Farlige Følger af Mangel på Overopsyn.

"Af skade bliver man klog" siger ordsproget. Men erfaring viser at det ikke altid bekræftes. I det mindste har mange eksempler endnu ikke bevirket alvorlige anstalter mod den ligegyldighed mange viser for menneskers liv og lemmer. Således indtraf som noget ikke usædvanligt atter det uheld at en murstige eller stillads med to murarbejdere vippede. Af disse slog den ene sig til krøbling måske for livstid, og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade i lørdag eftermiddag omtrent kl. 2-3.

"En murstige eller stillads med to murarbejdere vippede, hvorved den ene af disse slog sig til krøbling måske for livstid og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade" (Nr. 76 i Krystalgade er nutidens nr. 4, Det er opført 1813 og har ikke ændret udseende. Eget foto, 2017)

Politivennen har før omtalt at der mangler tilbørlig eftersyn og indretning ved sådanne stiger og stilladser hvorpå murfolk, malere eller andre arbejdere er udsatte for den største fare for sig selv og andre. Efter anmelderens opfattelse er det uforsvarligt og utilgiveligt at sådanne stilladser skal kunne vippe om med de ulykkelige mennesker som i tillid til de ansvarliges overopsyn står deroppe og arbejder. For vipningen kan meget let forebygges ved at bruge 3 bomme i stedet for at man af økonomi eller armod kun bruger to.

Skulle man endnu være så langt tilbage i bygningskunsten at man ikke kan have stilladser som hverken kan vippe eller falde helt ned?

Her i staden sker sådanne uheld påfaldende ofte. Det ville derfor være højst gavnligt om det blev pålagt de ansvarlige ikke at tåle nogen stillads op-eller nedhejsning undtagen med 3 bomme. For derved blev vipningen i det mindste forhindret. 

Blev ydermere sådanne stilladser omgivet med et slags rækværk eller net så at hverken mennesker eller materialer kunne falde ned mellem åbningerne, så ville mange duelige håndværkeres liv blive sparet, ligesom forbigående heller ikke ville være udsatte for at blive lemlæstet eller slået ihjel af nedfaldende kalkballer, mursten eller lignende.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3777-3778)

Redacteurens Anmærkning.

En lignende arbejdsulykke skete på Kongens Nytorv, ifølge Dagen, 12. juli 1803:

Tre Muursvende i Kiöbenhavn, som afvigte 2 Juli arbeidede paa en Gaard paa Kongens Nytorv, siddende paa et meget höit Stillads, faldt ned fra samme. To af dem var strax döde, men den tredie sprang, i det han faldt, ind af et Vindue, og blev saaledes ubeskadiget.

Dagen den 5. maj 1806 berettede om en arbejdsulykke af en anden karakter, på Toldboden:

En meget stor Ulykke traf for nogle Dage siden en af Daglejerne paa Toldboden. Han vilde bære et stort Fad Krap, men var saa uhældig at falde baglænds, medens Fadet faldt over ham, rullede fra Fødderne hen over Ansigtet, og ud i Søen. Hans Ansigt saae forskrækkeligt ud og han bragtes strax paa Hospitalet, hvor han denne Vinter havde ligget i 16 Uger. Hans Navn er Hans Jensen, boende paa Hjortelængen i de saakaldte Hjorter. Han har 7 Børn, det ældste 11, og det yngste 1/4 Aar gammelt. Arbejderne paa Toldboden have efter Evne hver hjulpet ham med Lidet. 

I 1810 berettede Dagen, 17. august 1810 om sammenstyrtning af en nyopført bygning. Formentlig et eksempel på den megen byggesjusk der foregik i kølvandet på bombardementet:

I Onsdags Aftes Klokken omtrent 8te saae man et forunderligt Syn i Pederhvitfeldtsstræde. En splinterny grundmuret Bygning, 4de Etasser høj, stod allerede færdig udvendig til Afpudsning og indvendig til Gibsning, med Tag over hele Huset, da pludselig 2 Fag af 4de og 3die Etasse styrter ned i Grunden, medtagende alt hvad der var i Vejen. Til Lykke vare Arbejdsfolkene en halv Time iforvejen gangne hjem, da de ellers havde kommet til at ligge under deres egne Gjerninger. - Sagen vil ventelig komme under tilbørlig Undersøgelse. 

 I Kjøbenhavnsposten den 6. januar 1845 var den gal igen, denne gang i Farvergade 129, eller fra 1859 Farvergade 20. Og siden 1908 indbefattet i det omfattende byggekompleks som nu er Farvergade 6-8:

- I Løverdags Eftermiddags indtraf det ulykkelige Tilfælde, at et under Opførelse værende Baghuus i Farvegaden styrtede ned, hvorved fire af Arbejdsfolkene, 2 Muursvende, en Tømmersvend og en Haandlanger bleve beskadigede, de 2de i en betydelig Grad, saa at man endog tvivler om den Enes Liv. Eieren af Stedet (Nr. 129) Smedemester Knudsen, havde kjøbt det for kort Tid siden og agtede at sætte flere Etager paa det da kun af eet Stokværk bestaaende Baghuus, for at indrette det til Beboelse for et stort Antal Familier. Der var allerede sat to Etager paa, og det var under Opførelsen af den 3die, at Ulykken skete. Det skal ved den optagne Synsforretning have viist sig, at Tilbygningen tildeels er skeet af meget slette og lidet holdbare Materialier (der skal saaledes være brugt Muurbrokker, som kunne kjøbes for 24 sk Læsset, i Stedet for Muurstene osv.) Muurmester Schlage var Bygmesteren. Desværre er det ikke den eneste Bygning her i Staden, ved hvis Opførelse eller Indretning paa Spekulation der er er tilsidesat det fornødne Hensyn, ikke blot til Soliditet, men til Medmenneskers Liv og Lemmer. Det vil vist ikke være vanskeligt at finde Sidestykker hertil blandt de mange Eiendomme, som ere blevne, deels nyopførte, deels restaurerede og paa Kjøb opklinede af Bygherrer, hvis "Driftighed" man end ikke har undseet sig ved offenlig at rose som noget Anbefalingsværdigt. Det er at vente, at den Opfordring, som ligger i det Passerede, til en større Agtpaagivenhed fra vedkommende Autoriteters Side paa deslige Byggeforetagender, ikke vil være uden gavnlige Frugter for Fremtiden.

Drenge-Uorden i Filosofgangen.

Foruden den betydelige skade som både drenge daglig upåanket tilføjer volden og træerne i Filosofgangen, den støj hvormed de foruroliger nabolaget og den som ønsker at benytte promenaden samme steds, har nu et stort antal gadedrenge i den senere tid fra om eftermiddagen til sent om aftenen fundet på at lege top som de fremdriver med en pisk, hvorved ikke alene spadserende hindres, men tillige de forbigående udsættes for at få en psikesnert i ansigtet. Man tror derfor at almenheden bevises en tjeneste ved offentliggørelsen af en uskik som så meget strider mod den gode orden der bør herske på en offentlig spadseregang, og man kan ingen lunde et øjeblik drage i tvivl at de ansvarlige vil standse dette uvæsen, hvilket om samme vedvarede let kunne forvolde ulempe. Den så vel fortjente opmærksomhed og gode modtagelse som hovedstadens indbyggere skænker Politivennens bemærkninger og de ypperlige virkninger samme daglig frembringer, foranledigede derfor anmelderen heraf at nedskrive disse linjer til indrykkelse i før nævnte gavnlige blad, håbende tillidsfuld at de må fortjene opmærksomhed.

Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3772-3773. Fejlagtigt angivet som 3173)

Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)

Vandmangel.

Hjørnehuset nr. 280 af Adelgade og Dronningens Tværgade har en brøndpost der er meget forfalden. Især er dækslet over brønden så skrøbeligt at hvis beboerne i huset havde børn som fik lov til at komme i gården, var de udsat for at se dem falde i brønden. Men da tillige naboen har fælles del i denne brønd og det må være ham ubehageligt at benytte vand der er opfyldt med alle de urenligheder som falder ned gennem det åbne overlag, så var det ønskeligt at ejeren jo før jo hellere ville lade posten og dækslet istandsætte.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3763-3764)

Bemærkning over Sveitzer-Conditorerne.

I nr. 229 af Politivennen læstes en bemærkning om en del schweitzeres ankomst hertil. Man ønsker dem til  lykke, og at det må gå dem som deres forgængere, nemlig at de må få gode konditioner, siden heldig næring for egen regning, for at de til slut kan drage hen i fred med deres sammensparede rigdo.

Virkelig er de schweitzer konditorer i almindelighed særdeles heldige i handelen. De har valgt sig de bedste beliggenheder som fx tre på Kongens Nytorv, en på Østergade, en på Amagertorv og en på Nytorv osv. i stedet for at de danske sukkerbagere behjælper sig med ringere lejligheder. Men derfor får disse også kun 1 mark for en kop chokolade, mens de andre tager 20 skilling.

Deres husstand består for størstedelen af mandligt personale af deres egne landsmænd, og man finder intet eksempel på at nogen dansk dreng af dem er oplært i deres håndtering.

Forordningen af 23. december 1681 dens 11 § bydere blandt andet: "Og må enhver mester tage og forskrive så mange svende som han vil og kan forskaffe arbejde, men i hvert håndværk skal enhver mester have en dreng i det mindste i lære som i kongens riger og lande er født, og må han ikke forskyde nogen som er dygtig. Hvem herimod handler, bøder til laugets fattige 40 lod sølv."

Endvidere siger sammen forordning: "enhver oldermand skal for magistraten gøre sin ed, at han vil efterleve ikke alene denne forordning, men endog de særordninger som herefter forfattes."

Anmelderen ved ikke om denne forordning ikke skulle være anvendelig på konditorerne, eller om nogen af samme nogensinde har måttet betale den nys nævnte mulkt, men da konditorerne nu udgør et laug og har en oldermand, så tør man vist vente at hvis forordningen angår dette laug, vil denne sikkert se den håndhævet, og altså flittig undersøge om nogen af de fremmede konditorer har i det mindste en dansk dreng i lære.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3758-3760)