06 maj 2015

Svinsk Behandling af Fødemidler

Under den forrige politidirektørs bestyrelse blev i bladet Adrastea nr. 9 og 10 forrige år omtalt noget om den svinske behandling med levnedsmidler, hvoraf især saltets medfart ved dets udlosning og hjemkørsel fortjener at blive gentaget her.

Man tør love sig af vores nuværende driftige og opmærksomme politidirektør hr. justitsråd Hvidberg at han også skænker denne gentagne anmeldelse sin opmærksomhed. Selvom at alt hvad der vedrører levnedmidlers godhed og sundhed for en del hører under sundhedspolitiet, som dog ikke ses at det har lagt videre mærke til den herskende uorden ved levnedsmidlernes behandling, såsom med kød og brød, hvorom førnævnte blad anfører de uterligheder som finder sted med dem. Man skulle ikke tro at en dosis af alskens uterlighed hvoraf fyrsten såvel som stodderen får sin andel, befordrer sundhed og et langt liv. Er det sådan, så må man vel lukke øjnene ved synet af de gængse svinerier med mange slags fødevarer.


Spækhøker på Politivennens tid. 

Da vi danske så gerne optager skikke fra andre lande, især hvad stads og yppighed angår, hvorfor vil vi da ikke efterligne de lande i renlighed, som England og Holland roses så meget for?


Hvor anmelderen bemærker urenlig behandling, enten hos hørkræmmere, slagtere eller bagere, der køber han ikke sin vare. Hvis alle tænkte lige sådan, så ville renligheden blandt almuens mand snart vise sig til fornøjelse og hæder for nationen. Og da renlighed hører med til livets behagelighed, hvorfor lægger man da ikke mere vægt på dette gode, som dog ikke koster penge, men alene beror på en god vilje og den opmærksomhed man skylder sin næste og sig selv.


(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 113-115)

05 maj 2015

Et Par Vægtersynder.

(Indsendt)

En mand der om morgenen lidt for kl. 5 går til sine forretninger og hvis vej falder igennem Købmagergade over Højbro Plads osv., har gjort udgiveren af Politivennen opmærksom på at vægteren der har post på Købmagergade, mellem Silkegade og Østergade, ikke efterkommer politibefalingen. Indsenderen har ikke en, men flere morgener været vidne til at ligesom vægterne har råbt kl. 5, har han banket 2 steder på kældervinduesskodderne. Da dette unægtelig må forstyrre dem hvis lejlighed det at kunne sove om morgenstunden, såvel som da denne banken kunne forskrække dem, som der i nærheden ligger syge og deslige, samt da dette er i strid med den befaling at enhver skal anskaffe sig ringetøj, har dette, og dette ene foranlediget vandringsmanden til at anmelde sådant.

Efter at være blevet meddelt denne fortælling, har bladets udgiver forhørt sig der i nabolaget for at erfare hvorledes den vægter der er på post der, og bragt i erfaring at det skal være en ualmindelig god vægter, ædruelig og påpassende, råbe tydeligt og ikke udeblive et eneste råb om natten. Kun er det disse beboeres ønske altid at høre ham her på post om natten. Men, hele 8 til 14 dage har han imellemstunder været fra denne post om natten, uden at være syg, for lygterne på denne hans post har han troligt efterset om dagen, hvorimod en anden jammerlig, uforståelig vægter skal have råbt for ham om natten, langt fra så nøjagtigt som han selv mens han igen på samme tid bestemt har råbt i Springgade. Når denne vægter er så vel at han kan råbe, burde han da ikke påtales at iagttage den post der er ham betroet. Reservevægteren eller hvem det er, kan jo råbe i gaden når han selv ikke formåede det.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 107-109)

Intet Broderskab i Trekort

(Indsendt)

For mange som har den tåbelighed eller grille at prøve deres lykke engang imellem i tallotteriet er det bekendt at hr. Offenburg har af kongelig nåde fået en tallotterikollektion, med tilladelse at indsamle om tirsdag morgen. Men hvor er denne kollektørs kontor? Det er en gåde. Indsenderen heraf sendte i torsdag morges sit bud hen i Pilestræde hvor han af en eller anden årsag troede denne kollektion var. Men hvad sker? Der svares: Her er det ikke, det er i Brogade på Christianshavn. Buddet er enfoldigt og lettroende nok til at gå derud og løber naturligvis til nar. Men træffer dog et menneskevæsen af en kollektør, og han - gros-butor! viser buddet op i Frederiksberggade. Buddet fandt heller ikke der hvad det søgte. Men da det var på vejen til Vesterbro, så gik det derud og fik de forlangte numre. På grund heraf vil man bede hr. Offenburg, for at spare de andre herrer kollektører den ulejlighed, at vise vejen, at bekendtgøre hvor hans kollektions kontor er.


(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 106-107)

En slem Vask i Dronningens Tvergade.

På hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade hvor bageren bor, er en slem rende fra en vask der altid overskyller fortovet med alle slags flydende urenheder. I frostvejr tårner isen op på fortovet til en betydelig højde og blive altid glat. I tøvejr gør det fra renden udstrømmende fluidum fotovet endnu mere besværlig at passere end det ellers er. Anmelderen har set at højkongelige personer i godt vejr har måttet forlade fortovet for denne malstrøm og træde ud på gaden. Man håber derfor at ejeren lader gøre en forandring ved denne vask. Dersom husets lokale skulle forbyde at den anbringes ud til gården, så kunne vel en ordentlig rendesten over fortovet nogenlunde afhjælpe denne mangel, men denne bør da være anordningsmæssig anlagt og forsynet med et påhæftet bræt.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 100-101)

En Vandring i Antonistrædet

Når man går gennem Antonistræde og betragter dens skidne udseende, smalle fortove og dybe kældre, hvoraf mange snarere synes at være indrettede til gemmesteder for grove forbrydere, end til boliger for mennesker, skulle man enten tro at man ikke var i Danmarks hovedstad, eller at man var flyttet et par hundrede år tilbage i tiden. Især påfaldende er den så dybe kælder under gården nr. 240 der så længe jeg kan erindre ligesom nu har været brugt til stegeri. At mennesker kan leve og eje sundhed i dette mørke hul, der foruden de usunde dunster, som jorden giver fra sig, opfyldes med lugt af allehånde spisevarer, som steges og brases, er ubegribeligt. Men også for det offentlige er den farlig. For kældernedgangen når næsten ud til fortovsfliserne af det derværende desforuden smalle fortov. Og blot ved at glide med en fod, står man i fare for at styrte ned og begraves mellem stegte sild, lammehoveder og kallun

Vinduerne er så dybt under jorden at deres øverste kant ligger i lige linje med gadens overflade. De brædder hvormed lysningshullerne er beslået med indvendigt for at forhindre jorden fra at styrte ind af vinduerne og opfylde kælderen, står nogle tommer oven over fortovet, så at de let forårsager fald og mindst gør fortovet vanskeligere at passere end det allerede er. En fuld matros skal engang være faldet hovedkuls derned, og virkelig kan det let ske for en der ikke er beruset.

Dernæst er to kældre. Den ene under huset nr. 232, den anden under nr. 233. Skønt de er slemme nok, er de dog ikke så gale som førstnævnte. For vel er de dybt nok under jorden, men vinduerne er dog ovenfor samme. Og så meget højere at disses underflade er et par tommer over fortovets overflade. Men forsynede med små ruder af slet, grønt glas der ustandseligt overstænkes af gadeskarn, skal de just ikke yde megen lysning i disse usle vråer, hvis beboere færdes i bestandig mørke, og måske anvender mere bekostning på lys til deres arbejde, end de, når denne bekostning sammenregnes med den husleje de må give kunne bo for som andre mennesker.


Hvorledes den nu boende lejer af kælderen under nr. 232, der skal være en formuende man, har kunnet bebo denne lejlighed i flere år og samlet sig formue, kan jeg ikke begribe, skønt jeg godt ved at vanen kan blive den anden natur og at selv en grønlandsk bopæl efter lang afbenyttelse kan blive behagelig.


Finder De dette passende at indføre i Din Politiven, da har jeg intet derimod. For skønt det egentlig ikke angår politiet, så måske, hvem ved, kunne det bevæge en eller anden af disse huses ejere til at gøre et mere hensigtsmæssig brug af sin kælder, såsom til brænde, tørv eller andre ting og ikke til bolig for mennesker, om der endog af disse skulle gives nogen der vil bo som muldvarpe.


(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 97-100)