Et Par Ord om Degne og Skolelærere

De endnu tilbageblevne såkaldte gamle degne synes at have vel meget at leve af, i forhold til den nytte de yder staten og menneskeslægten. Når sådan en degn har samme indtægt som den arbejdsomme skolelærer, skulle han så ikke kunne leve og nøjes med det? Jeg drister mig derfor til i al beskedenhed at foreslå nedenstående til nærmere overvejelse og prøve for høje vedkommende:

1. At kirkeindtægterne blev delt mellem skolelærer og degn, dog således at den sidste skulle have noget mere som nærmere kunne bestemmes.
2. At klokkerpenge, degnerente eller små ydelser, samt indtægt ved ligfærd også måtte deles, dog med den bemærkning at degnen fik lidt mere end skolelæreren. I købstæderne deles offeret mellem den anordnede kateket og gamle kordegne.

Sikkert må et misundeligt øjekast ofte falde hen på degnen fra skolelæreren når denne må se på at han alene får hvad der ofres i kirken. Det må ryste ham vældigt, og hans sinds væsen må just ikke blive det mest muntre og mon lysten derved opildnes til hans meget vigtige fag, hvis øjemed er at danne det unge menneske til kundskab om dyd, sædelighed og fædrelandskærlighed? Han skal tåle at degnen ene griber offeret og dog være sine pligter hengivne. Hvem der kender mennesket, han vil med anmelderen sande at sådant gør et dybt og græmmende indtryk på den værdige skolelærers karakter og forhold. Var det muligt så gid der måtte blive rådet bod på det

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1703-1704)

Redacteurens Anmærkning

Politivennens periode var for så vidt en spændende tid med mange forandringer på skoleområdet. I København var der de gratis borgerskoler (fattigskoler) og de finere betalingsborgerskoler. "Selvfølgelig" opdelt i en drenge- og pigeafdeling. På landet havde man fået oprettet almueskoler.

Hensigten med skolen var radikalt anderledes end hvad vi kender i dag. Fra Politivennens tid kender vi kun skoleforholdene set fra degnenes og lærernes side, ikke var almuen eller eleverne selv. Et typisk eksempel fra Politivennens tid er lærer Anton Nielsen "Gamle Nielsen". Han beklager sig over manglen på forståelde for Oehlenschläger. Og at man meget sent (1840'erne) fik at høre om Grundtvig, Baggesen og P. A. Heiberg. Ellers var det Rahbeks, Todes og Zetlitz' drikkeviser der stod på timeplanen. Kongen nød en ubegrænset tillid. Han noterer at af kristeligt liv var der så godt som intet. De eneste folkelige forlystelser man kendte var dansegilder og markeder. Og så var bønderne dygtige til at finde på alle slags kneb for at snyde tiendeejeren, derfor måtte denne såvidt muligt, oplyse tælleren om de snyderier som var mest brugelige

Hans beretning illustrerer meget godt at lærernes og degnenes rolle var først og fremmest at lære bønderne, almuen om deres plads i samfundet. At indordne sig. Politivennens artikler beskæftiger sig da også mest med to forhold: Degne og læreres dårlige forhold, og beklagelser over bøndernes og almuens manglende forståelse for at de skal underordne sig. Set fra en moderne tid er det forståeligt at almuen og befolkningen var fjendtligt indstillede over for skolen. Men egentlige vidnesbyrd fra de der gik i skole, har vi først fra slutningen af 1800-tallet. Her begynder der at komme beretninger fra andre end degne og lærere. Og de fortæller en helt anden historie. Et typisk eksempel er Kai Rosenberg i bogen "Et dejligt forår". Han fortæller om "den religiøse hjernevask i de første klasser" i tiden omkring år 1900:

"Det er meget få, som ikke blir mærkede for livet og derved blir mindre skikkede til at tænke klart, når det drejer sig om det overnaturlige. Ofrene blir ude af stand til at tænke stringent og logisk, når det rejser sig om emner, man intet ved om og derfor erstatter viden med tro. Jeg tror nok, at jeg efterhånden er sluppet ud af dette emotionelle hængedynd og nu befinder mig på nogenlunde fast grund. Men der skulle megen spekulation til, som måske kunne ha været sparet til vigtigere problemer, hvis jeg ikke havde været hjernevasket som lille og derfor forsvarsløs."

Spørgsmaal angaaende formeentlige Overtrædelser af Kirketugten

Da en af anmelderens familie søndag den 7. december var vidne til at andagten i Vartov Kirke under højmesse blev forstyrret på den ene side af fiskerkællingernes råb om fisk i Løngangsstræde, og på den anden side af nogle kvinders høje skvalder i den til kirken stødende gård, ligesom den også efter sigende undertiden forstyrres ved galende haner, kaglende høns og kvækkende gæs og ænder i denne tilstødende gård, tager anmelderen sig den frihed at spørge om der gives noget som hjemler ovennævnte fiskerkællinger og skvaldrende kvindfolk ret til at forstyrre andagten i kirken, og om ikke de nævnte fjerkræ kunne holdes borte fra den tilstødende gård under gudstjenesten.

(Politivennen nr. 102, Løverdagen den 13de December 1817, s. 1692-1693)

"Anmelderens familie var vidne til at andagten i Vartov Kirke under højmesse blev forstyrret af fiskerkællingernes råb om fisk i Løngangsstræde" (Løngangsstræde hvis huse stort set er som på Politivennens tid. I midten Vartov Kirke. Eget foto).

En Skjærv til Hjelp for udlærte Haandværksdrenge

(Indsendt)

Det er glædeligt for patrioten at se hvordan mange gode indretninger der altid sker i staten når høje vedkommende af oldermænd eller af en og anden bliver gjort opmærksom på samme, og hvor redebon regeringen er til altid at fremme undersåtters vel. Det er derfor enhver tro og redelig borgers pligt at vække opmærksomhed på alt hvad der synes at kunne være til almindelig nytte. I den tanke altså at stifte nytte og med tryg tillid at det af vedkommende vel optages, vover anmelderen at fremsætte følgende.

Det er en bevislig sandhed at de fleste mestre af alle professioner holder 2 til 3 ja ofte flere drenge og derimod slet ingen svende. For så snart en dreng er udlært, har mesteren gerne en anden i beredskab og udlærlingen må vandre med de ord: Nu behøver mesteren ham ikke. At mesteren kan have fordel af at holde drenge i stedet for svende, eftersom ugelønnen derved spares, kan være meget muligt. Men denne skik er vist til stor skade for professionerne og de svende som har lært samme. Er det en sandhed at en skomagersvend syr bedre sko efter at han har været svend i 2 til 3 år end den dag da han kommer ud af læren, så gælder det nok om alle håndværkere. Især i de små købstæder hvor en dreng ofte lærer lidt nok, da han må gøre så mange ekstraarbejde uden for professionen. Desuden kan man vel også antage at selvom en lærling er blevet gjort til svend, kan han dog endnu trænge til at lære meget inden han kan kaldes udlært i professionen. Det værksted hvor flere ældre svende arbejder, leverer vist bedre arbejde end det som bestyres alene af drenge.

Der kan vel ikke være to meninger om at den uskik som især finder sted i købstæderne, nemlig at håndværkere antager drenge i lære på kortere tid end den sædvanlige, imod at der erlægges en vis betaling for dem er meget skadelig. De fleste af sådanne drenge er bønderbørn. Disse sættes sjældent i lære så tidligt som købstadsbørn, og så snart de endog efter den kortere læretid er udlært, bliver de indkaldt til soldatertjeneste når de er tjenstdygtige. Og når nu sådan en bondekarl er udtjent til regimentet, drager han for det meste tilbage på landet igen og får sig der et hus eller en stue og driver da det håndværk som han har lært dårligt, ikke øvet i 6 år og altså næsten glemt. At hans arbejde kan kaldes fuskeri er der vel ingen tvivl om. Vel bruger mestrene den såkaldte måde at jage efter dem. Men denne har også sine vanskeligheder. For da den kun må foretages med rettens betjente, så vil der nok altid vindes så megen tid, at vedkommende kan få det pågældende bragt til side så at hverken omkostningerne eller ulejligheden kan betale sig. Anmelderen uforgribelige mening er derfor.

1. At det aldrig burde tillades nogen bondedreng at lære noget håndværk hos nogen købstadsmestre når ikke en eller anden legemsfejl eller bræk gør ham udygtig til bondearbejde. Agerdyrkningen, rigets guldmine, trænger vist til alle de hænder der kunne være duelig til at beskæftige sig dermed.
2. At når en mester holdt 2 drenge, han da også måtte forpligtes til at holde en svend, og hvis han holdt 3 til 4 drenge, da 2 svende, og at der fra oldermandens og politiets side måtte haves strengt tilsyn dermed, hvilket let kunne ske hvert kvartal da de fleste lav holder et såkaldt kvartalsmøde. Anmelderen er temmelig overbevist om at når dette gik i opfyldelse, ville man for størstedelen blive befriet for de mangfoldige, halvnøgne håndværkersvende, som 2, 3, 4 ad gangen kommer betlende og klagende over at de intet arbejde han få. Og hvorledes er dette også muligt når ingen svende holdes mod det store antal lærlinge, så år for år udlæres og således selv må udvandre. Ja det er ikke for meget sagt når man påstår at i de små købstæder hvor der er et antal svende af de såkaldte geschengte professioner, at disse næppe selv kan tjene så meget i ugeløn som de må give til deres medbrødre. Vel er det bekendt at en håndværkersvend ikke må betle, men når han dog så uformærket, halvnøgen og med elendigt fodtøj anmoder om lidt hjælp til rejsen efter at have løbet så længe uden at kunne få arbejde, så ynkes man dog over ham og giver ham en almisse. Dette fremsættes i bedste hensigt til højere vedkommende og kyndigere medborgeres nøjere eftertanke

***

Udgiveren som for en stor del er enig med forfatteren af ovenstående, tror at burde tilføje at han anser en urtekræmmers, isenkræmmers og klædekræmmers, kort sagt enhver detailhandlers lærling der bliver tjenesteløs for langt ulykkeligere end enhver håndværkers lærling. For denne sidste har dog lært noget som hvor lidt det end er kan til nød brødføde ham på et eller andet sted. Men hvad har en af de første egentlig lært efter 7 års tjeneste og kan det han har lært beskytte ham for mangel eller sætte ham i stand til at erhverve sig livets ophold? Har en sådan person egen formue eller venner som kunne og ville sætte ham i stand til at etablere en egen handel, har han da i så ung en alder kunnet samle sig den erfaring, menneskekundskab, sindighed og klogskab der udfordres for at være en sådan husfader og borger som staten kan have gavn af eller være tjent med? Og nu den der ikke er så heldig at eje disse lykkens goder, hvordan går det ham? Hvordan skal han kunne leve? 

Ville man adspørge en del af vores talrige handelskommissærer om deres levnedsløb, så ville man vist komme til det resultat: At de var forulykkede svende der ikke have kunne få tjeneste og altså måtte skabe sig en næringsvej som de kunne leve af. Om denne næringsdrift er gavnlig for handelen eller det almindelige hører ikke til her. Imidlertid tror udgiveren at om den ypperlige forandring der for nyligt er sket med bagerlavet i henseende til svendenes skiftetid, som nu er sat i lighed med andre tjenestetyendes også blev udvidet til flere lavssvende ville dette allerede bidrage meget til at afhjælpe de mangler som anmelderen af forestående påanker.

(Politivennen nr. 102, Løverdagen den 13de December 1817, s. 1685-1692)

Et Par Ord i Anledning af Maria Petersens Avertissement i Adresavisen no. 272 og Fattigvæsenets Besvarelse derpaa i Mandags Avisen den 1ste Decb. sidstleden

(Indsendt)

Da anmelderen læste denne gode madames offentlige jeremiade i Avisen hvori hun på det ynkeligste jamrer over tabet af sin ægtefælle, der har efterladt hende fem umyndige børn i den kummerligste forfatning uden håb at kunne forskaffe disse sine børn de allerførste livsfornødenheder, skal han ikke nægte at han jo hos sig selv gjorde sin bemærkning over hvorledes dette offentlige tiggerbrev kunne blive indrykket i Addresseavisen under så forstandig og forsigtig en redaktørs bestyrelse som den Addressekontoret er så lykkelig at besidde. Det indeholder jo en tydelig anklage mod Fattigvæsenet som om det ikke havde opfyldt sin pligt: At hjælpe den sande ulykkelige fattige og at denne på grund af det er nødsaget til at anråbe det offentlige om hjælp. 

Ikke desto mindre fandt hun nåde for redaktørens øjne, og han lod det indrykke, uden at tage i betragtning at den offentlige bekendtgørelse i højeste grad måtte være en fornærmelse for et årvågent fattigvæsen. En benævnelse som anmelderen oprigtigt kan tillægge vores, da han ofte har haft lejlighed til at se det ile den fattige til hjælp med hastig understøttelse så snart samme kun har anmeldt sin trang for vedkommende fattigvæsens forstander. Dersom nu redaktøren blot havde tænkt at dette havde været konens pligt før hun henvendte sig til Adressekontoret, så er anmelderen overbevist om at han ikke havde tilladt hende at få det indrykket. Men da det nu er sket og Fattigvæsenets administrerende direktion i Addresseavisen nr. 281 har taget offentligt til genmæle ved at bekendtgøre: at den straks efter at have læst hendes avertissement havde tilbudt hende husleje, brød, skolegang og mad i skolen for børnene. Men at hun personligt havde mødt for direktionen og erklæret at hun som jordemoder mente hun selv kunne ernære sine børn.

Det synes altså som det ikke var så ganske rigtigt, uden eftertanke at tillade at indrykke sådanne avertissementer, hvorved vedkommende har grund til at tro sig fornærmede i henseende til deres embedsstilling. Men meget mere som det burde være en redaktørs første pligt at våge over at ingen ved hans ubetænksomhed blev fornærmet, ligesom også at vedkommende der havde skrevet samme kunne. Således som tingen nu er forklaret i sin sande sammenhæng har fortjent en skarp irettesættelse.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1672-1675)

Om de barbariske Kalvekudske.

(Indsendt.)

Forleden dag så indsenderen på Roskildevejen en vogn der kom kørende med kalve, og disse ulykkelige dyr var henkastet på vognen i en så umenneskelig grusom stilling at man virkelig af medlidenhed med de mishandlede umælende dyr måtte ønske at politiet ville tage sig lidt af denne sag og søge at forhindre og afskaffe en behandling mod dyrene der er så oprørende for ethvert følende menneske. At denne fremgangsmåde har været drevet i land tid, kan ses deraf at vores fortjente Olufsen allerede for længst har ivret imod den, og da indsenderen intet bedre ved at sige i denne sag, tillader han sig her at udskrive den varme patriots ord i denne anledning. "Kalveopdræt til Københavns slagtere - siger han - er en så forfærdelig sag at vedkommende burde af erkendtlighed mod uskyldige lidende skabninger, bestræbe sig for at finde en mindre kvalfuld måde at føre dem til slagterbænken på end den barbariske henslængen og fastsurren på de væmmelige kalvevogne hvor de ofte ligger med hovederne slæbende på hjulene, med sprængte årer, under de forgæves anstrengelser efter en mindre martrende stilling og i krampetrækninger som ikke sjældent dræber dem." Indsenderen ønsker, hvad vist ethvert følende menneske med ham vil ønske, at vedkommende vil tage disse ord til hjerte, og erindre at de umælende har også rettigheder, lige såvel som de fornuftige jordens beboere.

* * *

Udgiveren som er aldeles enig med indsenderen af ovenstående, at de både efter Guds, naturens og menneskelige love er synd at tilføje dyrene unødvendige pinsler, tror at burde tilføje at han er overbevist om at sådan behandlingsmåde mod dyrene er merkantilisk urigtig. For flere slagtere har beklaget sig over at de ofte ikke uden tab har kunnet sælge kødet af kalve og lam der på en så voldsom måde var transporteret til staden. Ja at det ofte havde givet anledning til kiv og klage fra køberens side som troede sig forurettet af slagterne når deres sendebud hjembragte kød der havde et slemt udseende som dog transporten alene var skyld i. For ved de voldsomme stød og slag som et sådan stakkels dyr må lide, fordærves ikke alene skindet, men kødet bliver blodigt og får et stygt udseende. Måske kunne dette onde forebygges når vedkommende kuskes husbonder ikke sparede alt for meget på den halm som lægges over de kister og kasser hvorpå man snører de arme dyr. Fyldte man vognen med halm, indtil over vognfjællene, så vilde derved forbygges at hovederne og lemmerne af de pålæssede dyr ikke skamsloges derpå.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1669-1672)