(Indsendt)
Dette spørgsmål forekommer Dem måske lidt besynderligt, men det går anmelderen ligeså. Imidlertid er det dog tilfældet med en brændevinsbrænder i Antonistræde. Dog kunne vel dette passere når ejeren blot ville drage omsorg for den urenlighed som disse dyr efterlader sig, just ikke så ganske plump blev kastet naboerne i næsen. Kostank er afskyelig, især på sommerdage. Måske ejeren til disse køer er uenig i det med anmelderen, at adskillige holder med ham. Det ved han, og at disse i forening med hinanden beder brændevinsbrænderen i Antonistrædet nr. 230 at han vil drage omsorg for at den urenlighed som hans køer efterlader sig, ikke kommer naboerne til ulejlighed. For det er virkelig beklageligt at mænd som har borgerret, det vil sige ret til at drive borgerlig næring skal nødsages til på de varmeste sommerdage at tilspærre deres vinduer for at holde på deres gæster som alle nødsages at retirere for kostanken. Naboerne tør derfor nære det håb at nævnte brændevinsbrænder vil drage omsorg for at den urenlighed som kommer fra køerne, bortskaffes på sådan måde at det ikke generer eller skader naboer og genboer i deres næringsvej.
(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1534-1535)
"Naboerne tør derfor nære det håb at bemeldte brændevinsbrænder vil drage
omsorg for at den urenlighed som kommer fra køerne bortskaffes på sådan
måske at det ikke generer eller skader naboer og genboer i deres
næringsvej" (Brændevinsmand. Samtidigt stik fra Lahde)
Redacteurens Anmærkning
Køer og kostalde bliver i Politivennen ofte nævnt i forbindelse brændevinsbrændere. Det skyldes at fremstillingen der var baseret på destillation af et udkog af byg eller kartofler, avlede et biprodukt, masken som var velegnet til kreaturfoder. Til brænderierne hørte derfor oftest en pænt stor kostald. Selve destilleriet lå for det meste i stueetagen, mens køerne eller svinene holdt til i kælderen eller 1. salen. I sidste tilfælde blev køerne som kalve hejst op og tilbragte derefter deres liv i en konstant rus af det alkokolholdige foder.
Brændevinsbrænderi i gården, Vognmagergade 25. Formentlig efter år 1900. I gården var der også en kostald. (Kreditering: Københavns museum).
Man må forbavses når man betragter de mange ledige og ørkesløse hænder som hovedstaden fremviser af kvindekønnet. Til den slags henregner anmelderen den store hob, næsten alle unge, raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse opstøver og opkøber allevegne fra. Og således fordyres da de skal leve af det, så man for en enkelt pære kræver den ublu pris 12 skilling rigsbank.
Det samme gælder den mængde af tøser, voksne piger og friske og rørige koner som med en halv snes stykker gammelt og nyt linned, med nogle porcelænsfade, lysestager, skeer osv. fylder pladser og stader for dermed at drive en næringsvej der dog kun kan og må være sulteføde, uagtet det er begribeligt at alle disse ting derved må fordyres fordi de går gennem så mange hænder som deraf skal fødes og næres.
"Unge,
raske amagerpiger som fra morgen til aften gennemstryger alle byens
gader, vinkler og vråder med en kurv på armen. Enten med nogle få pund
kirsebær, blommer eller nogle stykker æbler eller pærer, som disse
opstøver og opkøber allevegne fra." (Samtidigt kobbertryk af amagerkone fra Lahde)
Dette så ørkesløse, unyttige og til dels skadelige erhverv forekommer anmelderen at være vokset og årligt at vokse således at det fortjener opmærksomhed. Det er rimeligt at enkelte individer som på grund af alderdom, legemsbræk eller andre specielle årsager på denne måde tillades at søge livets ophold. Men det er upassende at unge, stærke og kraftfulde mennesker på denne uværdige vej skal drive deres levetid hen. For ethvert menneske der ønsker sig livets ophold, må og skal arbejde, og staten bør have opsigt med den dovne. Det vil derfor næppe kunne nægtes at det ville være langt mere gavnligt for staten og mere værdigt for mennesket om de - jeg tør vel sige - flere tusinde således i lediggang og ørkesløshed tabte hænder blev indskærpet at gavne og ved nyttigt arbejde hædre både landet og sig selv.
Anmelderen forekommer det således at han kun skal nævne en ting der falder i kvindens lod, langt hensigtsmæssigere og ædlere, at anvende disse mange spildte hænders kræfter og flid på forarbejdning af linned, fra det groveste til det fineste, da det dog uden utvivlsomt er en skam der desværre er alt for bekendt at Danmark må købe og indføre det til forbrug nødvendige lærred fra udlandet, mens dovne kvindehænder i hundredvis vandrer gade op og gade ned med en kurv på armen der hverken nytter køber eller sælger noget reelt. Det er dog i grunden om man så må kalde det ikke andet end et honet slags tiggeri hvis rette benævnelse man under sådanne masker søger at undgå, uagtet anmelderen anser dem for anledning til på en endnu bekosteligere måde end det almindelige tiggeri at beskatte almenheden.
Vi har desværre især i hovedstaden et overmåde stort antal ørkesløse og dagdrivende hænder der under alskens benævnelser og håndteringer søger at skaffe sig et monopol på at lade sig række føden, uden at de derfor gavner staten, eller arbejder til nytte for 4 skilling et helt år om, og at disse ene og alene tærende lemmer, er usunde, skadelige og rådne grene der strengt bør holdes under saksen og kniven så at de ikke skal drage de ædle næringssafter til sig fra nyttige lemmer, det er dog vist upåtvivleligt. At pege på, ja nævne hvem disse er, ville ikke være så vanskeligt. Men anmelderen har troet for denne gang, til en mere bekvem lejlighed derom at udsætte sine tanker. Alt kan ikke ske på en gang.
(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1525-1528)
Redacteurens Anmærkning
I originalartiklen står ordet "vråer" som jeg har angivet som "vråder". Det er med baggrund i ODS mit bedste bud på hvad skribenten mener, for vråde er nedsættende som de andre ord skribenten bruger, bl.a. i betydningen om svin der går og roder med trynen i jorden,
På sidste Roskilde Marked hvor anmelderen var til stede blev han opmærksom på at de købere som indfandt sig for at købe kramvarer i butikkerne ofte blev forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som dels kom fra den lille markedsplads ved møllerhusene på den vestre ende af Roskilde og som når der manglede liebhavere ofte i et antal af 4 til 5 blev ført gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til førstnævnte plads.
"De
købere som indfandt sig for at købe kramvarer blev ofte forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som i et antal af 4 til 5 blev ført
gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor
det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til
førstnævnte plads" (Hestetorvet i Roskilde. Eget foto).
Herved opstod en trykken og trængen der var lige ubehagelig for købere og sælgere især da man kunne frygte at nogle af de heste man således ønsker at skille sig ved at kunne have en eller anden nykke fx at bide, slå bag op osv. hvorved let kan ske skade da endog 5 til 6 heste er bundet efter hinanden og kun styres af en karl eller dreng der rider den forreste og som altså ikke kan råde bod på den skade en eller anden af de øvrige blot med en grime forsynede heste kunne afstedkomme.
Man tror derfor at det var godt om der til næste marked måtte træffes den foranstaltning at hestemarkedet blot holdtes på det sædvanlige sted, nemlig ved den østre ende af byen og da man meget bekvemt kan ride og køre uden for byen at det da måtte befales at kun de markedsgæster som kommer for at overvære markedet og vil opholde sig der hos gæstgivere eller andre borgere, måtte tillades at køre gennem gaden hvor markedet holdtes, men rejsende og andre hestesendere burde tage vejen uden omkring samme.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1511-1513)
Redacteurens Anmærkning
På Politivennens tid var Roskilde sammen med Ringsted og Slagelse de sjællandske købstæder som havde det bedste ry og tiltrak flest sælgere, henved 100-150. Kræmmerne solgte her fx tørklæder, huer, bånd, knapper, dukketøj, malerier. Det var især håndværkere som hatte- og handskemagere, bogbindere og guldsmede som havde gavn af markederne. Mens fx snedkere, grovsmede, skræddere, bødkere, pottemagere og vævere som regel holdt sig væk. Hestemarkedet var en af Roskildes store begivenheder og blev afholdt på Hestetorvet nord for hvad der i dag er Roskilde Station (se fotoet i artiklen).
(Indsendt)
Mange står i den formening at det er af vores årvågne politi på det alvorligste har forbudt sælgekonerne under prædiken på helligdage at falbyde deres varer ved råb og skrig. Ikke desto mindre hører man ofte på helligdagene både før og under prædiken på hjørnet af tværgade og Borgergade to matroner på denne måde udbasunere deres varer og for, tor indsenderen, ikke at komme ud af takten, afløser den ene altid den anden så hurtig i råbet som den formular hun udråber er til ende.
Nu er det ikke for at skade disse mamseller i deres næringsvej at dette her bemærkes. Men blot for at se forebygget at ikke flere af deres lavssøstre skal begynde at efterabe dem. For bliver det tilfældet, kan den uskik jo udarte sådan at der aldeles i henseende til stilhed på gaden ikke bliver den ringeste forskel på søn- og hverdage som dog er aldeles modstriden de retvise og til ordens vedligeholdelse udstedte politianordninger. Det var derfor ønskeligt om disse to sælgekoner måtte blive pågrebet og det lovstridige i deres opførsel påpeget.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1508-1509)
I vores dagblade er ført strid om reformationsfestens værdige helligholdelse. Den ene part mener at dette ikke kan ske uden en almindelig illumination, den anden er af modsat mening. Anmelderen og mange med ham, ser i den sidstes sindige ræsonnement over denne genstand så mange vægtige grunde, så megen sund sans, at disse, lænkede til tidsomstændighederne utvivlsomt må vinde for fornuftens domstol.
Det kan ikke være uden en falsk ideassociation hos den første, der har vildledt ham, fordi han mener at åndens oplysning ikke kan værdige, hædres uden ved at vække sanserne med en hel stads, et helt lands belysning. Foruden den krasse ide som skjuler sig herunder, vil den store mængde uden tvivl tabe en del af sin sindsro, idet den beregner at den af sin armod og trang har ofret hvad den næste dag behøvede for at stille sin sult, og at dette strålende lysglimt nu er forsvundet, uden at efterlade sig andet end bitter erindring.
Det hører unægtelig med til tidens karakteristiske tegn at den for øjeblikket fulde eller i det mindste vel forsynede pung, ikke alene er ubekymret for sig selv, men også for andre. Det ville være særdeles vel overlagt ifald enkelte ville afholde sig fra at give tonen an, til at stemme for opofrelser hvor trykket falder på den store mængde, der ikke kan bære det, og i det tilfælde hvor sådant er absolut nødvendigt, overlade regeringen dette, men ikke end også imod dennes vilje gøre forslag. Det står ikke så let i enhver mands hånd og vilje at dække en overmodig ødselhed med en skammelig fallit. Og fordi et pålæg på 4 til 6 skilling på pungen af lys i en tid da denne artikel står ca. 300 procent højere end i fortiden, for dem der blot har rede penge at leve af, synes illuminationsforsvareren et intet, så kunne man let fristes til den formodning, også med hensyn til tidsånden, at herunder snarere måtte ligge en lykkelig tællespekulation skjult end iver for den sande oplysning og Luthers lære.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1505-1506)
Redacteurens Anmærkning
Reformationsfesten skete i anledning af 300-året for at Luther satte sine teser på slotsdøren i Wittenberg. En handling er almindeligvis betragtes som starten på reformationen. Vor Frue Kirke var lagt i ruiner af bombardementet 1807, så Trinitatis Kirke var på Politivennens tid Københavns fineste kirke. Men selv den trængte til ombygninger. Indgangen blev fx flyttet fra den sydvestlige portal til nordsiden. Landemærkets småbutikker blev fjernet, ligesom den nordlige del af kirkegården.
Ingeman skrev en jubelhymne (se fx Tilskueren nr. 86 og 87, 14. november 1817, s. 681-683
