20 juni 2015

Holger Danskes Briller.

De to vandsteder der er anbragt ved siden af hinanden på Nørre Fælled og kaldes Holger Danskes Briller er så bevoksede med ukrudt og så fulde af mudder at der endog i sommer da vi hver dag har fået regn, næsten intet vand findes i dem. Hvorledes de ville have set ud om vi havde haft en tør og hed sommer, kan man let tænke sig. De bør derfor opmudres og renses, dersom de skal svare til deres bestemmelse der er at yde fornødent drikkeligt vand til de på fælleden græssende kreaturer.

(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1446-1447)

Christian Bayer (1841-1933): Nørrefælled med Holger Danske Briller. Billedet er årtier senere end artiklen, men kan måske alligevel give et indtryk. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om slemme Huller i Gaasegaden, og om den tilgrændsende mageløse Gade.

Efter den sidste reparation af vandrenderne i Gåsegade, som nu er samfulde tre uger siden, har brolægningen efterladt sig to højst farlige huller i kørebroen som kan forårsage både heste og vogne megen skade og ulempe, og især om aftenen afstedkomme mange benbrud for mennesker da man på grund af fortovets smalhed på den ene side ofte er nødsaget til at forlade kørebanen. Det er også naturligvis hændt at adskillige er faldet der og har forslået sig slemt. Tingen er af så megen vigtighed at man håber at høje vedkommende vilde søge at afhjælpe et onde hvis følger er uberegnelige. 

Ved samme lejlighed tager indsenderen sig den frihed at gøre vedkommende opmærksomme på den tilgrænsende gade, Farvergades manglende brolægning som i flere år har sukket efter en radikal kur da den med hensyn til sine hullers mængde og deraf indtræffende oversvømmelse i regnvejr som forvandler den til en sø og gør den ganske upasserbar og i betragtning af at den selv i tørvejr især i mørke kan forårsage megen skade, fortjener at kaldes mageløs. Indsenderen håber at hans ønskers træ må bære gode frugter.

(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1445-1446)

Ærlighed velbelønnet, af en Jødinde

(Indsendt)

For nogle dage siden blev der af en fattig karl der kører gadevognene fundet en sølvspiseske. Den ærlige karl opdagede fra hvilket hus dette var sket og utilbageholdende oplyste skeen. En kone af den mosaiske trosbekendelse vedkendte sig den og belønnede karlen med 6 skilling, siger seks rigsbankskilling hvilket man som eksempel på ualmindelig gavmildhed tror fortjener offentliggørelse. Oh! En taknemmelig sjæl af flokken.


(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1444-1445)

En slem Uorden af nogle Fiskere

(Indsendt)

Det er almindelig kendt at heste let løber løbsk når de pludselig bliver forskrækket. For altså at undgå den fare der er forbundet med det, råder anmelderen enhver som skal passere Langebro nøje at passe på sine heste når det har behaget fiskerne at spænde deres fiskegarn ud langs med bolværket. For da anmelderen for nogen tid siden kørte over broen og fiskegarnene begyndte at flagre heftigt med vinden, var det med nød og næppe at han af frygt for at bæsterne skulle løbe løbsk, kom med velbeholdne lemmer over broen forbi disse for hestene så frygtelige skræmsler. Anmelderen ønsker at hvis disse fiskere ikke har tilladelse til at tørre deres garn der, at det så måtte blive forbudt, Men dersom tilfældet er det modsatte, at denne tilladelse så bliver bekendtgjort så man kan afholde sig fra at passere broen med balstyrige heste.


(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1443-1444)

Et hældende Skilderhuus i store Kongensgade.

I Store Kongensgade udenfor nr. 39 findes et skilderhus i en stilling som slet ikke er militaristisk. For det hælder over mod gårdens facade og næsten flytter sig til samme. Kunne der der posterede skildvagt ikke benytte sig af porten, så ville han i uvejr ikke kunne søge ly i skilderhuset i den stilling samme nu har. Det bør derfor stilles perpendikulært.

(Politivennen nr. 85, Løverdagen den 16de August 1817, s. 1432)