Et Par Ord i Anledning af Maria Petersens Avertissement i Adresavisen no. 272 og Fattigvæsenets Besvarelse derpaa i Mandags Avisen den 1ste Decb. sidstleden

(Indsendt)

Da anmelderen læste denne gode madames offentlige jeremiade i Avisen hvori hun på det ynkeligste jamrer over tabet af sin ægtefælle, der har efterladt hende fem umyndige børn i den kummerligste forfatning uden håb at kunne forskaffe disse sine børn de allerførste livsfornødenheder, skal han ikke nægte at han jo hos sig selv gjorde sin bemærkning over hvorledes dette offentlige tiggerbrev kunne blive indrykket i Addresseavisen under så forstandig og forsigtig en redaktørs bestyrelse som den Addressekontoret er så lykkelig at besidde. Det indeholder jo en tydelig anklage mod Fattigvæsenet som om det ikke havde opfyldt sin pligt: At hjælpe den sande ulykkelige fattige og at denne på grund af det er nødsaget til at anråbe det offentlige om hjælp. 

Ikke desto mindre fandt hun nåde for redaktørens øjne, og han lod det indrykke, uden at tage i betragtning at den offentlige bekendtgørelse i højeste grad måtte være en fornærmelse for et årvågent fattigvæsen. En benævnelse som anmelderen oprigtigt kan tillægge vores, da han ofte har haft lejlighed til at se det ile den fattige til hjælp med hastig understøttelse så snart samme kun har anmeldt sin trang for vedkommende fattigvæsens forstander. Dersom nu redaktøren blot havde tænkt at dette havde været konens pligt før hun henvendte sig til Adressekontoret, så er anmelderen overbevist om at han ikke havde tilladt hende at få det indrykket. Men da det nu er sket og Fattigvæsenets administrerende direktion i Addresseavisen nr. 281 har taget offentligt til genmæle ved at bekendtgøre: at den straks efter at have læst hendes avertissement havde tilbudt hende husleje, brød, skolegang og mad i skolen for børnene. Men at hun personligt havde mødt for direktionen og erklæret at hun som jordemoder mente hun selv kunne ernære sine børn.

Det synes altså som det ikke var så ganske rigtigt, uden eftertanke at tillade at indrykke sådanne avertissementer, hvorved vedkommende har grund til at tro sig fornærmede i henseende til deres embedsstilling. Men meget mere som det burde være en redaktørs første pligt at våge over at ingen ved hans ubetænksomhed blev fornærmet, ligesom også at vedkommende der havde skrevet samme kunne. Således som tingen nu er forklaret i sin sande sammenhæng har fortjent en skarp irettesættelse.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1672-1675)

Om de barbariske Kalvekudske.

(Indsendt.)

Forleden dag så indsenderen på Roskildevejen en vogn der kom kørende med kalve, og disse ulykkelige dyr var henkastet på vognen i en så umenneskelig grusom stilling at man virkelig af medlidenhed med de mishandlede umælende dyr måtte ønske at politiet ville tage sig lidt af denne sag og søge at forhindre og afskaffe en behandling mod dyrene der er så oprørende for ethvert følende menneske. At denne fremgangsmåde har været drevet i land tid, kan ses deraf at vores fortjente Olufsen allerede for længst har ivret imod den, og da indsenderen intet bedre ved at sige i denne sag, tillader han sig her at udskrive den varme patriots ord i denne anledning. "Kalveopdræt til Københavns slagtere - siger han - er en så forfærdelig sag at vedkommende burde af erkendtlighed mod uskyldige lidende skabninger, bestræbe sig for at finde en mindre kvalfuld måde at føre dem til slagterbænken på end den barbariske henslængen og fastsurren på de væmmelige kalvevogne hvor de ofte ligger med hovederne slæbende på hjulene, med sprængte årer, under de forgæves anstrengelser efter en mindre martrende stilling og i krampetrækninger som ikke sjældent dræber dem." Indsenderen ønsker, hvad vist ethvert følende menneske med ham vil ønske, at vedkommende vil tage disse ord til hjerte, og erindre at de umælende har også rettigheder, lige såvel som de fornuftige jordens beboere.

* * *

Udgiveren som er aldeles enig med indsenderen af ovenstående, at de både efter Guds, naturens og menneskelige love er synd at tilføje dyrene unødvendige pinsler, tror at burde tilføje at han er overbevist om at sådan behandlingsmåde mod dyrene er merkantilisk urigtig. For flere slagtere har beklaget sig over at de ofte ikke uden tab har kunnet sælge kødet af kalve og lam der på en så voldsom måde var transporteret til staden. Ja at det ofte havde givet anledning til kiv og klage fra køberens side som troede sig forurettet af slagterne når deres sendebud hjembragte kød der havde et slemt udseende som dog transporten alene var skyld i. For ved de voldsomme stød og slag som et sådan stakkels dyr må lide, fordærves ikke alene skindet, men kødet bliver blodigt og får et stygt udseende. Måske kunne dette onde forebygges når vedkommende kuskes husbonder ikke sparede alt for meget på den halm som lægges over de kister og kasser hvorpå man snører de arme dyr. Fyldte man vognen med halm, indtil over vognfjællene, så vilde derved forbygges at hovederne og lemmerne af de pålæssede dyr ikke skamsloges derpå.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1669-1672)

Et Fejlgreb af rigtigt Brødmaterial.

(Indsendt)

At bage brød af mel og vand
Var hidtil - kan jeg tro - en mode i vort land.
Men nu i denne tid da alt man bedre vil,
At komme skarn i brød og det af katte til
Sligt uhørt var, og dog kan sådant ske.
Udi vort København der findes bagere
Blandt de, der brød for brave sømænd bage,
Som også lidt katteskarn imellem melet tage.
   Det må være sagt som velment råd for hver,
   Der tænder, næse, tunge haver kær.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1665)

Smuk Sang i Gothersgaden.

(Indsendt)

Skønt indsenderen alt for længe havde anset det for at være visekællinger og andre lignende personer forbudt syngende at drive deres handel på gaderne, så har han dog i denne tid adskillige gange i Gothersgade og tilstødende gader truffet på en sådan ngociantinde der gav prøver af sine ofte usædelige poesier. Da sådan sang hverken er behagelig for øret eller underholdende for forstanden og desuden ved lovene forbudt, så var det at ønske at vedkommende i forbigående ville lægge lidt mærke til sådanne sangersker.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1664)

Noget om Slagtersvende, som bære Kjød omkring.

(Indsendt.)

Ved i Deres så almennyttige blad at se så mange uordener påanket, og derved ofte hævet, kan jeg ikke undlade at gøre opmærksom på slagtersvendenes temmelig almindelige uforskammethed: På fortovene at fare deres truge lige i næsen af folk for således at nøde dem til at gå af vejen. Hvorvidt at slagtersvendene fortrinligt er tilladt at slæbe med deres truge på fortovene, erindrer jeg ikke så nøje. Imidlertid formoder jeg dog at de i det mindste må være underkastet fortovsrettens love.

Rigtig nok kan man for politiet angive en sådan person, men dette er ikke så let en sag. For hvor findes karlen? Og hvem er det? At kræve at politiet skulle kunne påse eller være til stede ved enhver lille uorden, var en urimelighed. Men jeg tror at når gode anordninger er udkommet og disse i det hele taget bliver påset overholdt fra politiets side, da bør publikum selv i enkelte of små tilfælde være sin egen dommer eller politimester. Fx når en skiden slagtersvend nøder et honet og velklædt menneske til at forlade fortovet, burde de omkringstående (ifald personen selv ikke tror sig i stand dertil) være ham behjælpelig at kaster monsieur Slagtersvend med samt sit trug ud på gaden. Men da vi danske nu af karakter er alt for ligegyldige eller ikke sammenholdende nok til at den svagere eller mere fredelige i så tilfælde tør stole på at få det fornødne medhold, lader han sig hellere insultere end udsætter sig for prygl, ja måske endog for hån af den omkringstående pøbel. - Jeg foreslår derfor et middel hvilket måske for en del kunne hjælpe til at afskaffe denne uorden. Nemlig at enhver slagtersvend skulle uden på sit trug have et nummer så stort og tydeligt påmalet at det til alle tider kan ses. Den fornærmede havde da med samt sine vidner blot nødig at se hen til nummeret, han kunne da uden at gøre videre alarm eller opsigt på gaden ved tid og lejlighed angive for politiet nummeret på den slagtersvend der ved sit forhold ikke alene havde fornærmet ham, men tillige tør trodse de offentlige anordninger. 

Deres uforskammethed går endog så vidt og sikre tror disse grove folk sig, ustraffet at kunne insultere folk til trods for gode anordninger, at de ofte går to ved siden af hinanden med hver sit trug med kød på nakken, og således ganske bemægtiger sig fortovet. For enhver som ikke vil have sine fine klæder oversmurt af disse ikke renlige personer, eller ikke kan lide at få en smøre i ansigtet af et stykke blodigt kød eller en stank som ofte står uden for truget, må hurtigt retirere ud på gaden.

Om nævnte forslag vil være det bedste eller mest passende, må de ansvarlige bedre kunne bedømme. Det overlades derfor deres bedre omdømme om De vil antage samme eller ej. Enhver som har levet nogen tid, må vide hvad god virkning det har haft på hyrekuske og vognmandskarle at deres vogne blev nummererede. Skulle dette forslag om det iværksattes, ikke hjælpe, burde i det ganske forbydes slagterne at bære kød omkring i byen til salg.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1660-1663)