Skønt denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg, så at man måske kunne sige at fodgængerne kan holde sig i alleerne og ikke havde noget at bestille, så synes det dog at være ganske bekvemt at gå over den når man enten vil til store eller lille Vibenshus, da vejen derved virkelig forkortes.
Den tanke er strejfet mange familier i forgangne somre når de skulle til Charlottenlund. Men anmelderen skylder dem nu da sommerforlystelserne begynder at gøre dem opmærksomme på at denne spadseretur på en måde for i år er hæmmet.
"Denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg". Køer og heste på Nørre Fælled. Set ind mod staden.
Han er overbevist om at den indhegning som er sket for at forebygge kreaturernes marcheren ud på landevejen før malkepigerne aflosser dem er hensigtsmæssig. Men da disse dyr som erfaringen viser ikke bryder sig om indhegning, men går lige over grøften til de stalde hvor de hører til når malkepigen ikke indfinder sig til bestemt tid, så synes denne indhegningsudgift ved ind- og udgangen at være unyttig. Og da ingen fuldvoksen kan komme derigennem, endsige gravide møde, uden at komme i knibe, var det derfor at ønske at nævnte ind- og udgange som skik og brug skal være på andre steder måtte blive forsynet med en ordentlig dør eller låge. Og skulle vedkommende som de kan have grund til, frygte at denne vej ikke blev aflukket af de der går igennem, kunne samme jo ved en simpel mekanisme være indrettet således at den gik i af sig selv.
Når en sådan indretning blev gjort, vil mange som nu om sommeren går denne vej, såvel til Vibenshus som til Charlottenlund være vedkommende meget taknemmelig. For da kunne de som nu er umuligt, ikke alene ugeneret passere frem og tilbage, uden at bukke sig eller ødelægge både deres klæder og hovedtøj, men endog i fred rulle deres børn til og fra skoven uden i det mindste på dette stykke af vejen at frygte for lemlæstelser af uforsigtige kuske og ryttere.
(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1265-1267)
Den københavnske ungdom som hvert forår opfinder nye lege, har også dette år opfundet en som man måtte ønske blev forbudt dem at drive på offentlige gader og stræder, da den i allerhøjeste grad er til ulejlighed for fodgængere.
Denne leg kaldes Paradislegen. Opfindelse til navnet vides ikke, men at den har været i brug i Paradis er næsten utrolig. Imidlertid er den dog blevet indført hos os og drevet til den fuldkommenhed at den udføres såvel på gaden som på fortovet, såvel i porte som på trappegange.
Den består i følgende: Børnene og undertiden temmelig voksne drenge afmaler adskillige kvadrater på fortovet. I en af disse lægger de nu enten en skilling, en sten eller et stykke træ og efter at havde taget tilløb i nogen afstand, hopper de uafladelig på et ben, den ene efter den anden i rækker for at sparke stenen fra den ene kvadrat til den anden. Hvor uskyldig denne leg end er, må fodgængeren dog havde den ulejlighed at gå ud på gaden dersom han ikke vil forstyrre dem i deres leg eller udsætte sig for selv at falde i rendestenen.
(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1260-1261)
(Indsendt)
1) Anden pinsedag den 26. maj forleden gik en embedsmands med sin talrige familie bestående af 7 børn uden for stadens vestre port for at ånde den frie luft og unde sine mange en af de glæder som nu til dags er godt køb. Hustruen og børnene var et temmelig stykke i forvejen og havde nået Vesterports ydervagt, mens husfaderen og en student der underviser hans børn, kom gående i nogen afstand. Han og denne så de 3 ældste børn omgivet af 4 opløbne slemme drenge, og da de nåede selskabet, lød beklagelser over at den ene af disse med en pigget stok havde stukket den mellemste af sønnerne i hælen. Og da denne beklagede sig over det og måske brugte mund, var de blevet overøst med skældsord. De 3 af disse slemme drenge havde ved husfaderens ankomst som var varslet dem taget flugten sammen med det sårende våben. Men manden tillod sig at sige et par alvorlige ord til den største inden han forlod børnene.
To alvorlige tildragelser ved Vesterports ydervagt: Drenge som forulemper en familie, og en soldat der ryger tobak (Vesterport, 1840. Før og Nu 1915).
2) På samme tur og ved tilbagevejen gennem Vesterport så indsenderen såvel som 2 andre personer i hans følge med forundring ved selv hovedvagten forbi hvilken det aldrig tillades nogen at ryge sin pibe tobak, selv om pibehovedet er lukket med beslag en underofficer gående frem og tilbage bag skilderhuset og mellem dette og de der stående geværer at ryge sin lystigt brændende cigar, hvilket det forekom indsenderen blev efterlignet af en underordnet. Klokken var den gang lidt over otte.
(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1253-1255)
(Indsendt)
Ved forårets begyndelse og senere har man set og ser dagligt mange drenge der som en bisværm løber ud fra deres vinterstade, den varme stue. Godt nok så man i vinter også enkelte fordi de enten skulle gå til eller fra skole, eller også røgte et ærinde, at more sig med at slås med snebolde, til skade for mange vinduer. Men langt fra den mængde som nu finder sin fornøjelse i på den offentlige gade at lege med bold. Indsenderen der i sin ungdom var en lidenskabelig boldspiller, nægter aldeles ikke at boldspil er en behagelig, ja endog nyttig tidsfordriv Kun mener han at stedet der her omtales, er højst skadeligt og lovstridigt. Indsenderen vil ikke tale om at ruder blive slået ud ved denne leg, da disse istandsættelse ikke koster så betydeligt. Men når en forbigående, mandfolk eller fruentimmer får en bold der ved flere fald i rendestenene er så tilsmurt at man ikke kan røre ved den, kastet på en klædning man måske har sparet op til gennem et helt år, mener man han lider så meget at enhver dannemand må harmes over sådanne drenges tøjlesløshed.
Ydermere. Hvor ofte hænder det ikke at bolden enten rammer eller slår ned tæt foran heste der bliver sky og som når ikke kusken eller andre ikke var til stede i det øjeblik, let kunne anrette betydelig skade. At endog sådanne drenge utilsigtet kan blive årsag til drab nægter vist ingen der ved at drenge ofte for at få mere vægt i bolden lægger en sten i den. Hvor let kan det ikke ske at en sådan bold kan falde ned på et spædbarns svage hoved og dræbe det ved sit slag i moderens kærlige arme. At dette sidste er sket ved indsenderen godt nok ikke, men tror dog det kunne ske. Eksempler på de første tilfælde behøves ikke.
At ingen uorden heriblandt nok denne der er af de største, tåles på gaderne af vores velindrettede politi ved indsenderen meget godt. Men at politiet som ikke kan være alle vegne på en gang alene kan påse dette, tror han næppe. Forældre og foresatte er vel pålagt at våge over deres børns opførsel, men kan dog ikke altid vide hvad de når de bliver sendt i byen foretager sig på gaden. I nærheden af hjemmet er de måske ordentlige, men næppe er de kommet om et hjørne før de begynder deres vildskab. Mon det derfor ikke kunne være gavnligt at opmuntre enhver stue- eller kælderbeboer til ved sådan en leg at advare børnene, og i tilfælde af de ikke adlyder hans advarsel da uden persons anseelse arrestere disse små urostiftere. Når dette var sket et par gange og barnets navn var blevet offentligt bekendt til advarsel for andre børn, tror indsenderen denne uorden snart ville ophøre.
(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1250-1253)
Ved denne benævnelse har anmelderen altid forstået at det var sådanne redskaber som altid var ved hånden til at frelse et eller andet ulykkeligt menneske som muligvis var i en ligkasse fra at gå over i evigheden før han havde betalt 10 gange så meget til den som han anstændigvis kunne uden i utide at aflive sig blive begravet for. Men nu indser han fuldkommen at han også her har taget fejl, for strikt efter sådanne institutters indretninger får vedkommende ikke en døjt til begravelsesomkostninger, men vedkommende må se at få den ulykkelige begravet på hvad måde han bedst ved og kan. Så han er overbevist om at når en selvmorder blot nøje overvejede al den kval som der er med at få ham begravet, ville samme sikkert afholde ham fra en handling der opvækker medbroderens rimelige harme, i det den stundom afpresser ham en medlidende tåre.
At sådant ræsonnement imidlertid ikke findes hos alle, så man et tydeligt bevis på forleden fredag den 16. denne måned da en ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen mellem kl. 5 og 6 om aftenen.
Til hendes frelse kom tilfældigvis en mand forbi. Og da han så den dødsfare hvori denne ulykkelige var, betænkte han sig ikke et øjeblik på at redde hende. Han iler derfor over til stenhuggerhuset for ved en båd at tage hende op da klæderne hjalp til at holde hende over vandets overflade.
Imens denne menneskeven foretog sig dette, kom en anden lige ædelt tænkende person til, og ved hjælp af sin paraply som han udstrakte til selvmordersken, fik han hende som nu forventligt havde forandret sine tanker, lykkeligt bragt til land ved hjælp af båden.
"En ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen". Peblingesøen set omtrent fra det sted hvor stenhuggerhuset stod (Eget foto). På Politivennens tid skal man dog mere forestille sig et landskab som fx Utterslev Mose.
Nu sørgede disse tilligemed flere at få hende i hus. De godmodige beboere af stenhuggerhuset var dertil straks beredvillige og uagtet de allerede havde en druknet i huset, var de dog meget hjælpsomme mod den ulykkelige, lagde hende i deres seng og søgte på alle mulige måder i forening med de andre sande menneskevenner at få hende til live, hvilket også til alles glæde fuldkommen lykkedes dem uden de offentlige redningsmidlers brug, for disse var flyttet bort fra Blågård hvor de før havde stået til et andet sted på broen, men som ingen vidste hvor var. Dette synes anmelderen helt besynderligt. Men da det passer sig med ordsproget som han mindes tit hedder: Det er tids nok at kaste brønden til når barnet først er druknet, så vover han ikke at tale mere om det og indrømmer gerne for ikke at fornærme nogen at det er tids nok at anvende redningsmidlerne fire eller fem timer efter at den ulykkelige har lagt i vandet. For så er man desto mere overbevist om at disse almindelige bekendte redskaber virkeligt når sådan en patient kommer til live, har gjort sin virkning og fuldkommen svarer til sit navn. Imidlertid var det dog at ønske at en plakat blev slået op ved Peblingesøen som tilkendegav hvor sådanne redningsredskaber egentlig gemmer sig, at man ikke for eftertiden skal løbe for nar efter dem når sådanne ulykker indtræffer.
Ved samme lejlighed var det måske ikke urigtigt at anmærke her en anden menneskevens tanker i denne anledning, som også var øjenvidne til hele dette optog, at der nemlig drages omsorg for at der på marken ved Blågård blev opslået et skur hvori sådanne ulykkelige kunne henlægges uden at falde beboerne af stenhuggerhuset til ulejlighed, da huset er så lille at der næppe er plads til de levende endsige til de døde.
Anmelderen giver denne brave mand ret heri og tilføjer endnu til hans rimelige begæring: At redningsredskaberne tillige der måtte sættes og at nøglen til samme måtte bestemt henlægges i stenhuggerhuset. Så at alt var på rede hånd til den ulykkeliges redning.
Da pigen kom til sig selv fra det kolde bad, erklærede hun at årsagen til dette fortvivlende skridt hun havde gjort var, at hun var blevet hånligt modtaget af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn som var der i huset. Efter sigende skal hun tjene på et traktørsted uden for Nørreport og hendes husbond skal straks have givet hende afsked fra sin tjeneste. Hun er altså dobbelt ulykkelig og ønskeligt var det om de ædle menneskevenner som reddede hende fra den vilde sø ville nærmere forhøre sig om hende og hendes ulykkelige barns skæbne.
(Politivennen nr. 73, Løverdagen den 24de Maj 1817, s. 1242-1246)
Redakteurens Indskydelse: Artiklen bliver besvaret i det følgende nummer. Desværre mangler side 1257. Men jeg formoder at denne del af artiklen blot indeholder et resume af sagsforløbet. Det egentlige svar foreligger imidlertid som nedenfor:
get af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn, som var der i huset!
Anmelderen der kender den sande sammenhæng meget nøje, anser det for ufravigelig pligt at gøre det ærede publikum opmærksom på at pigens klage ikke alene er aldeles ubegrundet, men også røber en høj grad af chikane mod hendes barns liberale velgørere. Faderens forældre indså at pigens moralske karakter og økonomiske forfatning ville lide betydeligt ved at hun længere lå ledig for at passe barnet, samt at hvis det skulle udsættes til fremmede ville det blive underkastet en behandling som var dem særdeles ukær. De overtalte derfor pigen til at overlevere barnet til dem mod den hellige forsikring at de ville opdrage den som deres eget! Dog på de udtrykkelige vilkår at hun straks skulle tage tjeneste og ikke mere end en gang om ugen se til sit barn!
Men nu førte en besynderlig hændelse hende i tjeneste hos forældrenes nabo, og hun havde altså lejlighed til hvert øjeblik at smutte ind til barnet. Især skete disse besøg på de timer hun vidste at begge plejeforældrene var fraværende i deres lovlige forretninger. Og da de fuldkommen var betryggede for at glutten blev passet omhyggeligt af en ansat amme af mange årsager, fandt de ikke behag i denne opførsel. Og i særdeleshed af den grund: at de fra deres søns side frygtede en da capo der kunne have familiens forøgelse til følge. Ligesom de også havde bragt i erfaring at hun førte sladder og havde maskepi med adskillige, hvorover ufortjent medisence ofte blev frembragt, så kan formentlig ingen retsindig miskende at de humane plejeforældre i al venskabelighed frabad dem barnemoderens overflødige besøg. Og at denne velgrundede frabedelse ingenlunde burde give anledning til selvmord. Utvivlsomt vil enhver som anmelderen finde det indlysende.
(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 12[57]-1259)
Redaktørens Anmærkning
Så vidt jeg kan læse mig til må stenhuggerhuset have ligget ved den nuværende Fredens Bro hvor der nu er dæmning. Broen var der dog ikke på Politivennens tid, men kom først til i 1878 og erstattet af dæmningen i 1887. Stenhuggerhuset var det første hus, man stødte på, på venstre hånd. Ifølge en kilde lå det ved siden af en lille forfalden hytte, "Druknehuset” der tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning. Tilsyneladende var rådene i oven nævnte artikel taget til efterretning. For da huset skulle rives ned omkring 1858 havde den gamle mand der da boede i huset, opsyn med redningsudstyret i skuret. Kommunen måtte anlægge sag mod ham for at få ham smidt ud.
