Redningsredskaber

Ved denne benævnelse har anmelderen altid forstået at det var sådanne redskaber som altid var ved hånden til at frelse et eller andet ulykkeligt menneske som muligvis var i en ligkasse fra at gå over i evigheden før han havde betalt 10 gange så meget til den som han anstændigvis kunne uden i utide at aflive sig blive begravet for. Men nu indser han fuldkommen at han også her har taget fejl, for strikt efter sådanne institutters indretninger får vedkommende ikke en døjt til begravelsesomkostninger, men vedkommende må se at få den ulykkelige begravet på hvad måde han bedst ved og kan. Så han er overbevist om at når en selvmorder blot nøje overvejede al den kval som der er med at få ham begravet, ville samme sikkert afholde ham fra en handling der opvækker medbroderens rimelige harme, i det den stundom afpresser ham en medlidende tåre.

At sådant ræsonnement imidlertid ikke findes hos alle, så man et tydeligt bevis på forleden fredag den 16. denne måned da en ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen mellem kl. 5 og 6 om aftenen.

Til hendes frelse kom tilfældigvis en mand forbi. Og da han så den dødsfare hvori denne ulykkelige var, betænkte han sig ikke et øjeblik på at redde hende. Han iler derfor over til stenhuggerhuset for ved en båd at tage hende op da klæderne hjalp til at holde hende over vandets overflade.

Imens denne menneskeven foretog sig dette, kom en anden lige ædelt tænkende person til, og ved hjælp af sin paraply som han udstrakte til selvmordersken, fik han hende som nu forventligt havde forandret sine tanker, lykkeligt bragt til land ved hjælp af båden.

"En ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen". Peblingesøen set omtrent fra det sted hvor stenhuggerhuset stod (Eget foto). På Politivennens tid skal man dog mere forestille sig et landskab som fx Utterslev Mose.

Nu sørgede disse tilligemed flere at få hende i hus. De godmodige beboere af stenhuggerhuset var dertil straks beredvillige og uagtet de allerede havde en druknet i huset, var de dog meget hjælpsomme mod den ulykkelige, lagde hende i deres seng og søgte på alle mulige måder i forening med de andre sande menneskevenner at få hende til live, hvilket også til alles glæde fuldkommen lykkedes dem uden de offentlige redningsmidlers brug, for disse var flyttet bort fra Blågård hvor de før havde stået til et andet sted på broen, men som ingen vidste hvor var. Dette synes anmelderen helt besynderligt. Men da det passer sig med ordsproget som han mindes tit hedder: Det er tids nok at kaste brønden til når barnet først er druknet, så vover han ikke at tale mere om det og indrømmer gerne for ikke at fornærme nogen at det er tids nok at anvende redningsmidlerne fire eller fem timer efter at den ulykkelige har lagt i vandet. For så er man desto mere overbevist om at disse almindelige bekendte redskaber virkeligt når sådan en patient kommer til live, har gjort sin virkning og fuldkommen svarer til sit navn. Imidlertid var det dog at ønske at en plakat blev slået op ved Peblingesøen som tilkendegav hvor sådanne redningsredskaber egentlig gemmer sig, at man ikke for eftertiden skal løbe for nar efter dem når sådanne ulykker indtræffer.

Ved samme lejlighed var det måske ikke urigtigt at anmærke her en anden menneskevens tanker i denne anledning, som også var øjenvidne til hele dette optog, at der nemlig drages omsorg for at der på marken ved Blågård blev opslået et skur hvori sådanne ulykkelige kunne henlægges uden at falde beboerne af stenhuggerhuset til ulejlighed, da huset er så lille at der næppe er plads til de levende endsige til de døde.

Anmelderen giver denne brave mand ret heri og tilføjer endnu til hans rimelige begæring: At redningsredskaberne tillige der måtte sættes og at nøglen til samme måtte bestemt henlægges i stenhuggerhuset. Så at alt var på rede hånd til den ulykkeliges redning.

Da pigen kom til sig selv fra det kolde bad, erklærede hun at årsagen til dette fortvivlende skridt hun havde gjort var, at hun var blevet hånligt modtaget af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn som var der i huset. Efter sigende skal hun tjene på et traktørsted uden for Nørreport og hendes husbond skal straks have givet hende afsked fra sin tjeneste. Hun er altså dobbelt ulykkelig og ønskeligt var det om de ædle menneskevenner som reddede hende fra den vilde sø ville nærmere forhøre sig om hende og hendes ulykkelige barns skæbne.

(Politivennen nr. 73, Løverdagen den 24de Maj 1817, s. 1242-1246)

Redakteurens Indskydelse: Artiklen bliver besvaret i det følgende nummer. Desværre mangler side 1257. Men jeg formoder at denne del af artiklen blot indeholder et resume af sagsforløbet. Det egentlige svar foreligger imidlertid som nedenfor: 

get af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn, som var der i huset!

Anmelderen der kender den sande sammenhæng meget nøje, anser det for ufravigelig pligt at gøre det ærede publikum opmærksom på at pigens klage ikke alene er aldeles ubegrundet, men også røber en høj grad af chikane mod hendes barns liberale velgørere. Faderens forældre indså at pigens moralske karakter og økonomiske forfatning ville lide betydeligt ved at hun længere lå ledig for at passe barnet, samt at hvis det skulle udsættes til fremmede ville det blive underkastet en behandling som var dem særdeles ukær. De overtalte derfor pigen til at overlevere barnet til dem mod den hellige forsikring at de ville opdrage den som deres eget! Dog på de udtrykkelige vilkår at hun straks skulle tage tjeneste og ikke mere end en gang om ugen se til sit barn! 

Men nu førte en besynderlig hændelse hende i tjeneste hos forældrenes nabo, og hun havde altså lejlighed til hvert øjeblik at smutte ind til barnet. Især skete disse besøg på de timer hun vidste at begge plejeforældrene var fraværende i deres lovlige forretninger. Og da de fuldkommen var betryggede for at glutten blev passet omhyggeligt af en ansat amme af mange årsager, fandt de ikke behag i denne opførsel. Og i særdeleshed af den grund: at de fra deres søns side frygtede en da capo der kunne have familiens forøgelse til følge. Ligesom de også havde bragt i erfaring at hun førte sladder og havde maskepi med adskillige, hvorover ufortjent medisence ofte blev frembragt, så kan formentlig ingen retsindig miskende at de humane plejeforældre i al venskabelighed frabad dem barnemoderens overflødige besøg. Og at denne velgrundede frabedelse ingenlunde burde give anledning til selvmord. Utvivlsomt vil enhver som anmelderen finde det indlysende.

(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 12[57]-1259)

Redaktørens Anmærkning

Så vidt jeg kan læse mig til må stenhuggerhuset have ligget ved den nuværende Fredens Bro hvor der nu er dæmning. Broen var der dog ikke på Politivennens tid, men kom først til i 1878 og erstattet af dæmningen i 1887. Stenhuggerhuset var det første hus, man stødte på, på venstre hånd. Ifølge en kilde lå det ved siden af en lille forfalden hytte, "Druknehuset” der tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning. Tilsyneladende var rådene i oven nævnte artikel taget til efterretning. For da huset skulle rives ned omkring 1858 havde den gamle mand der da boede i huset, opsyn med redningsudstyret i skuret. Kommunen måtte anlægge sag mod ham for at få ham smidt ud.

Advarsel til Forældre, som i disse behagelige Foraarsaftener tillade deres Børn før Sengetid at sidde paa Gade- eller Kjeldertrapper og drage frisk Luft

(Indsendt)

De synes vel hr. Udgiver at denne titel eller om de så behager overskrift er vel vidtløftig og måske allerede af den årsag afslår mig min begæring i henseende til at få den, såvel som medfølgende stykke indrykket i Deres blad. Men da jeg ved at De er politiets ven og tildragelsen er sandfærdig, så håber jeg det nok for denne gang kan lade sig gøre, og måske det kan have til følge:

"At forældre for fremtiden uden frygt kan tillade deres små børn at nyde aftenluften på gade- eller kældertrapperne uden at står i fare for at blive kørt over fordi en vognmandskarl enten af dumhed, skødesløshed, ligegyldighed eller magelighed ikke gider at opfylde sine pligter"

Forleden fredag den 9. maj om aftenen omtrent mellem kl. 7 og 8 så man hvorledes et uskyldigt tre års drengebarn som sad på kældertrappen nr. 52 i Møntergade og legede nær på det farligste kunne være blevet kørt over, hvis ikke et fruentimmer som tilfældigvis kom til og så den overhængende fare barnet svævede i havde ilet til og taget det op o sine arme, til inderlig glæde såvel for forældrene som for naboerne og de forbigående, der ved barnets heftig og ynkelige skrig uagtet det lykkeligvis ikke havde fået noget skade straks ilede til for at se hvad der var på færde.

Møntergade lige numre. Den side af gaden hvor husene fra Politivennens tid stadig står tilbage. (Eget foto).


Kusken kom kørende ordentlig som det sig hør og bør efter plakaten af 14. september 1815 med en favn brænde ind i gården i nr. 139 i Møntergade for der at læsse af. Men næppe havde han fået brændet aflastet, før han skyndte sig i sådan hast for at komme ud af porten (hvilken manøvre for pladsens skyld måtte ske baglæns), at han som hverken brød sig om at dreje hovedet tilbage for at se om han ikke muligvis kunne gøre de forbigående skade, eller drage vognen lempelig til siderne, lod den løbe rask tilbage, hvorved den på grund af gadens højde i midten nu da den fik fart rullede lige ned i rendestenen på den anden side af gaden, hvor det omtalte barn sad på trappetrinnet og legede i sin uskyldighed.

Ved alarmen som denne tildragelse forårsagede, stimlede som sædvanligt en mængde mennesker til og efter at karlen havde i sit høflige sprog i forening med 2 pandurer som holdt sig til ham, formodentlig fordi de havde hjulpet ham ved aflæsningen, men glemt at styre vognen da den blev rykket tilbage, besvaret adskillige spørgsmål, som man dristede sig at gøre ham i den anledning, kørte han afsted ligeså rolig og ubekymret som om han aldeles ikke ved sin uforsigtighed var den der havde været skyld i hele dette frygtelige optrin.

Hvem denne karl tjener hos, ved jeg ikke. Men på hans vogn stod for så vidt renligheden gjorde skriften læselig: Nr. 11 litr. A

C. B. Hallager

(Politivennen nr. 72, Løverdagen den 17de Maj 1817, s. 1226-1229)

Ønske om Placater i Kongenshave.

Uagtet alle de fortræffelige anstalter som er føjede for at forebygge al mulig uorden i Kongens Have, er samme dog ikke så let at hæve som man tror. De udsatte vagter er nemlig kun posterede ved indgangen og kan altså ikke efterse undtagen ved afløsningen hvad der foregår i de almindelige spadseregane. Således spillede et lille selskab af halvvoksne velklædte drengebørn offentlig bold tirsdag eftermiddag i den såkaldte damegang. Da anmelderen gjorde en af disse opmærksom på denne utilladelighed, svarede han: jeg beder om forladelse, min herre! det vidste vi ikke - og straks ophørte legen. Det var derfor ønskeligt at den bekendtgørelse til ordens overholdelse som findes opslået ved indgangen i haven, også blev opslået på forskellige steder i haven da det var muligt at børnene når de læste sådanne forbud, af sig selv afholdt sig fra sådanne børnelege som aldeles ikke bør finde sted på offentlige spadsereture.

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1211-1212)

Et højst farligt Besøg

(Indsendt)

Lørdag den 3. maj om morgenen kl. halv otte skete der følgende begivenhed. To arrestanter fra politiarresten havde fundet lejlighed til at undvige. De gik den vej som andres eksempel havde vist at man kan betræde uden synderlig fare. Denne vej er følgende: Arrestbygningen ved Råd- og Domhuset er skilt fra bryggergården nr. 121 i Farvergade ved et meget lavt brændeskur som tilhører Bryggergården. Over dette kravler fangerne op og kommer ned i Bryggergården. Herigennem søger de ud af porten til gaden og har således fået frihed i det mindste for en tid. 

Den ene af de to berømte buer over Slutterigade på Domhusets bagside. Den ene kaldes Sukkenes Bro hvorover arrestanter går  i forbindelse med retsmøder. Set fra Lavendelstræde. Arrestbygningen lå (og bygningen ligger stadig) umiddelbart til højre efter buen. Farvergade løber parallelt med Lavendelstræde til højre, og forbindes ved buen til højre med Hestemøllestræde. (Eget foto).

Ovennævnte morgen var det for de nævnte 2 fanger vanskeligt at komme ud af porten, da konen der bor i Bryggergårdens kælder så dem komme over det omtale brændehus. Hun løb til og lukkede stakitporten. De gik derfor op ad køkkentrappen, ind i køkkenet i stueetagen. Her fandt de den familie der bor der, en pige og en kone, af hvilke begge blev kastet til side og ved denne behandling tabte alt mod og løb væk. Da en dør til stuen som de forgæves anvendte al vold på, ikke ville åbne, gik de til en anden. Og nu ser man denne families skræk for sig (manden var allerede gået ud for at røgte sin borgerlige næringsvej og konen med sin søster og 3 børn, hvoraf den ældste kun er 11 år, var altså alene hjemme) da disse 2 personer klædt i sømandsklæder og sko kom ind. De talte ikke, men undersøgte med megen opmærksomhed alle værelsers lejlighed indtil de endelig gik til det ene vindue, åbnede samme og sprang ud på gaden, hvor de dog snart igen blev pågrebet. 

Det er vel rimeligt at enhver som således bliver overrasket vil blive grebet af den alvorligste frygt, da man jo er uvis på hvad sådanne personer vil foretage sig. Og at disse var farlige personer kunne man let se da det er en så bekendt sag at politiarrestens fanger ofte har benyttet denne udvej gennem oven nævnte bryggergård til gaden, skønt ikke gennem gårdens værelser, hvilket rigtig nok var første gang. Men det er rimeligt at frygten måtte tiltage endnu mere da kun fruentimmer og børn var de pågældende. Så længe det endda forbliver ved gennemmarchen så får man vel være tilfreds. Men det er desværre muligt at sådanne forbrydere kan gå videre og undervejs tage ens liv og ejendom med sig. 

Man kunne vel rimeligvis spørge: Hvorfor skal denne bopæl i staden ene af alle udsættes for sådan fare? Ved at opføre en høj mur der ikke alene forhindrede al overgang, men endog hindrede arrestanterne fra at se denne lejlighed for sig (man kan nemlig fra arresten se over det anførte brændehus ind i alle bryggergårdens lejligheder) skulle man dog tro at alle disse ubehageligheder kunne blive fjernet. Indsenderen har taget begge lokaler såvel gårdspladsen ved politiarresten som den til Bryggergården nr. 121 i Farvergade hørende gårdsplads i øjesyn. De høje ansvarlige der omhyggeligt sørger for enhver borgers sikkerhed, vil vist ikke tage det ugunstigt op at han finder samme meget fristende for arrestanterne at forsøge en undvigelse der muligvis kunne lykkes. Han har derfor gjort ovenstående forslag til at forhøje muren. Men hvis ham ubekendte omstændigheder forhindrer dette, tror han at en skildvagt inden i arrestgården meget ville hindre sådanne forsøg, da man ikke har sporet nogen undvigelse over den lave mur ud til Hestemøllestræde, siden en vagt har fået post der.

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1206-1209)

Redacteurens Anmærkning

Arrestbygningen blev opført som et anneks til Domhuset i Slutterigade 1805-16 og forbundet med selve Domhuset med 2 store buer. Den var altså ganske ny på Politivennens tid. Den nuværende bygning har siden gennemgået flere ombygninger i 1904 og 1942-44. Det er nu kontorer. Siden 1808 stod en inskription over arresthuset ”For almeen sikkerhed”. Slutteri betyder arrest. Her blev såvel gældsarrestanter som egentlige forbrydere indsat. Annekset indeholder nu 9 retslokaler med tilhørende kontorer.

Noget om Blegdamsvejen

Det er unægteligt en sandhed at Blegdamsvej er en behagelig spadseretur for hovedstadens indbyggere. Dels fordi den ligger tæt på, dels på grund af de smukke bygninger den er prydet med på den ene side og den frie udsigt man har til marken på den anden. Det må derfor glæde enhver som finder behag i denne spadseretur, når man ser hvorledes beboerne næsten kappes om at forskønne deres bygninger. Hvert forår vil den som lægger mærke til det finde at alle de bygninger og haver som vender ud til denne vej er blevet mere og mere forskønnet. Således har ejeren af Blegdamsvej 1 prydet indgangen til sin bolig med et nyttigt bolværk som sikrer fodgængerne for ikke i mørke at styrte ned i den farlige dybe grøft. Hvad der før let kunne ske da stedet bebos af en del familier hvor forretninger ikke altid tillader dem at søge hjemmet ved dagslys. Flere ville sikkert efterligne denne ejers eksempel når de føler som han at uagtet sådant er bekosteligt, er det dog særdeles nyttigt og vigtigt for fodgængere.

Ikke Blegdamsvej, men tæt på: Et kik gennem Fælledvej mod Nørrebrogade fra Sankt Hans Torv, o. 1830. Nr. 1 på Blegdamsvej kan endda være huset helt til venstre. Men mon ikke Blegdamsvej har set nogenlunde lignende ud? Man kan forestille sig husrækken fortsat ud af billedet til venstre langs Blegdamsvej, mens markerne ligger til højre. Og der går da en ko rundt på torvet. (Før og Nu 1921).

Grøften på den vej giver rigtig nok en afskyelig stank fra sig om sommeren som ikke kan være andet, da den sjældent renses. Og selv hvis det sker, så sker det dog aldrig af alle beboerne på en gang. Deraf følger at når A i dag har ladet det stykke af grøften rense som tilfalder ham, og har martret de forbigående med stanken inden urenligheden kan køres bort, så begynder måske naboen i morgen, og så fremdeles. Da rensningen var offentligt bekendtgjort, var det ønskeligt om det var gørligt at denne rensning blev foretaget en gang årligt. For da kunne de som ikke ville udsætte sig for denne ubehagelighed og stank som deraf ville flyde, afholde sig fra denne vej.

En enkelt mand, ejeren af Blegdammen 19 har gjort en indretning til grøftens renlighed som tiltrækker sig enhver forbigåendes opmærksomhed og bifald. Det er en sand fornøjelse af betragte denne smagfulde og nyttigt indretning om hvis fortræffelighed der ikke kan siges mere end at det var ønskeligt at enhver som havde råd og evne til det ville følge denne ejers eksempel. For derved ville den fra naturens side så yndige vej sikkert blive befriet for stank. Såre meget ville den blive forskønnet, især når flere ville følge en anden ejers eksempel på denne vej, nemlig ved at forskønne indgangen til deres bolig med en lille blomsterhave, lig lyststederne på den yndige Strandvej, forsynet med stålgitterdør. At grøften ved Fælleden da ville falde ikke til sin fordel mærkelig i øjnene når disse forskønnelser skete, er ligeså sikkert som det er vist at der ville sørges for dens ordentlige oplægning. Og at der ville blive foranstalte en sådan indretning at kreaturerne ikke som nu kunne spadsere ud på vejen når de længes efter hjemmet, men at de måtte blive i deres indelukke indtil vedkommende selv lod dem drive hjem. De som spadserer på vejen og har en hund med sig, kan da tillige gå i sikkerhed uden at befrygte som nu jævnligt sker især om aftenen kl. 7, at blive omringet af køerne der som bekendt har en naturlig lyst til at efterstræbe og søge disse dyr, eller når dette ikke kan lykkes dem, deres ejer.

Imidlertid kan det ikke nægtes at er der mange smukke indgange til disse boliger, så giver der også nogle som er så brøstfældige og svage at man næsten hverken til vogns eller fods med sikkerhed kan betræde dem. En udmærker sig især. Den ligger omtrent midtvejs og er beklædt med brædder. Men disse er så løse og så rådne at man må befrygte især da stenfundamentet neden under virkelig har skudt sig til siden, at den kan styrte ned ved en mådelig tyngde. Ligeledes ses på samme vej en temmelig høj forfalden bygning hvori der fra vejen hverken kan ses hele blændinger mellem stolperne eller vinduer, kort sagt den ligner et billede på et skafot, er et hæsligt syn for de forbigående og sikkert ikke brugelig til andet end at blive nedrevet, hvilket ejermanden for sin egen sikkerhed nødsages til engang at gøre hvis ikke blæsten i forvejen skåner ham for ulejligheden. Dog da det er almindeligt at enhver ser på sin fordel så er det ikke at tvivle på at bemeldte ejer ikke alene lader sin indgang istandsætte, men også i tide nedriver bemeldte bygning som efter al sandsynlighed ellers styrter ned af sig selv

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1201-1205)
Den skarpe iagttager vil måske bemærke at Politivennen springer over siderne 1100-1199.

Bekendtgørelse

1) Det glæder udgiveren at kunne bekendtgøre at ejerne af stræderne på Blegdamsvejen siden klagen i nr. 71 har ladet de grøfter der trængte til rensning rengøre og for at forskåne de spadserende for stank, er denne renselse foretaget af alle på en gang.

(Politivennen nr. 73, Løverdagen den 24de Maj 1817, s. 1247)