Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)

Vandmangel.

Hjørnehuset nr. 280 af Adelgade og Dronningens Tværgade har en brøndpost der er meget forfalden. Især er dækslet over brønden så skrøbeligt at hvis beboerne i huset havde børn som fik lov til at komme i gården, var de udsat for at se dem falde i brønden. Men da tillige naboen har fælles del i denne brønd og det må være ham ubehageligt at benytte vand der er opfyldt med alle de urenligheder som falder ned gennem det åbne overlag, så var det ønskeligt at ejeren jo før jo hellere ville lade posten og dækslet istandsætte.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3763-3764)

Bemærkning over Sveitzer-Conditorerne.

I nr. 229 af Politivennen læstes en bemærkning om en del schweitzeres ankomst hertil. Man ønsker dem til  lykke, og at det må gå dem som deres forgængere, nemlig at de må få gode konditioner, siden heldig næring for egen regning, for at de til slut kan drage hen i fred med deres sammensparede rigdo.

Virkelig er de schweitzer konditorer i almindelighed særdeles heldige i handelen. De har valgt sig de bedste beliggenheder som fx tre på Kongens Nytorv, en på Østergade, en på Amagertorv og en på Nytorv osv. i stedet for at de danske sukkerbagere behjælper sig med ringere lejligheder. Men derfor får disse også kun 1 mark for en kop chokolade, mens de andre tager 20 skilling.

Deres husstand består for størstedelen af mandligt personale af deres egne landsmænd, og man finder intet eksempel på at nogen dansk dreng af dem er oplært i deres håndtering.

Forordningen af 23. december 1681 dens 11 § bydere blandt andet: "Og må enhver mester tage og forskrive så mange svende som han vil og kan forskaffe arbejde, men i hvert håndværk skal enhver mester have en dreng i det mindste i lære som i kongens riger og lande er født, og må han ikke forskyde nogen som er dygtig. Hvem herimod handler, bøder til laugets fattige 40 lod sølv."

Endvidere siger sammen forordning: "enhver oldermand skal for magistraten gøre sin ed, at han vil efterleve ikke alene denne forordning, men endog de særordninger som herefter forfattes."

Anmelderen ved ikke om denne forordning ikke skulle være anvendelig på konditorerne, eller om nogen af samme nogensinde har måttet betale den nys nævnte mulkt, men da konditorerne nu udgør et laug og har en oldermand, så tør man vist vente at hvis forordningen angår dette laug, vil denne sikkert se den håndhævet, og altså flittig undersøge om nogen af de fremmede konditorer har i det mindste en dansk dreng i lære.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3758-3760)

Drenge Unoder i Hummergaden.

Følgende uorden finder næsten daglige sted på hjørnerne af Hummer- og Ulkegade af en 8 til 10 børn mellem 6 til 12 år der samler sig på forskellige af fornævnte hjørner og foruden uanstændigt at behandle forbigående pigebørn som kommer fra skolen, overfalder de endogså med slag og hug andre folks drengebørn som måtte komme forbi i et eller andet ærinde for deres forældre eller husbonde, så at de derved enten forspilder eller aldeles tilintetgør hvad de i sammes ærinde måtte bære. De tillader sig med store sten at kaste imod beboernes døre, ja endog gå op i husene, give sig i klammeri og derved ituslå ruder. Alt dette som virkelig er passeret, var ønskeligt at man kunne få hæmmet hvorved der virkelig ville vises vedkommende husejere en sand tjeneste.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3733)

Cave te a Kampesten, si vis habere hele Been.

Ved grunden på hjørnet af Skindergade og Kejsergade har i den senere tid nogle drenge fundet fornøjelse i at kaste med sten, hvoraf nogle som går over plankeværket, træffer dem der passerer Skindergade. Anmelderen var forleden så uheldig at blive truffet af en sten på det ene knæ således at han bedøvet af smerte sank om på gaden, men blev ved S. T. frue Braems og tjeners hjælp optaget og forundt opholdssted indtil han kunne bringes til sit logi. Nævnte frue var også i forbigående blevet truffet af en sten der dog kun beskadigede hendes hat. Men da denne leg kan have farlige følger, så bekendtgøres dette for de ansvarlige for at de kan tage sådanne forholdsregler der kan gøre ende på denne farlige leg.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3732)