Om Tienestepigerne i Kiøbenhavn.

(Indsendt)

Meget, såre meget er der skrevet om den almindelige utilfredshed husbonder og madmødre føler ved denne klasse af tyender. Stemmen er nået til vor gode regerings øren, og der er allerede trufne sådanne foranstaltninger at en stor del af det onde er afværget, og tyendet sat under vedbørlig kontrol. Men ligesom det i almindelighed er en sørgelig erfarings sandhed at de bedste love vel kunne straffe deres overtrædere, men ikke aldeles hindrer brud på lovene, så ved også de københavnske tjenestepiger at benytte sig af sådanne praktiker at almuesfolk ofte bliver bedraget. Således har anmelderen fx erfaret at en pige lod sig fæste efter at have tillistet sig sit skudsmål af sin madmors gemme, og dagen efter at hun var tiltrådt sin nye tjeneste, blev hun afhentet af politiet ifølge sin forrige husbonds begæring, af hvis tjeneste hun var undveget. En anden foregav at hun ikke havde tjent før, og afleverede således blot en døbeattest og en konfirmationsseddel. Hun kom ikke siden i sin nye tjeneste. Flere eksempler kunne anføres, men de nævnte menes at være tilstrækkelige for at ønske at den gamle indretning med fæstemand og fæstekoner bør melde sig hos vedkommende politiassistent og til denne aflevere skudsmålet, samt at intet fæstemål mellem husbond og tyende bør være gældende med mindre det hos assistenten er indgået hvorhos der burde oprettes skriftlige vilkår om såvel lønnens størrelse som hvad tyendet påtog sig at bestride under sin tjenestetid, alt i analogi af hvad der er anordnet i henseende til kontrakten mellem mestre og drenge.

Denne indretning ville tillige når der fra politiassistentens side blev anstillet undersøgelse om skudsmålets rigtighed, hæve den desværre alt for gængse afbenyttelse af falske skudsmål hvorved husbonder og madmødre bliver bedraget, og blot nogle slette mennesker som skriver falske skudsmål, har fordel af.

(Politivennen nr. 41, Løverdagen den 12. oktober 1816, s. 641-643)

Varsko! Varsko i store Strandstræde.

Anmelderen tror at have ret til at råbe to gange varsko til den rende der er anbragt på huset nr. 103 i Store Strandstræde. For for det første er den afbrækket i en højde af 2 meter fra gaden, og for det andet er den fra øverst til nederst forsynet med lufthuller hvert hul på flere tommers længde og bredde. At den især i nuværende tilstand er særdeles bekvem til at udgyde den fra himlen nedfaldende og på taget urenliggjorte væske på de forbigående, er soleklart. Men ikke så begribeligt er det hvorfor ejeren af huset hellere vil lade dette ødelægge ved den fra nævnte rende udstrømmende fugtighed, hvilken ødelæggelse både husets nedre facade såvel som det fra stueetagen udspringende vindue bærer tydeligt præg af, end at bekoste en ny rende der tilbørligt kunne afledes vandet. Er den blikkenslager der bebor stueetagen, husets ejer, bliver det endnu mere ubegribeligt at han ikke kan afhjælpe sin egen tagrendes mangler, mens han bøder på andres. Bekostningen ville være ubetydelig mod den skade renden nu forårsager. Men om endog utidig sparsomhed skulle ville hjælpe sig med en sådan rende, tror anmelderen dog ifølge vores gode politilove at kunne forlange den istandsat for at ikke forbigående skulle få drypper eller styrtebad når de ikke venter eller ønsker det.

(Politivennen nr. 41, Løverdagen den 12. oktober 1816, s. 639-640)

Redacteurens Anmærkning

Store Strandstræde 103 blev i 1859 til 35, 1907 indgået i matriklen Store Strandstræde 21. Huset eksisterer ikke længere.

Bekjendtgørelser.

2) Det glæder udgiveren at kunne bekendtgøre at efter to anmeldelser om oversvømmelse i Store Kongensgade er den i samme gade liggende afledningskiste efterset og renset, hvorfor vedkommende takkes. De frygtsomme kan nu være rolige og ikke ængstes for at de skal undergå i vand.

(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 613)

Drengestimlen paa Ulfeldtsplads

(Indsendt)

I nogen tid har en stor flok drenge fundet på at forsamle sig om aftenen i tusmørket på Ulfeldtsplads, hvor de under deres lege, som altid ledsages af en ubehagelig skrigen, kaster snart med skidne bolde, snart med sten efter hinanden. Da forbipasserende derved let kan, om ikke komme til skade, så dog få deres tøj tilsølet, og da den evindelige skrigen er ubehagelig for de omkringboende, var det ønskeligt om disse børns forældre ville have lidt mere opsigt med deres børn, når de tillader dem at være ude, at også denne slemme uskik kunne blive fjernet.

(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 611)

"En stor flok drenge forsamler sig om aftenen i tusmørket på Ulfeldtsplads, hvor de under deres lege, som altid ledsages af en ubehagelig skrigen, kaster snart med skidne bolde, snart med sten efter hinanden".Tusmørket er der. Husene var der også på Politivennens tid. Det var statuen ikke. Men der var slagterboder. (Eget foto)

Klage over nogle Bommænd paa Landeveiene

Til udgiveren af Politivennen

Ikke alene jeg selv, men også andre har erfaret at bommændene på landevejene bruger en besværlig fremgangsmåde mod folk der skal betale bompenge. De påstår nemlig at man skal stå ned af vognen når man vil bytte og betale bompenge, i stedet for at de som bommændene eller passagebetjentene ved stadens porte kommer med en lygte, hvorved enhver kan se hvad de betaler eller hvad de får tilbage når de lader bytte. Derfor ønskede jeg at De ville indsætte et sådant passende stykke i Politivennen da jeg synes at passagebetjentene på landevejene lige så godt som de herved porten burde have lygte at komme til vognen med, fordi det ophold som på sådan måde sker ved bommen, mange gange forårsager den ubehagelighed at folk bliver udelukket af stadens porte, hvorved de kan risikere betydeligt såvel på helbredets som på pungens vegne.

(Politivennen nr. 40, Løverdagen den 5. oktober 1816, s. 604-605)

Redacteurens Anmærkning

Bommene stod på højde med Jagtvej, bl.a. ved Vibenhus Runddel. Lyngbyvejen var en kongevej, og når folk skulle ind og ud af byen den vej, skulle man betale bompenge. Til bommanden var opført en kro, Vibenhus Kro. Da der ikke var nogen videre bebyggelse på det sted der dengang var langt ude på landet, har det formentlig også været meget mørkt.

Bompengesystemet var blevet indført 1774 med det formål at finansiere hovedvejene. Systemet forsvandt gradvist fra 1851, men blev først afskaffet i 1915 i Nordsjælland. Hvad man end mente om systemet, så var vejene dog efter 1800 blevet hæderlige. 

Da Vibenhus på hjørnet af Lyngbyvej og Jagtvej i 1918 blev revet ned, skrev Aftenbladet (14. april 1918, med foto) følgende om husets historie:

Det stammer allerede fra Christian den Fjerdes Tid. Det gjaldt for denne Konge at skaffe Bedesteder for alle dem, der vilde ud i Nordsjælland, f. Eks. til hans eget Frederiksborg. Han manglede imidlertid Penge. R. F. P., der var hans Valgsprog, er ikke for intet oversat til: "Riget fattes Penge", skønt det jo betyder "Fromhed styrker Magten".

Han gav da - ligesom da han vilde have Christianshavn bebygget - velhavende Borgere i Frihed for Skat og anden Tynge i ti Aar og endda Grunden frit. Paa den Maade fik han Raadmand Mikkel Vibe, der drev en udbredt Handel paa Island og Nordlandene selv havde Skibe i Søen og sikkert kunde have købt Kongen mange Gange, til at bygge det første Hus ude paa Christianshavn, nuværende Strandgade 32. Mikkel Vibes Gade, der, hvor Kultorvet nu ligger; men da Kongen vilde have ham til at bygge et Bedested paa Lyngbyvejen, var samme Mikkel klog nok til at forlange Beværterprivilegium med det samme. Det fik han, byggede det Hus, der nu skal falde og gav det Navnet St. Vibenhus. Efter Datidens Forhold var det pragtfuldt.

Vibenhus fik mere Historie siden. Da Struensee skulde holde Opsyn med Reguleringen af Nordsjællands Hovedlandevje, boede han i en Maanedstid paa Vibenhus; derimod er det sikkert forkert, naar Sagnet har tilføjet, at han her har holdt Dueslag for sig og Caroline Mathilde. Deres forhold er af senere Dato.

Endnu en Gang fik Store Vibenhus Historie; Frederik den Sjette var jo som bekendt en tapper Mand - paa Fælleden hvor han opførte de store Øvelser med Borgerne og de øvrige Soldater der i de Tider var yndede Folkeforlystelser, og de eneste virkelige Sejre han vandt i sit Liv, vandt han her; og man forstaar at han, naar han havde stormet og indtaget Vibenhus under Kanonernes Torden, med særligt Velbehag trak sig tilbage til et Værelse bag Skænkestuen - det eksisterer endnu - for der at hvile paa sine Laurbær sammen med "de røde Fjer", hans lidet yndede Adjudanter, der helt havde ham i Lommen og misbrugte hans Tillid, - og at spise en solid Frokost efter de overstandne Krigsrædsler.