Papegøjeskrig i Laxegaden.

I nr. 200 i Laksegade er en papegøje som allerede i nogen tid har besværet naboer og genboer med sit gennemtrængende og fæle skrig. Men dette onde er endnu blevet værre siden den har fået en makker som har haft bopæl i nr. 209. Uophørligt skriger disse to krabater til hverandre, og kappes om hvilken af dem der kan give den stærkeste og mest skærende lyd fra sig. Ved at gå gennem gaden, kan enhver få sine hørenerver tilbørligt pirrede og tillige gøre sig et begreb om hvor ubehageligt det må være for de i nærheden boende dagligt at opvartes med denne musik der er meget forstyrrende for dem der befatter sig med læsning eller andet arbejde, hvortil man behøver tankerne samlet. Nogle folk har undertiden en bizar smag og finde fornøjelse i det der er andre modbydeligt. At ønske afskaffelsen af omtalte to skrålere vil måske være frugtesløst, men rimeligt synes det forlangende at ejeren af samme ville flytte dem ind i et lokale til gården, hvorfra skriget ville falde de omkringboende mindre besværligt.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3052-3053)

Utilbørlig Kattejagt i Kronprindsessegaden.

(Indsendt)

Da anmelderen tirsdag den 3. august passerede igennem Kronprinsessegade, hørte han idet han kom uden for gården nr. 397 at et musketskud blev løsnet, og såvit han kunne skønne, forekom det ham som at lyden kom fra samme sted. I begyndelsen troede han at det var et menneske som på denne måde havde taget sig selv af dage, men siden har han hørt at det var en i samme gård boende person som på høloftet skød efter en kat, hvilken han vel ramte, men ikke således at den blev dødelig såret. Da flere personer har set manden med bøssen i hånden forfølge katten ned af trapperne og ud i gården, så tvivler anmelderen ingenlunde om beretningens sandhed. Han kan derfor ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på at sådan jagt er aldeles utilladelig, og at man aldeles ikke må skyde i gårde eller huse, endnu mindre på et høloft, skønt hans egen fornuft måtte kunne sige ham hvilke ulykkelige følger en så uforsigtig adfærd måtte kunne have.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3051-3052)

Om de saa kaldte Commissionairer.

(Slutning, se nr. 187-88).

Men hensyn til ejendommes forhandling eksisterer en lige sådan maskekrig: En og samme kommisionær sælger gårde og huse i selvsamme avis hvori han anviser købere. Tro ikke han har eller ved nogen af delene, men han venter blot på fangsten. Naturligvis er der jo nok i disse pengetrange tider der vil og nødes til at sælge. Man løber da efter sådanne skrydende kommissionærer ligesom efter avispris skomagere og kræmmere, og man bliver bedraget som hos disse, så hos de andre. Nu får han da at vide hvem der vil sælge. Fører samme tilfælde ham nu ikke en liebhaver til, så opsnuser han sig en gennem alskens veje, og kan han ikke nærmere, så må han slå sig i kompagni med en af hans værdige staldbrødre. Ikke må der glemmes at betinge sig et ublu, i ingen love hjemlet salær som i kommissionærsproget kaldes dusør for haft ulejlighed, og dette går mest og mærkbart ud over manden som må og skal sælge. Vel synes det som denne betungelse just ikke er aldeles urigtig, men så må der og forudsættes at kommissionærerne både har indsigt og vilje til at præstere hvad han bær, det er: for dette deres betingende salær eller dusør rigtigt at forfatte dokumenter og bringe alt i den samvittighedsfuldeste orden, så at hverken køber eller sælger i sin tid skal råbe ak og ve over dem, men sådant venter man forgæves hos sådanne kommisionærer der ikke kan skrive et brev rigtigt, endsige et lovformeligt og skíkrende dokument. Mange af dem går oven i købet højst bedragerisk til værks ved nemlig at putte de leverede penge til stemplet papir, dokumenters indløsning etc i egen lomme.

Flere, og det ikke få eksempler, kunne anføres på disse kommissionærkneb.

Indsenderen nærer det håb at han i det fremsatte har sagt nok for at vække opmærksomhed mod dette omsiggribende væsen  hvis standsning sikker er hver en borgers ønske. Mange er velgørende foranstaltninger der i den senere tid så visselig truffet for at sikre borgerne deres rettigheder, og betrygge dem mod forurettelser og underslæb. Hvorfor skulle da ikke de her omhandlede personer kunne bindes til pligts opfyldelse? Var der fx []eien om enhver af disse såkaldte kommissionærer, og hver den som ønskede at [] denne næringsvej, for øvrigheden gjorde deres duelighed inden de fik tilladelse dertil? Handelskommissionærer må jo vinde borgerskab, sågar savskærere har fået laug, og kludekællinger tør, så siges der, ikke drive deres væsen uden at de ved tegn er autoriserede.

Unægteligt er det at kommissionærer ikke vel kan undværes i hovedstaden. Borgeren eller manden der trænger til råd eller hjælp i et påtrængende anliggende kan ikke altid løbe til en advokat eller prookurator, dels er denne for kostbar, dels afgiver de sig ikke med bagateller. Den rådsøgende må da henvende sig til en aller anden mand hvem han tiltror indsigt og at kunne give ham attrået råd. Er altså kommissionærer nødvendige, så er det også på den anden side nødvendigt at de er fo[] indsigter og retskaffenhed så at de kan vinde almindelig tillid. Desuden burde efer indsenderens uforgribelige mening være et bånd på dem så at de var nødt til for deres egen vedigeholdelses skyld, at []le redeligt og klogeligt fx for første [] at have handlet med retskaffenhed og [] en klækkelig mulkt som anden gang fo[] ledes og tredje gang burde de ganske have tabt deres rettighed. Det gentages at her aldeles ikke er ment embedsmanden der også påtager sig kommisioner, for han har jo forordningen om duelighed og redelighed for sig, og hvem ville vel misunde ham der ofte har knap gage, en bifortjeneste til sine kårs forbedring.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3047-3051)

Uanstændigt Børneoptog i Store Kongensgade

Foran i Store Kongensgade er 2 kældre hvis beboere tillader deres børn at bevæge sig i fri luft in puris naturalibus. Anmelderen har i hvert fald mindst set et af disse børn blot iført et lændeklæde løbe tværs over gaden. Han kan ikke undlade at ønske at vedkommende forældre både ville lade deres børn iagttage anstændighedens love og selv sørge for at disse ikke ved uforsigtig leg kommer til skade på liv og lemmer.

(Politivennen nr. 189, Løverdagen den 14de August 1819, s. 3041)

Et Par Ord om Frugthandlerinderne paa Stadens Gader

Jeg ved ikke hvordan mange handlende forstår og lægger sig de hellige ord på hjertet at "med samme mål, du udmåler med, skal dig igen tilmåles". Men jeg ved af egen erfaring at de kvindemennesker som driver omkring på gaderne for at råbe om og sælge kirsebær mm. i pundvis er de frækkeste og mest uforskammede bedragersker med hensyn til falsk vægt og mål som kan tænkes.

For nogle dage siden købte jeg 5 pund af et par sådanne kvinder som råbte med kirsebær til 4 skilling for pundet, hvorfor jeg efter forlangende betalte dem 20 skilling. Men da min kone ved min hjemkomst tvivlede på at der virkelig var 5 pund, vejede vi dem. Og se, vi fandt ud af at der kun var 3 pund og 27 lod. Jeg indhentede derpå kvinderne, forholdt dem deres skændige bedrag og truede med at melde dem til politiet for at få dem tilbørligt revset. Men til alt dette svarede de blot ganske frimodigt: "Vil I have et rigtigt pund, så koster det 6 skilling", hvorefter de tøflede af.

"Man kunne måske tie med det og bære over med dette uvæsen, hvis ikke de udøvede dette grove bedrageri og så mange unge tøser for det meste klædt i amagerdragt ikke huserede så fælt om i husene". (Amagerkone)

Siden har jeg erfaret at dette smukke system er adopteret af hele den omflakkende skare hvis navn er legio. Hvilket dog er aldeles stridende mod forordningen af 22. oktober 1701, 9. kap. 284 art. den 10. marts 1725 og 2. okt. 1741 § 6 m. fl.

Man kunne måske tie med det og bære over med dette uvæsen, hvis ikke de udøvede dette grove bedrageri og så mange unge tøser for det meste klædt i amagerdragt ikke huserede så fælt om i husene. Derved bliver deres moral ofte i højeste grad fordærvet, så de hverken bliver det ene eller det andet. Især når frugthandlerne der nu udgør et ordentligt lav og har formænd, kunne tåle det, da de dog derved lider stort afbræk i deres lovlige næringsvej for hvilken de nok må svare klækkelig næringsskat med andre borgerlige byrder. Og sikkert må dette lav såvel som de andre have sine rettigheder og kunne forlange dem overholdt. 

Omløberne betaler næsten intet og er for størstedelen uberettigede. Man kaster et blik på Kongens Nytorv. Hvad er der ikke for en mængde kvinder, tøser og børn, alle her fra byen som der så ganske ulovligt, ja undertiden indtil kl. 6 til 7 om aftenen, sælger deres frugt. Og det siges at nogle af frugthandlerkvinderne en gros har 8 til 10 faste stader foruden Kongens Nytorv samt snese omløbere der handler for dem. Forholder det sig sådan, så er det vist nok ikke rigtigt, og sikkert tør man håbe at politiet vil rense Kongens Nytorv fra dette ukrudt, lige som det har renset det for lommetyvene.

(Politivennen nr. 189, Løverdagen den 14de August 1819, s. 3038-3040)