I Politivennen nr. 225 for 22. f.m. læstes en lille notits angående en uorden med løs hamps nedkastelse fra et pakhus i Kattesundet som farlig for de forbigående. Idet indsendern heraf i hovedsagen er aldeles enig med forfatteren af det stykke, kan det dog ikke andet end højligt undre ham at en anden her i staden i svanggående uorden som både langt farligere og mere lovstridig i så lang tid er undgået offentlighed, og navnlig Politivennens opmærksomhed og påtale, nemlig den selvtagen rådighed af en del af stadens kobbersmede at benytte offentlige gader og fortove, til dels som værksteder ved derpå at forarbejde store stykker af kedler, brændevinspander mm. Fra hvilken som helst synspunkt dette uvæsen betragtes, kan det ikke andet end at anses for bestemt lovstridigt, den offentlige og private ro og sikkerhed i lige grad forstyrrende. At det er bestemt i strid mod politilovgivningen og god orden i staden, således at bruge omtrent det halve af gadens bredde og fortovet til værksted, er det vel overflødigt ved citater af politilove at bevise, for hvilken som helst politilov man får fat på, betræffende de offentlige gader og den offentlige ro, viser ganske tydeligt at ingen ufredfrembringende, passagen stoppende adfærd må foretages der, og for blot at nævne et af de nyeste i denne henseende udgivne forbud, vil indsenderen alene fremføre bekendtgørelsen fra politiet af 11. december f. å. hvori foruden flere unoder der forstyrret den offentlige ro og orden, omtales og forbydes i § 3, at bruge slæder og hænge disse bag vognene fordi de bevirker megen støj og uorden i gaderne. Imidlertid frembringes dog langt mere uorden og afstedkommes dog langt mere støj ved at kedler på 30-50 tønders størrelse forarbejdes på gaden.
At den offentlige og private ro og sikkerhed lider ved denne rasende spektakel, når 3 (som sædvanlig er antallet) hamrer på en sådan maskine af kedel, trænger vel lige så lidt til juridisk bevis, skulle det imidlertid anses fornødent, da behager man blot at spørge beboerne i gaden ved en sådan Per Døver op imod Gothersgade hvor kobbersmeden i nr. 270 netop i disse dage og endnu i dette øjeblik dette skrives, har opvartet og opvarter med denne harmoniske koncert, hvilket også er tilfældet i Klædeboderne og de vil sikkert alle bejae indsenderen tanker og mening at denne adfærd er så fredsforstyrrende som tænkes kan. At arbejde med eftertanke under denne hamren er aldeles umuligt, for ikke at tale om at der ikke må tænkes på i de nærmeste huse da at kunne samtale med sin familie eller andre. Men nu den syge og nervesvage, man tænker sig dens stilling om natten måske berøvet den velgørende søvn, og om dagen udsat for den mest larmende og gennemtrængende lyd og spektakel som kan tænkes. Kan heste blive afspændstige og løbske ved noget, da er det upåtvivleligt ved denne afskyelige lyd og skrallen som den påhamrende kedel frembringer, og når der først er ulykke derved frembragt, står det da i den forårsagendes magt at erstatte mig eller mine medborgers liv og lemmer?
Hvorfra hidrører at denne ulovlige adfærd i så mange år har gået i svang (afg. etatsrød og politidirektør Haagen var dog så fri at påtale denne med hensyn til en i Læderstræde boende kobbersmed) er indsenderen aldeles ubegribelig da han ikke er i stand til at tænke sig endog en blot tilsyneladende grund til at denne professionist skal have ret til at handle tværtimod lovene og god orden, og foretage sig handlinger som når lignende udøves af andre, ville sikkert drage velfortjent straf efter sig. Den grund at vedkommende ikke har den fornødne plads til sådanne svære stykkers forarbejdning i værkstedet i huset, vil man vel aldrig finde på at fremsætte da det jo falder af sig selv, at de da må ligesom andre professionister, se sig om passende lejlighed og lokale. Man ser heller ikke andre professionester skønt haåndtering i ingen henseende med hensyn til skadelighed og faren, kan sættes i lighed med denne påtalte uorden, at betjene sig af gader og stræder til værksteder, ikke engang en fattig brødkone må fremstille sin kurv på gaden, lige så lidt som kobbersmeden selv tør hensætte noget på fortovet til skilt, men dette desuagtet skal han have lov til pro lubitu at arbejde på gaden? Man ivrer så meget med slagtere, fiskeblødere, garvere m. fl. og ville de sågar skulle ud af byen, uagtet ved tilbørlig renholden og vask den af diss forårsagede ulempe, dog betydelig om ikke aldeles kan hæves, men hvad i det mindste indsenderen angår, da vil han hellere bo imellem en hel skov af disse end ved siden af eller lige overfor en af de omtalte kobbersmede, og dog er han nnu selv kommet til at bo ved en sådan, men skønt han bor meget bekvemt, billigt og for sine forretninger belejligt, nødes han dog til at opofre alle disse livets sande goder, og hvorfor? Fordi en af hans medborgere behager at trodse lovene og god orden. I det faste håb at vores almenagtede og nidkære politidirektør vil vide at hæmme denne uorden, som formodentlig af mangel på påtale ikke for længst er sket, har han nedskrevet dette og tilføjer blot den bøn at høje vedkommende vil lære de herrer kobbersmede som gør sig skyldige i denne lovstridige adfærd, at holde sig lovene efterrettelige og som ordsproget siger: tøjre på deres eget.
(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3677-3682)
