Mon det ikke er befalet at vedkommende feltskærer ved regimenterne skal have deres forbindingstøj med sig når regimenterne er forsamlede for at øve sig i våben. Det synes måske underligt at stille dette spørgsmål da det næsten ikke synes at behøve besvarelse. Men det fremsættes dog da anmelderen har været øjenvidne til at en af disse feltskærere som ved en høstmanøvre blev tilkaldt fra et andet korps for at forbinde en af mandskabet der var kommet til skade, helt manglede dette nødvendige redskab. I stedet for altså at gøre nytte ved en hastig hjælp gjorde han skade, for det tog dog en tid bort inden det var muligt at få et lærredstørklæde til bandage, uagtet så vidt skønnes han selv havde et i sin lomme. Men formentlig har han sparet på det i den hensigt at bruge det til bandage, hvis nogen af folkene ved det korps hvorved han egentlig var ansat, skulle komme til skade som han ventelig nu begreb kunne hænde sig.
"Det virkelig ikke for meget om kirurger blev pålagt at fremvise for de høje ansvarshavende officerer at han havde sit forbindingstøj med videre i den tilbørligste orden. Borgerlig artillerist fra Politivennens tid. (Lahdes Kobbertryk, 1810).
Følgen blev altså af denne hans uforsigtighed eller glemsomhed at karlen blev forbundet med et bomuldstørklæde som en af de tilstedeværende tilskuere lånte ham. Da der som oftest kommer folk til skade ved høstmanøvrerne så var det virkelig ikke for meget om sådanne kirurger før regimenterne eller korpsene drog ud på øvelse blev pålagt at fremvise for de høje ansvarshavende officerer at han havde sit forbindingstøj med videre i den tilbørligste orden, for derved ville sikkert megen skade i tide forebygges.
(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1549-1550)
(Indsendt)
I de sidste uger da kulden er begyndt at indfinde sig temmelig alvorligt har man set mange fattige barbenede pige- og drengebørn, hvilket efter al sandsynlighed står under fattigvæsenets tilsyn og pleje. At man om sommeren på grund af økonomi lader børnene gå barbenede, barhalsede, barhovede, kan nu være hvad det være vil. Men på nuværende årstid må det vist være højst skadeligt for sundheden. Man ved at fattigvæsnets børn kun søger skolen halvdelen af dagen, den anden halvdel arbejder de hos fabrikanter eller på andre steder. at denne deres arbejdsfortjeneste imellem år og dag må være tilstrækkelig til at forsyne dem med nødvendig klæde og fodtøj, hvilket vist altid er af en særdeles ringe og simpel slags, og altså ikke bekosteligt er højst sandsynligt. Direktionen for fattigvæsnet anmodes derfor om at forskaffe de til dens forsorg betroede børn jo før jo bedre heller fornødent holdbart fodtøj. Denne rimelige og menneskekærlige anmodnings opfyldelse tror man at have så meget desto mere føje til at vente da de fornødne midler hertil umuligt kan antages at savnes.
(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1547-1548)
Enhver som til bunds kender denne klasse af borgerstanden ved at disse godtfolk for størstedelens vedkommende aldrig befatter sig med læsning. Og det kan de måske have deres gode grunde det. Men det var dog sandelig at ønske at det måtte pålægges dem i deres ledige timer at læse og lære at forstå, i det mindste de anordninger som angår dem i deres fag, da det ville være meget gavnligt både for dem selv og andre. Men da anmelderen erfarer at de aldeles ikke kender dem, vil han tage sig den frihed at gøre dem opmærksomme på at efter politianordningerne har høkere og øltappere hver deres særskilte varer at sælge.
Men griskhed og begær efter rigdom har forårsaget at den ene har grebet ind i den andens rettighed. Dette er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, da den mindre formuende som i dette tilfælde unægteligt er øltapperne, må se at de mere velhavende hvortil høkerne kan henregnes, handler med de varer som tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab. Denne ølhandel som høkerne driver, er til ubodelig skade for øltapperne. For den fattige er nødsaget til at købe livets allerførste nødvendigheder hos højkerne i yderst små partier. Ja hvad der endog er værre og ofte tilfældet, søge kredit hos disse indtil de enten har fået deres uge-eller dagløn, og derudover bliver de også nødsaget til at købe ikke alene den øl og brændevin de behøver, men også brød, fløde, sukker og kaffebønner hos spækhøkerne, eftersom en del af disse gode folk uden tilladelse, men til fornærmelse og skade for andre af deres medborgere offentligt handler med disse varer.
Det er nok så bekendt at disse godtfolk altid klynker og klager over tidernes besvær. Og det var derfor at ønske at de ansvarlige for at efterse vinterforrådet, som nok sker med det første, efter evne ville drage omsorg for at disse uordener blev fjernet så at den klasse blandt borgerne som skal leve at af handle med de artikler som høkerne ulovligt sælger kan se et bedre udkomme i møde.
(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1544-1546)
"Det
er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, at øltapperne må se høkerne handle med de varer som
tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab.
Denne ølhandel som høkerne driver er til ubodelig skade for øltapperne." (Spækhøker grebet på fersk gerning. Det ser ud som om han har et ølanker stående på disken)
(Indsendt)
Dette spørgsmål forekommer Dem måske lidt besynderligt, men det går anmelderen ligeså. Imidlertid er det dog tilfældet med en brændevinsbrænder i Antonistræde. Dog kunne vel dette passere når ejeren blot ville drage omsorg for den urenlighed som disse dyr efterlader sig, just ikke så ganske plump blev kastet naboerne i næsen. Kostank er afskyelig, især på sommerdage. Måske ejeren til disse køer er uenig i det med anmelderen, at adskillige holder med ham. Det ved han, og at disse i forening med hinanden beder brændevinsbrænderen i Antonistrædet nr. 230 at han vil drage omsorg for at den urenlighed som hans køer efterlader sig, ikke kommer naboerne til ulejlighed. For det er virkelig beklageligt at mænd som har borgerret, det vil sige ret til at drive borgerlig næring skal nødsages til på de varmeste sommerdage at tilspærre deres vinduer for at holde på deres gæster som alle nødsages at retirere for kostanken. Naboerne tør derfor nære det håb at nævnte brændevinsbrænder vil drage omsorg for at den urenlighed som kommer fra køerne, bortskaffes på sådan måde at det ikke generer eller skader naboer og genboer i deres næringsvej.
(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1534-1535)
"Naboerne tør derfor nære det håb at bemeldte brændevinsbrænder vil drage
omsorg for at den urenlighed som kommer fra køerne bortskaffes på sådan
måske at det ikke generer eller skader naboer og genboer i deres
næringsvej" (Brændevinsmand. Samtidigt stik fra Lahde)
Redacteurens Anmærkning
Køer og kostalde bliver i Politivennen ofte nævnt i forbindelse brændevinsbrændere. Det skyldes at fremstillingen der var baseret på destillation af et udkog af byg eller kartofler, avlede et biprodukt, masken som var velegnet til kreaturfoder. Til brænderierne hørte derfor oftest en pænt stor kostald. Selve destilleriet lå for det meste i stueetagen, mens køerne eller svinene holdt til i kælderen eller 1. salen. I sidste tilfælde blev køerne som kalve hejst op og tilbragte derefter deres liv i en konstant rus af det alkokolholdige foder.
Brændevinsbrænderi i gården, Vognmagergade 25. Formentlig efter år 1900. I gården var der også en kostald. (Kreditering: Københavns museum).
Man må forbavses når man betragter de mange ledige og ørkesløse hænder som hovedstaden fremviser af kvindekønnet. Til den slags henregner anmelderen den store hob, næsten alle unge, raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse opstøver og opkøber allevegne fra. Og således fordyres da de skal leve af det, så man for en enkelt pære kræver den ublu pris 12 skilling rigsbank.
Det samme gælder den mængde af tøser, voksne piger og friske og rørige koner som med en halv snes stykker gammelt og nyt linned, med nogle porcelænsfade, lysestager, skeer osv. fylder pladser og stader for dermed at drive en næringsvej der dog kun kan og må være sulteføde, uagtet det er begribeligt at alle disse ting derved må fordyres fordi de går gennem så mange hænder som deraf skal fødes og næres.
"Unge,
raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens
gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund
kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse
opstøver og opkøber allevegne fra." (Samtidigt kobbertryk af amagerkone fra Lahde)
Dette så ørkesløse, unyttige og til dels skadelige erhverv forekommer anmelderen at være vokset og årligt at vokse således at det fortjener opmærksomhed. Det er rimeligt at enkelte individer som på grund af alderdom, legemsbræk eller andre specielle årsager på denne måde tillades at søge livets ophold. Men det er upassende at unge, stærke og kraftfulde mennesker på denne uværdige vej skal drive deres levetid hen. For ethvert menneske der ønsker sig livets ophold, må og skal arbejde, og staten bør have opsigt med den dovne. Det vil derfor næppe kunne nægtes at det ville være langt mere gavnligt for staten og mere værdigt for mennesket om de - jeg tør vel sige - flere tusinde således i lediggang og ørkesløshed tabte hænder blev indskærpet at gavne og ved nyttigt arbejde hædre både landet og sig selv.
Anmelderen forekommer det således at han kun skal nævne en ting der falder i kvindens lod, langt hensigtsmæssigere og ædlere, at anvende disse mange spildte hænders kræfter og flid på forarbejdning af linned, fra det groveste til det fineste, da det dog uden utvivlsomt er en skam der desværre er alt for bekendt at Danmark må købe og indføre det til forbrug nødvendige lærred fra udlandet, mens dovne kvindehænder i hundredvis vandrer gade op og gade ned med en kurv på armen der hverken nytter køber eller sælger noget reelt. Det er dog i grunden om man så må kalde det ikke andet end et honet slags tiggeri hvis rette benævnelse man under sådanne masker søger at undgå, uagtet anmelderen anser dem for anledning til på en endnu bekosteligere måde end det almindelige tiggeri at beskatte almenheden.
Vi har desværre især i hovedstaden et overmåde stort antal ørkesløse og dagdrivende hænder der under alskens benævnelser og håndteringer søger at skaffe sig et monopol på at lade sig række føden, uden at de derfor gavner staten, eller arbejder til nytte for 4 skilling et helt år om, og at disse ene og alene tærende lemmer, er usunde, skadelige og rådne grene der strengt bør holdes under saksen og kniven så at de ikke skal drage de ædle næringssafter til sig fra nyttige lemmer, det er dog vist upåtvivleligt. At pege på, ja nævne hvem disse er, ville ikke være så vanskeligt. Men anmelderen har troet for denne gang, til en mere bekvem lejlighed derom at udsætte sine tanker. Alt kan ikke ske på en gang.
(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1525-1528)
Redacteurens Anmærkning
I originalartiklen står ordet "vråer" som jeg har angivet som "vråder". Det er med baggrund i ODS mit bedste bud på hvad skribenten mener, for vråde er nedsættende som de andre ord skribenten bruger, bl.a. i betydningen om svin der går og roder med trynen i jorden,
