23 juni 2015

En Bekjendtgjørelse fra Teglgaardsstrædet.

Da der i Politivennen nr. 84 er ført anke over en utilladelig morgenstøj i Teglgårdsstræde, så kan man nu melde at denne banken er aftaget meget siden, og kun finder sted på et par steder i gaden om morgenen kl. 4. Ønskeligt var det om denne banken helt måtte ophøre, at den ikke med tiden skal udarte og stige til sin fuldkommenhed igen som før. For at forebygge sådan utidig støj, blev det jo befalet at ethvert hus skal være forsynet med ringetøj. Og hvorfor bruger man da ikke dette? Desuden er der i samme stræde støj nok af to store sorte puddelhunde der på gaden og ved portene bjæffer og gør af alle mennesker som passerer forbi. Det var derfor også godt om ejerne af disse hunde pålagde dem mundkurv når de lukker dem ud på gaden, man da var sikker for ikke at blive bidt af dem, hvilket vel kunne hænde sig da de lader til at være meget bistre.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1494)

To patriotiske Ønsker fra Nestved

(Indsendt)

1). Købstaden Næstved har behov for et almindeligt ølbryggerianlæg. Indsenderen tror at en driftig og honet mand kunne leve af det og glæde sig ved tanken om at have gavnet almenheden. Hos konditor Hansen på torvet kan der fås lejlighed til sådant ølbryggeri da der er rummelige kældre som er tørre og har 5½ alen i højde. Vand haves i overflødighed i gården. Nævnte mand vil mod en tålelig afgift vindes ville til at bortleje samme, ja måske endog entrere i samme almennyttige ide.


2). Vedkommende som har opsyn med kanalen ville glæde de gående meget når det vandhul neden for blegmandens lod ved lille Næstved på trælgangen blev dækket med grus for at afværge det uheld der kunne indtræffe når det er mørkt.


(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1493)

Spørgsmaal af en ikke Bygningskyndig.

Man har anmeldt et vansirende vindue på Rundetårn der ved ringmurens borttagelse er kommet til syne. Mon det ikke var muligt at borttage den gamle portal, gøre portåbningen bredere og forlænge ziraterne på hver side af tårnets runding hvorved det omtalte vindue ville forsvinde, fortovet blive bredere, og det hele få et smukkere udseende. Ifald man ikke vil forgribe sig på Christian 4.s anlæg.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1492)

En Sandlavine paa Nørrefælled

Mandag den 8. september hændte det at en del af sandbanken på Nørre Fælled styrtede ned på en vogn som kom for at blive læsset med sand. Vognen blev ganske og aldeles knust og hestene således dækket med sand så at den ene hest måtte graves ud og samme er endnu i en meget slem forfatning. Man ved at det er skik at undergrave sandbankerne på det at det øverste kan falde ned og derved således lette arbejderne i deres gravearbejde. Men det ville være ønskeligt om det måtte alvorligt og under straf pålægges de folk der er ansatte med det at bruge den forsigtighed ikke at forlade stedet eller tillade vognen at nærme sig samme før de har forsikret sig om at sådant nedfald ikke kan finde sted.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1491-1492)

Ønske om Kirkefred

(Indsendt)

Fredag den 29. august klokken 11 trak en militærparade, formentlig en vagt gennem Landemærket og forbi Trinitatis Kirke under trommens lyd. På nævnte dag og tid var som sædvanlig gudstjeneste og kommunion. Kommunikanterne ventede vist ikke at blive forstyrret på denne måde i deres andagt, hvilket da måtte blive tilfældet da ethvert trommeslag trængte lydeligt ind i kirken og de turde vel gøre sig håb om ikke at blive således forstyrrede da det militære reglement, såvidt anmelderen ved, befaler at trommen ikke må røres et bestemt antal skridt fra kirken. At dette ikke altid overholdes er anmelderen med flere og endda ikke så sjældent blevet overbevist om. Man kan derfor ikke tilbageholde det ønske at når en vagt marcherer forbi en kirke den da ville huske sin instruks vedrørende trommen.


(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1490-1491)

"En militærparade, formentlig en vagt trak gennem Landemærket og forbi Trinitatis Kirke under trommens lyd. Midt under gudstjenesten og kommunionen. (Landemærket med Trinitatis Kirke og Rundetårn. I baggrunden tårnet af Frue Kirke. Eget foto)