Vandmangel i lille Amagergade.

Posten i gården nr. 320 i Amagergade har den fejl at den ofte ikke vil give vand, og når den engang imellem yder noget lidt, da er dette grumset og ubrugeligt. Husfolkene må hente det fornødne vand på andre steder, og farligheden af vandmanglen på dette sted kan måske være desto større, da der er to smedeværksteder i gården. Formodentlig er en af vandrenderne beskadiget, hvilket snart på efterses da årstiden tillader sådant arbejde.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3643-3644)

En slem Trappe paa Vestergade.

Ejeren af huset nr. 46 på hjørnet af Vestergade og Kattesundet lader vist den handlende i stuen bo for meget billig leje, siden han ikke sørger for en bekvemmere og mindre farlig opgang til butikken. Det var ønskeligt om sådanne fejl vedbygninger måtte påses og rettes, og denne ejer især pålægges at lade gøre en trappe på nævnte sted hvorpå man uden risiko turde vove sig op og ned af. Anmelderen har 2 gange haft det uheld at falde ned deraf, og dette har flere beklaget sig over, skønt man af folkene i butikken bliver erindret om at gå forsigtigt ned af trappen.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3613-3614)

Redacteurens Anmærkning.

Adressen hedder i dag Kattesundet 2/Vestergade 15 og er opført 1797-98 af murermestrene Philip Lange og Lauritz Thrane. Trappen er der tilsyneladende endnu, men da byen i de forgangne år er vokset opad, synes den ikke længere at være et problem.

Besvarelse af de i Politievennen No. 222 fremsatte Spørgsmaale

Til første spørger:

Af hvem? Eller i hvad hensigt? Da spørgsmålet i Politivennen nr. 22: om det er svenske fruentimmer tilladt at sælge, eller som udtrykket lyder: oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? allerede er stillet, vil anmelderen ikke her undersøge det da det synes at give sig selv. Vi har før hørt samme ideer ytret om andre til legemets bedækkelse henhørende fabrikata fordi vedkommende har næret og som man ser endnu, nærer den tanke at et udelukkende monopol skulle være gavnligt. Det er muligt at det vel vil være sådan for sælgeren, men næppe for køberen. Det er også ved flere lejligheder tilstrækkelig bevist. Her vil man kun i besvarelsen af spørgsmålet holde sig til menneskelighed og rimelighed.

Anmelderen tilstår at han aldrig har hørt et eneste ord om at beboerne i Hammerum og Lysgård i Jylland må sulte ihjel og i tusindvis rejse ud af landet i mangel på fortjeneste, og at man har de skrækkeligste klager fra disse egne, før han læste det på ovennævnte sted. Men fratrækker han de poetiske udtryk fra den sande mening heraf, så bliver resultatet allerhøjst dette: At disse mennesker mere eller mindre presses af tider og omstændigheder ligesom alle andre. For man måtte ellers forudsætte at de intet fik i betaling for deres arbejde eller på ingen måde blev betalt for det, i det forhold som disse varer her i hoseboderne er blevet betalt, fordi de strømper som før krigen købtes fra 20 til 28 skilling parret, er betalt her da de stod højest 16 mark til 3 rigsdaler parret, siden successive er gået ned, men betales dog endnu til dato med 4 mark parret og derover og det for uldstrømper som i bonitet ikke udmærker sig fra det svenske. 

Det er altså endnu langt over det dobbelte numeraire som de kunne købes for forinden krigen. Og de som alligevel beklager sig ved sådan betaling, har man intet at svare, fordi størstedelen som bruger og må betale disse varer vist ville skatte sig meget lykkelig ved at modtage deres indtægter efter denne målestok. Det er desuden notorisk at blandt hosekræmmerne her i byen findes mange rige mænd. Og man bør ikke tro andet end at disse vil betale de fattige arbejdere i Jylland den flid og de varer der har gjort dem til rige. Både efter retfærdigheds og menneskeligheds strengeste forskrifter, og på ingen måde tåle de menneskers sved og møje som de har at takke for rigdom, skal møde så kolde hjerter at de uden kraftigt at blive berørte om hjertet ufølsomt ville høre de skrækkeligste klager, ja se på at de i tusindvis drog ud af landet.

I mangfoldige år mindes anmelderen at de skånske fruentimmer der er kendt som flittige, fattige og stræbsomme mennesker, har søgt København for at afsætte de arbejder deres driftige husflid har bragt i stand. Og han mindes aldrig at have hørt nogen offentlig har beklaget sig over det. Tværtimod har mange været godt til mode ved på denne måde at kunne få en skjorte af godt hjemmegjort lærred på kroppen for billig pris. For man kan nok snarere sige at dovne hænder i tusindvis hos os hellere vil drive om med en kurv på armen år ud og år ind end ved nyttig husflid søge og finde næring. 

Skulle spørgeren derfor være af den mening at flid og arbejdsdrift hos hvilken som helst klasse af mennesker, men fornemmelig hos den nøjsomme og fattige klasse, skulle undertrykkes af politisk forhold for på denne måde des bedre at kunne fremhjælpe vindesyge og egennytte, så er sådan tænkemåde højst foragtelig. Men dette kan vel ikke heller være hans mening. Hvorledes i øvrigt handel og vandel skulle bestå, når den ene stat, det ene land skulle rette sig efter politiske forhold, er ikke let at fatte. For som det lader, vil han at ethvert rige for sig skal være en egen, fra andre stater aldeles udelukket handelsstat, fordi det monopol handelsmanden med uldvarer forlanger for sig, kan og bør jo da enhver anden handlende ligeledes forlange og da - Gud hjælpe os. Men når han lægger til: I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, så er det hele: ord uden forstand. Nej! Den usle indsuede tænke- og handlemåde må forbedres, først da vil meget blive anderledes. Ikke før.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3607-3612) 

Redacteurens Anmærkning

Svarskribenten bruger udtrykket numeraire som ikke har en dansk oversættelse. Det nærmeste man kan komme er gangbar mønt eller regneenhed. Skribenten ide må være at pengeværdien af en arbejdstime er det dobbelte sammenlignet med tilstandene før krigen. Mens den numeriske værdi er faldet.

Døde Fiske i Stadsgraven.

Ved anden påskedag at gøre en spadseretur i Faussebrajen eller den såkaldte Kirkebærgang mellem Vester- og Nørreport, blev anmelderen opmærksom på en stor mængde døde fisk, især ål som flød oven på vandet i Stadsgraven. Men især var de indgående vinkler af samme fra pæleværket lige til Nørrport opfyldt med dem. Om denne store dødelighed blandt fiskene i nævnte stadsgrav stammer fra at man mens graven var belagt med is, har glemt at vække for dem er uvist. Men sikkert er det at mange dejlige ålesupper derved er gået tabt. Og da nu disse fisk allerede begynder at give en fæl lugt fra sig, så var det ønskeligt om de så snart som muligt måtte borttages førr varmen vil gøre stanken endnu mere utålelig og skadelig.

For dm der har med vandvæsenet at bestille fremsættes ved samme lejlighed den bemærkning at en af renderne i omtalte pæleværk har straks ved døren af ækvadukten en læk hvorigennem en del vand unyttigt spildes. Vel er denne læk endnu ubetydelig, men dog var det vist godt om den stoppedes i tide, da ellers nogle af de mange drenge man hyppigt finder i Kirsebærgangen, muligvis kunne finde morsskab i at gøre den større.

(Politivennen nr. 223. Løverdagen den 8de April 1820, s. 3591-3592)

Den vandtætte Støvle.

Kunne man måske kalde huset nr. 236 i Store Kongensgade der ellers bærer navnet Den Grønne Støvle, da det i samme værende pumperedskab i over 3 uger ikke har villet give en dråbe vand. Da det både er ubehageligt for beboerne at mangle det fornødne vand eller at lade dette hente i andres gårde, og sådan vandmangel tillige er farlig i påkommende ildebrands tilfælde, så bedes ejerinden af ovennævnte hus at lade sit pumperedskab efterse og istandgøre så snart muligt.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3572-3573)