Et Fejlgreb af rigtigt Brødmaterial.

(Indsendt)

At bage brød af mel og vand
Var hidtil - kan jeg tro - en mode i vort land.
Men nu i denne tid da alt man bedre vil,
At komme skarn i brød og det af katte til
Sligt uhørt var, og dog kan sådant ske.
Udi vort København der findes bagere
Blandt de, der brød for brave sømænd bage,
Som også lidt katteskarn imellem melet tage.
   Det må være sagt som velment råd for hver,
   Der tænder, næse, tunge haver kær.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1665)

Smuk Sang i Gothersgaden.

(Indsendt)

Skønt indsenderen alt for længe havde anset det for at være visekællinger og andre lignende personer forbudt syngende at drive deres handel på gaderne, så har han dog i denne tid adskillige gange i Gothersgade og tilstødende gader truffet på en sådan ngociantinde der gav prøver af sine ofte usædelige poesier. Da sådan sang hverken er behagelig for øret eller underholdende for forstanden og desuden ved lovene forbudt, så var det at ønske at vedkommende i forbigående ville lægge lidt mærke til sådanne sangersker.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1664)

Noget om Slagtersvende, som bære Kjød omkring.

(Indsendt.)

Ved i Deres så almennyttige blad at se så mange uordener påanket, og derved ofte hævet, kan jeg ikke undlade at gøre opmærksom på slagtersvendenes temmelig almindelige uforskammethed: På fortovene at fare deres truge lige i næsen af folk for således at nøde dem til at gå af vejen. Hvorvidt at slagtersvendene fortrinligt er tilladt at slæbe med deres truge på fortovene, erindrer jeg ikke så nøje. Imidlertid formoder jeg dog at de i det mindste må være underkastet fortovsrettens love.

Rigtig nok kan man for politiet angive en sådan person, men dette er ikke så let en sag. For hvor findes karlen? Og hvem er det? At kræve at politiet skulle kunne påse eller være til stede ved enhver lille uorden, var en urimelighed. Men jeg tror at når gode anordninger er udkommet og disse i det hele taget bliver påset overholdt fra politiets side, da bør publikum selv i enkelte of små tilfælde være sin egen dommer eller politimester. Fx når en skiden slagtersvend nøder et honet og velklædt menneske til at forlade fortovet, burde de omkringstående (ifald personen selv ikke tror sig i stand dertil) være ham behjælpelig at kaster monsieur Slagtersvend med samt sit trug ud på gaden. Men da vi danske nu af karakter er alt for ligegyldige eller ikke sammenholdende nok til at den svagere eller mere fredelige i så tilfælde tør stole på at få det fornødne medhold, lader han sig hellere insultere end udsætter sig for prygl, ja måske endog for hån af den omkringstående pøbel. - Jeg foreslår derfor et middel hvilket måske for en del kunne hjælpe til at afskaffe denne uorden. Nemlig at enhver slagtersvend skulle uden på sit trug have et nummer så stort og tydeligt påmalet at det til alle tider kan ses. Den fornærmede havde da med samt sine vidner blot nødig at se hen til nummeret, han kunne da uden at gøre videre alarm eller opsigt på gaden ved tid og lejlighed angive for politiet nummeret på den slagtersvend der ved sit forhold ikke alene havde fornærmet ham, men tillige tør trodse de offentlige anordninger. 

Deres uforskammethed går endog så vidt og sikre tror disse grove folk sig, ustraffet at kunne insultere folk til trods for gode anordninger, at de ofte går to ved siden af hinanden med hver sit trug med kød på nakken, og således ganske bemægtiger sig fortovet. For enhver som ikke vil have sine fine klæder oversmurt af disse ikke renlige personer, eller ikke kan lide at få en smøre i ansigtet af et stykke blodigt kød eller en stank som ofte står uden for truget, må hurtigt retirere ud på gaden.

Om nævnte forslag vil være det bedste eller mest passende, må de ansvarlige bedre kunne bedømme. Det overlades derfor deres bedre omdømme om De vil antage samme eller ej. Enhver som har levet nogen tid, må vide hvad god virkning det har haft på hyrekuske og vognmandskarle at deres vogne blev nummererede. Skulle dette forslag om det iværksattes, ikke hjælpe, burde i det ganske forbydes slagterne at bære kød omkring i byen til salg.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1660-1663)

Et farligt Sted paa den ordentlige Landevej nærved Sorøe.

Ved de såkaldte vindebrohuse mellem Krebshuset og Sorø er nogle temmelig dybe grusgrave ved siden af landevejen. Vel er dette sted ikke så farligt som det ovenfor omtalte ved Sisåen, da alletræerne nogenlunde kunne tjene til afvisere og graven ikke er så dybe som skrænten ved den å er høj, men alligevel ville det sikkert ikke være ufornødent også at forsyne dette sted med et bolværk. Jeg har selv været øjenvidne til at en vogn væltede her, da hestene for den blev løbske, og dersom den havde væltet til højre i stedet for til venstre, var de personer som sad i vognen, uden tvivl blevet styrtet ned i grusgravene hvor de da ufejlbarligt var blevet ilde tilredt, hvis ikke knust på de sten som just uforsigtig nok er sammenhobet på denne side af gravene,

(Politivennen nr. 99, Løverdagen den 22de november 1817, s. 1650-1651)

Overfald på Vesterbro

(Indsendt)

Forleden lørdag den 15. november i middagsstunden lod en grundejer fra Nørrebro en del kvæg bringe til salg på det ugentlige heste- og kvægmarked, som nu holdes ved den såkaldte Trommesal uden for Vesterport. Mens han var der uden på mindste måde at fornærme nogen og holdt tilsyn med sine kreaturer blev han påtrængende fornærmet af en slagtersvend fra Nørrebro, først med ord og siden med skub. Da han mærkede at denne karl var ude på klammeri, sagde han: "Jeg mærker nok at jeg ikke må få fred her, og vil derfor overlade Dem pladsen!". Og derpå gik han væk. 

Men nu forfulgtes han ind i huset af slagtersvenden med hvem en vognmand fra Nørrebro og nogle andre forenede sig. Og her overfaldt disse karle ham voldeligt med slag i hovedet og kastede ham til jorden med den ytring: At dette var betaling for optagelsen af deres løse kreaturer. Den overfaldne kom endelig op igen og veg tilbage i køkkenet hvorhen voldsmændene forfulgte ham for at begynde igen. Imidlertid tog værtinden og pigen samt 2 til 3 tilstedeværende den overfaldnes parti (hvorfor de herved takkes på det hjerteligste!). Og således slap han bort fra disse morderiske mennesker der ellers efter deres niddingsværk at dømme ville have slået ham fordærvet.

Det siger sig selv at han ikke alene for sin egen skyld, men også for sine medborgeres sikkerheds skyld vil forfølge disse udådsmænd på det strengeste med lov og ret. Og i den henseende anmodes herved enhver retsindig og for sin egen og andres sikkerhed, for fred, lemmer og liv, årvågen af de mange tilstedeværende (iblandt hvilke den overfaldne som nyligt har bosat sig i nærheden af hovedstaden kun kendte få), at melde sig som vidner til det forefaldne hos beboeren på 1. sal til højre i Rosenborggade nr. 212 i København. 

Det er overflødigt at tilføje at enhver duelig og påpasselig jordbruger der ikke vil se frugterne af sine bestræbelser for et bedre avlsbrug tilintetgjort ved uduelige og skødesløse naboers slendrian, må søge sit nødværge i den for ikke længe siden allernådigst kundgjorte velgørende forordning om markfred. Men for at sætte disse niddingers ufærd i det rette lys  bør det bemærkes at den overfaldne endog have vist sig særdeles skånsom mod dem. Da han nemlig blot havde fordret ufredsbøderne for at få fremtidig markfred (den han havde pålagt sine tjenestefolk at påse mod at de fik opbringerpengene), så havde han dels ladet de optagne kreaturer udlevere mod mindre end de halve bøder, og dels hvad slagtersvenden angår ikke fordret de svære voldsbøder som denne havde pådraget sig ved med magt at føre det optagne kvæg ud af optagerens hus. 

I anledning af denne anmeldelse der fornemmelig sigter til at vække en større opmærksomhed for den vigtigste genstand i det borgerlige samfund, nemlig den personlige sikkerhed, vover indsenderen at ytre det ønske til vores årvågne og nid 

(Politivennen nr. 99, Løverdagen den 22de november 1817, s. 1641-1643, side 1644-1645 mangler)

Redacteurens Anmærkning

Trommesalen var Københavns kvægtorv 1671-1879. På den måde blev borgerne forhindret i at købe lam og kreaturer og slagte dem uden at betale afgift. Navnet kommer af at der var en der slog på tromme når det åbnede. Efter 1879 overtog slagtehallerne ved Halmtorvet denne funktion. 

Markfredsordningerne gik ud på at kreaturer skulle bevogtes så de ikke trængte ind på marker. Lovgivningen var klart på agerbrugernes side imod kreaturerholdere. Siden udskiftningen var sagen blevet et privat anliggende, og ordningen var just blevet reguleret den 9. juli 1817. Hvis et kreatur trængte ind p en mark var ejeren i sin gode ret til at skyde dyret eller i bedste fald fodre det indtil ejeren kunne afhente det. Ejeren skulle så betale en slags bøde, eller optagelsespenge for kreaturets underhold.

Grundejeren fra Nørrebro havde altså fulgt loven om markfred og konfiskeret kreaturerne og havde ret til mindst at få optagelsespenge. Hvad slagtersvenden, vognmanden og andre der sympatiserede med kreaturejerne åbenbart ikke havde til hensigt, men mente en dragt prygl var mere passende.

Lov om mark- og vejfred eksisterer stadig og nogenlunde uændret i forhold til på Politivennens tid.