnet noget efter hans bortgang. Jeg istemmer med Dem at han måtte føres over grænsen (eller sættes i et arbejdshus). Jeg tilføjer at han er temmelig velklædt og at det er mig ubegribeligt at ingen har klaget ti politiet over ham, da han alt for længe har drevet sit uvæsen.

(Fortsættes i næste nummer)

(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 75-76)

Kneps paa Fingrene

(Indsendt)

På torvet hersker den uskik at så snart en vogn kommer dertil, enten med gæs eller flæsk mm. så griber enhver sit stykke som hungrige ulve og holder det fast indtil de på en eller anden måde kan komme til aftale med sælgeren. Sker dette efter lang eller kort tid, så går enhver med sit. Men holder bonden sine varer så dyre at ingen aftaler indgås, hvortil han let fristes når han ser sig omringet af så mange købere, så slipper enhver sit stykke og vognen bliver da omringet af andre købere der ligesom de første sætter pris på varerne. Og nu tør ingen vove at give 1 skilling mere om han endog skal stå hele timer og spilde sin tid. Burde ikke sådanne personer som så grisk bemægtiger sig varerne uden at købe og opholder den virkelige køber have knips på fingrene? For kan det ikke snarere kaldes at fordyre varerne når man omringer vognen som om der var hungersnød i landet end om man giver et par skilling mere ikke at spilde den langt kostbarere tid?

(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 73-74)

Kirkefred

(Indsendt)

Under denne overskrift har man mange gange i dette blad tydeligt nok klaget over den uskik der fandt sted i Holmens Kirke og nu kun i den blandt alle hovedstadens, at vandre gennem og i koret midt under den offentlige gudstjeneste. Indsenderen ved med vished at de grænser man har søgt at sætte for denne ringeagt for gudstjenesten og det hellige sted, hidtil har været forgæves. Man har brudt den ved svagt at slå på døren ind til koret. Man har selvom man var velklædt, været uartig mod de tilbagevisende kirkebetjente. Man har støjet der hvor den herskende stemning om noget sted bør være stilhed. Herved er utvivlsomt allerede manges andagt blevet forstyrret Og der er vel næppe spørgsmålstegn ved at denne adfærd er utilladelig. Det usømmelige er også aldeles indlysende for enhver der betragter kirken som noget højere, helligere end Børsen eller Skuespilhuset.

Indsenderen benytter sig nu anden gang af dette blad for deri at fremsætte sin rimelige klage. Han lover sig såvel af vores for orden højst virksomme politidirektør som af alle Dem, hertil kunne medvirke, den opmærksomhed sagens væsen kræver. Han er overbevist om at klagen denne gang ikke bliver forgæves.

(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 72-73)