(Indsendt)
Alle gode gange er tre siger ordsproget, og denne gamle sætning viser tydeligt nok at flere projekter ofte leder til et rigtigt resultat og at ville fordømme projekter fordi man øjner mangler ved samme, er uoverlagt, men at skrive noget bedre hvis man kan og kan man ikke, da at tie, dette holder forfatteren heraf for at være vel overlagt.
Vores første forfatter om denne sag, se Politivennen nr. 41 af 12. oktober, tænker efter min mening meget rigtigt når han siger at tjenestetyende bør melde sig hos politiassistenten med sit skudsmål. Men så rigtigt dette ville være, lige så urigtigt var det at indrette skriftlige tjenestekontrakter som han ligeledes anbefaler.
Min mening er denne: Så vist som det er at en ren og ordentlig påklædning giver os et fordelagtigt begreb om det menneske som bærer den, når man ikke nøjere kender samme, så vist er det at et godt skudsmål ligeledes er det, hvorefter man vælger tjenestetyender som man ikke nærmere kender. Men hvis bedrag heri ikke skal indtræffe, må skudsmålet være et lovligt dokument som ikke kan udstedes af enhver som kan skrive, og for at opnå dette, var det nødvendigt at ethvert tjenestetyende kun havde et skudsmål og disse måtte en gang for alle indkaldes for politiet hvis segl måtte sættes på dem, og kun tjenestetyende med sådanne approberede skudsmål måtte tages i fast tjeneste. For det hjælper jo ikke at en husbond misrekommanderer et dårligt tjenestetyende når dette har flere ulovlige skudsmål som vidner om et godt forhold. At dette indløber, er jeg overbevist om ved en pige som forleden 11. november skiftede fra en af mine bekendte. For hun sagde selv til sine medtjenere at hun var ligeglad med hvad som blev skrevet på det skudsmål der var i husbondens værge, da hun havde et andet for sig selv alene.
Hvad forfatteren nr. 2 se politivennen nr. 44, stykket om tjenestepiger angår, da synes det temmelig klart at denne næppe er husbond, eller blot kender det af navn. For når han siger at det er meget tungt at madmødre ikke har forsvarligere gemmer end at tyendet kan praktisere sager ud af disse, så må man forlade ham når han ikke indser umuligheden i at låse for hustyve.
Den påstand forfatteren videre gør om oplysning ved hjælp af mandtalslister, da umuliggøres denne hvor der haves falske skudsmål, og det samme ville være tilfældet med den sandfærdige påskrift på et sådant skudsmål.
Ingenlunde heller følger det om politiassistenten havde indsigt med tjenestetyender og disses skudsmål at denne så var fæstemand, eller der af den årsag burde ansættes flere embedsmænd til byrde for staten. For fulgte med større virkekreds, mere arbejde, så blev det blot af den beskaffenhed at en af kvarterets politibetjente under assistentens opsyn, nogle timer daglig kunne bestride samme.
For så vidt fæstemændene angår, da ved man at de rigtigt modtager fæstepenge såvel af herre som tjener, og dette er jo deres levebrød, jo flere skiftedage jo flere fæstepenge, men ved falske skudsmål bedrages jo også den redeligste fæstemand.
Til slut er indsenderen heraf enig med forfatteren nr. 2 i at der allerede er gjort meget til fæsteindretningernes forbedring. Men lige så unægteligt er det at hvis kulturen skal vedblive at stige i den grad som hidtil hos tjenestefolk, nemlig at det bliver dem forment at komme på dansekældre der ikke kan klæde sig lige så galant som deres herrer eller madmødre, så længe det er en skam at bære alene det hvad lovligt kan fortjenes, så længe vil sikkert nye foranstaltninger efter kulturers fremskridt i omskrevne sag blive anvendelige. Om det ikke snart var tid at tænke på den så ofte anpriste nationaldragts indførelse, især blandt tjenerklasen, til sædernes og moralens forbedring, overlader indsenderen ved dette vink til mænds prøvelse som er blevet givet evne og kraft til at udføre store, for staten vigtige foretagender.
(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 717-721)
