Et Memento til Hyrekudskene.

At det er en selvfølge af hyrekuskenes privilegium at de er forpligtede til enhver tid at have en vogn forspændt, eller i det mindste hjemme, til enhvers tjeneste der måtte behøve det, især i hurtig påkommende sygdomstilfælde, er upåtvivlelig vist. Hvor lidt denne deres forpligtelse overholdes, erfares vist ofte om søndag eftermidddag når vejret begunstiger deres ønsker, og tillader dem at tjene mere ved at lade deres heste og vogne gå lystture end ved at lade dem stå forspændte hjemme.

Således var sidste søndag den 25. d. m. tilfældet at en kone fik pludselig voldsomt anfald af brystkrampe og astma, og kun ved hurtig hjælp var livet at redde. Det første man attråede var naturligvis at få hende hjem til sin bopæl som var i nærheden, men dertil var en vogn nødvendig, og denne var hos 5 eller 6 af stadens hyrekuske ikke at få. Endelig fik man den hos hr. Jacobsen i Valkendorfsgade.

Det var derfor ønskeligt at det blev påset at de herrer hyrekuske i denne henseende husker deres pligter.

(Politivennen No. 235, Løverdagen den 1ste Juli 1820, s. 3799-3801).

Skjødesløshed med Heste.

Lørdag den 18. juni kl. 5.30 kom en stor vælig bondehest farende ud af Tvermoeses Gård på Kultorvet og løb langs ad fortorvet hen til Nørreport hvor den vel blev gennet af skildvagten, men tog i fuld spring vejen op af voldbakken. På volden modtes den af flere slidvagter der vel nødte den til at vende om, men da man ville gribe den, sprang den på optrinet bag kronen og tog flugten til henimod Østerport.

Omsider fandt en karl, formodentlig gårdskarlen fra omtalte gård, efter at have løbet sig træt, det rigtigst at hente magen til den bortløbne hest og satte nu i fuld karriere ud gennem Rosenborggade, Tornebuskegade og langs neden om volden henimod Østerport, hvorfra han efter et kvarters forløb kom i følge med en anden karl der red den bortløbne hest, jagende tilbage og ind i omtalte gård.

Lykkeligvis var der på det tidspunkt ingen spadserende på volden, ligesom den løse hest ikke så vidt anmelderen ved, på sin vej mødte på gamle, svage eller børn der har tungt ved at retirere med hurtighed, så at det for denne gang løb af uden at der skete skade. Kan altså i betragtning heraf den skødesløshed at slå heste løs i en åben gård for denne gang tilgives, så mener anmelderen dog at disse to karle der uden nødvendighed og efter at hesten var grebet, jog afsted i stærkeste fart tilbage, fortjener en korrektion eller  det mindste en formaning om at lade sådant være for eftertiden, da den stærke riden lige såvel som for stærk kørsel, er forbudt efter politianordningen.

(Politivennen No. 235, Løverdagen den 1ste Juli 1820, s. 3799-3801).

Brev fra tvende Forløbere

Hr. Udgiver!

Den 21. i denne måned var vi 2 heste spændt for som forløbere for den bedste ligvogn, der med 6 heste skulle befordre et lig fra Kompagnistræde til Assistenskirkegården. Alt var propert og elegant ved ligfærden. Selv forrideren som red på en af os, var på sin måde pyntelig klædt og han såvel som kusken nyligt barberet. Men derimod var vi alle seks, fornemmelig vi 2 forløbere, forsynet med sørgeskaberakker der virkelig så helt sørgelige ud. For de var besat med lapper, og da de er af nyt klæde, stikker de fælt frem på det øvrige af det gamle forslidte skaberak. Og da vi skyldige kreaturer måtte høre en del spydige bemærkninger og spottegloser af de talrige tilskuere såsom: om sladderstads, om armod og hovmodighed, Don Kanude de Colibrados, at 2 velklædte heste ser bedre ud end 6 lappede osv. så beder vi dem hr. Politiven som dog før har [tænkt] og talt til vort bedste at de ville gøre de ansvarlige opmærksom på det for om muligt at bevirke en forandring, lige såvel som det lykkedes dem at få ligbærernes dragt forandret til det bedre. 

Vi heste har også en vis ambition. For når vi skal gå for en renovationsvogn eller for de fattiges ligvogn, så er vi ligegalde med hvorledes man udruster os. Men når vi skal i stads og mange menneskers opmærksomhed er henvendt på os, så er vi undselige når vores påklædning ikke efter vores hesteforstand svarer til det øvrige. Vi anbefaler os på det bedste.

De to forløbere for den 6 spændige ligvogn den 21. juli.

***

Udgiveren som tilfældigvis var tilskuer ved omtalte ligfærd blev ved adskillige af tilskuernes pegen og ytringer gjort opmærksom på disse sørgedækkener, og han må tilstå at de kun er i mådelig stand. Skønt han er en stor hader af al utidig pomp og pragt ved ligfærd, tror han dog at intet ved disse bør finde sted som på mindste måde kan vække latter eller forargelse. Og da han er af den overbevisning at sådanne sørgedækkener kunne vare meget længe, som også at betalingen for ligvognene synes at være klækkelig, så kan han ikke undlade at forene sin bøn med de to forløberes, at de slidte sørgedækkener for den seksspændige ligvogn må kasseres og nye anskaffes i deres sted.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3787-3789)

Uskik i Dyrehaugen.

I år finder den uskik sted i Dyrehaven at såvel de personer der foreviser løverne, som også den lille hr. dværg afkræver tilskuerne penge efter at de har betalt for entreen. Da entreprenøren fastsætter betalingen for adgangen og formentlig godtgør nævnte personer for deres tjeneste, så burde de ikke tåle sådant trygleri. Ja de taber sikkert ved det da denne påtrængenhed formindsker tilskuernes tal, fordi man ikke bryder sig om at betale 2 gange. Anmelderen var forleden dag sammen med flere inde for at se dværgene. Selskabet bestod af 3 fruentimmer og 3 mandspersoner. For entreen betaltes 22 rigsbankdaler. Men desuden måtte hver af mandspersonerne betale den lille dværg 1 mark, som han sagde var til tevand.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3786-3787).

Dyrehavsbakken o. 1840 (H. G. F. Holm)

Ønske fra en Christianshavner.

Det var at ønske at der måtte hensættes en bænk i den lille alle mellem Langebro og Rabeshave for at syge som der attrår at nyde bevægelse i den frie luft, kan hvile dens afkræftede lemmer og ikke tvinges til at gå over evne. Dette ønskes opfyldelse er så meget mere nødvendigt som enhver der vil sætte sig ved volden bliver jaget bort af skildvagten da ingen tillades at sætte sig i græsset hvilket også desuden i foranderligt vejrlig og når man er varm, er skadeligt for sundheden.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3785-3786).

Politivennen nr. 239, lørdag den 29. juli 1820, side 3869 meddelte at løjtnant Westergaard som var medinteressent af grynmøllen på Christianshavn, havde opført en god og forsvarlig bænk mellem Langebro og Rabeshave.