På sidste Roskilde Marked hvor anmelderen var til stede blev han opmærksom på at de købere som indfandt sig for at købe kramvarer i butikkerne ofte blev forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som dels kom fra den lille markedsplads ved møllerhusene på den vestre ende af Roskilde og som når der manglede liebhavere ofte i et antal af 4 til 5 blev ført gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til førstnævnte plads.
"De
købere som indfandt sig for at købe kramvarer blev ofte forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som i et antal af 4 til 5 blev ført
gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor
det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til
førstnævnte plads" (Hestetorvet i Roskilde. Eget foto).
Herved opstod en trykken og trængen der var lige ubehagelig for købere og sælgere især da man kunne frygte at nogle af de heste man således ønsker at skille sig ved at kunne have en eller anden nykke fx at bide, slå bag op osv. hvorved let kan ske skade da endog 5 til 6 heste er bundet efter hinanden og kun styres af en karl eller dreng der rider den forreste og som altså ikke kan råde bod på den skade en eller anden af de øvrige blot med en grime forsynede heste kunne afstedkomme.
Man tror derfor at det var godt om der til næste marked måtte træffes den foranstaltning at hestemarkedet blot holdtes på det sædvanlige sted, nemlig ved den østre ende af byen og da man meget bekvemt kan ride og køre uden for byen at det da måtte befales at kun de markedsgæster som kommer for at overvære markedet og vil opholde sig der hos gæstgivere eller andre borgere, måtte tillades at køre gennem gaden hvor markedet holdtes, men rejsende og andre hestesendere burde tage vejen uden omkring samme.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1511-1513)
Redacteurens Anmærkning
På Politivennens tid var Roskilde sammen med Ringsted og Slagelse de sjællandske købstæder som havde det bedste ry og tiltrak flest sælgere, henved 100-150. Kræmmerne solgte her fx tørklæder, huer, bånd, knapper, dukketøj, malerier. Det var især håndværkere som hatte- og handskemagere, bogbindere og guldsmede som havde gavn af markederne. Mens fx snedkere, grovsmede, skræddere, bødkere, pottemagere og vævere som regel holdt sig væk. Hestemarkedet var en af Roskildes store begivenheder og blev afholdt på Hestetorvet nord for hvad der i dag er Roskilde Station (se fotoet i artiklen).
(Indsendt)
Mange står i den formening at det er af vores årvågne politi på det alvorligste har forbudt sælgekonerne under prædiken på helligdage at falbyde deres varer ved råb og skrig. Ikke desto mindre hører man ofte på helligdagene både før og under prædiken på hjørnet af tværgade og Borgergade to matroner på denne måde udbasunere deres varer og for, tor indsenderen, ikke at komme ud af takten, afløser den ene altid den anden så hurtig i råbet som den formular hun udråber er til ende.
Nu er det ikke for at skade disse mamseller i deres næringsvej at dette her bemærkes. Men blot for at se forebygget at ikke flere af deres lavssøstre skal begynde at efterabe dem. For bliver det tilfældet, kan den uskik jo udarte sådan at der aldeles i henseende til stilhed på gaden ikke bliver den ringeste forskel på søn- og hverdage som dog er aldeles modstriden de retvise og til ordens vedligeholdelse udstedte politianordninger. Det var derfor ønskeligt om disse to sælgekoner måtte blive pågrebet og det lovstridige i deres opførsel påpeget.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1508-1509)
I vores dagblade er ført strid om reformationsfestens værdige helligholdelse. Den ene part mener at dette ikke kan ske uden en almindelig illumination, den anden er af modsat mening. Anmelderen og mange med ham, ser i den sidstes sindige ræsonnement over denne genstand så mange vægtige grunde, så megen sund sans, at disse, lænkede til tidsomstændighederne utvivlsomt må vinde for fornuftens domstol.
Det kan ikke være uden en falsk ideassociation hos den første, der har vildledt ham, fordi han mener at åndens oplysning ikke kan værdige, hædres uden ved at vække sanserne med en hel stads, et helt lands belysning. Foruden den krasse ide som skjuler sig herunder, vil den store mængde uden tvivl tabe en del af sin sindsro, idet den beregner at den af sin armod og trang har ofret hvad den næste dag behøvede for at stille sin sult, og at dette strålende lysglimt nu er forsvundet, uden at efterlade sig andet end bitter erindring.
Det hører unægtelig med til tidens karakteristiske tegn at den for øjeblikket fulde eller i det mindste vel forsynede pung, ikke alene er ubekymret for sig selv, men også for andre. Det ville være særdeles vel overlagt ifald enkelte ville afholde sig fra at give tonen an, til at stemme for opofrelser hvor trykket falder på den store mængde, der ikke kan bære det, og i det tilfælde hvor sådant er absolut nødvendigt, overlade regeringen dette, men ikke end også imod dennes vilje gøre forslag. Det står ikke så let i enhver mands hånd og vilje at dække en overmodig ødselhed med en skammelig fallit. Og fordi et pålæg på 4 til 6 skilling på pungen af lys i en tid da denne artikel står ca. 300 procent højere end i fortiden, for dem der blot har rede penge at leve af, synes illuminationsforsvareren et intet, så kunne man let fristes til den formodning, også med hensyn til tidsånden, at herunder snarere måtte ligge en lykkelig tællespekulation skjult end iver for den sande oplysning og Luthers lære.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1505-1506)
Redacteurens Anmærkning
Reformationsfesten skete i anledning af 300-året for at Luther satte sine teser på slotsdøren i Wittenberg. En handling er almindeligvis betragtes som starten på reformationen. Vor Frue Kirke var lagt i ruiner af bombardementet 1807, så Trinitatis Kirke var på Politivennens tid Københavns fineste kirke. Men selv den trængte til ombygninger. Indgangen blev fx flyttet fra den sydvestlige portal til nordsiden. Landemærkets småbutikker blev fjernet, ligesom den nordlige del af kirkegården.
Ingeman skrev en jubelhymne (se fx Tilskueren nr. 86 og 87, 14. november 1817, s. 681-683
(Indsendt)
Kirken i Brønshøj, som der for nogen tid siden er klaget over i dette blad, er nu sat i sådan stand at den uden fare og forargelse kan besøges af menigheden. Men skolebygningen er endnu i en ynkelig forfatning da den så at sige næsten hverken har vinduer eller døre. Det var ønskeligt om også denne bygning inden vinteren måtte få en alvorlig reparation så skolelæreren og hans familie hvori der er små børn, kunne ligge varmt inden for væggene.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1505-1506)
"Kirken
i Brønshøj, som der for nogen tid siden er klaget over i dette blad, er
nu sat i sådan stand at den uden fare og forargelse kan besøges af
menigheden."
For en rejsende fremmed der kommer hertil staden, må det være et påfaldende syn at se de mange brødkurve som i flere gader findes opstillet i porte og døre, fx lige fra Frederiksberggade til Kongens Nytorv. Han kunne let komme på den tanke at Københavns indbyggere var forfaldne til en egen art af grådighed. Men betragter han nøjere en del af disse udsælgeres og udsælgerinders udseende kunne der endnu måske hos ham opstå en endnu mere ufordelagtig tanke om de der køber brød hos disse. Den tanke nemlig at man her ikke regnede så synderligt på renlighed selv i de ting der nydes til livets ophold.
Underligt er det virkelig hvorledes den skik er blevet så almindelig at bagerne ikke selv sælger deres brød ligesom slagterne og andre handlende sælger deres varer. Den fortjeneste som sælgerne får når de tager brød hos bagerne kunne denne sidste jo selv beholde som en lovlig fortjeneste, eller brødet kunne bages større, hvorved almenheden og de fattige ville vinde. Imidlertid er det en bekendt sandhed at man ofte allerede om formiddagen ikke kan få frisk brød hos bageren, mens det i stor mængde findes indtil langt ud på aftenen hos tilfældige på gaderne, hvor det udsættes for støv og skarn og vel mange gange går gennem hænder der ikke alene er urene, men ofte endog ikke fri for en vis hudsygdom som let kan forplantes ved nydelsen af brødet.
Man kan fornuftigvis ikke have noget imod at en renlig gammel mand eller kone der ikke kan ernære sig ved andet arbejde, på denne måde søger at erhverve sig livets ophold. Men nu synes virkelig denne handel at være i for mange hænder, da endog unge, raske bønderpiger beskæftiger sig med det og sidder ørkesløse hele dage ved en brødkurv. At de som løber omkring i husene med brød, om morgenen banker på folks døre og derved forstyrrer disses ro eller arbejde er ikke den eneste ubehagelighed. For man tør vel formode at der kunne findes en iblandt som ikke ville forsømme at gribe en gunstig lejlighed til at føre en fangst.
Anmelderen tror derfor det var ønskeligt om tallet på disse unyttige handlende måtte indskrænkes ved at bagerne enedes om selv at sælge deres brød. For han synes at øjne en dobbelt nytte af dette forslag. For det første ville bageren vinde en lovlig fordel , som nu så at sige klattes bort til en mængde tærende personer, og for det andet ville almenheden vinde ved at få bedre brød. For der er vel intet spørgsmål om at man ville søge den bager der havde godt og velbagt brød, og at altså bageren for at få næring måtte beflitte sig på at levere det forsvarligt. Nu derimod kan bageren være temmelig ligegyldig da udsælgerne straks skiller ham af med brødet lige meget hvordan det er behandlet.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1499-1502)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen besvares i Politivennen 92, 4. oktober 1817.
"De
købere som indfandt sig for at købe kramvarer blev ofte forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som i et antal af 4 til 5 blev ført
gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor
det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til
førstnævnte plads" (Hestetorvet i Roskilde. Eget foto).
