Med samme særdeles højagtelse for vejvæsnets bestyrere som er ytret i Politivennen nr. 236 af 8. juli forener indsenderen af dette en anden begæring, der skønt mindre iøjnefaldende for uindviede, dog er farlig og kan have følger; man beder derfor at ræk- eller bolværker ved søer, stenkister, store fordybninger etc. ved hovedlandevejen blev sat. Kan vejvæsnet ikke som gerne troes overkomme alt nødvendigt, var det sikkert godt og i overensstemmelse med det offentliges vel hvis vejvæsnets bestyrere tillod private og gavnelystne hvis jorder eller ejendomme støder til landevejene at sætte gærder eller lignende ved sådanne farlige steder når den fri passage ikke derved led. At vejvæsnet ikke lider dette, er bekendt. Men hvad derimod han haves, indses ikke. For at de underordnede vejbetjente på egen regning skulle tillade sig at oprive hegn således sat i offentlig velgørende hensigt, vil man nødig tro, da hvis en sådan lyst til at kommandere fandtes hos disse - og det tvivles der ikke på - menes at magten til sådant burde mangle dem.
Et eksempel til bevis at sådant sker, med eller uden højere ordre, anføres her.
Ved Roskilde Kro har vejvæsnet ved en sådan som før nævnt farlig fordybning ved et vandløb der går under landevejen, sat et bolværk på 70 til 80 alen ved den sydlige side af landevejen. Ved den modsatte side er derimod intet sat, skønt denne side også har et meget farligt sted hvor flere kraftløse mennesker skal være nedtromlede og først ved forbikommendes hjælp igen hjulpet op. Da ejeren af Roskilde Kro, løjtnant Hansen erfarede dette, lod han på kanten af den dybe skråning til landevejen sætte et risgærde som nogenlunde kunne erstatte manglen af et rækværk, og således forebygge ulykke. En rejsende som ofte passerer denne vej og som gerne bruger sine øjne og mund til fornødenhed, har erfaret dette. Men senere da han atter rejste denne vej, lagde han mærke til at nævnte gærde var rykket op og kastet indenfor på mandens jord. Ved erkyndigelsen om årsagen hertil hos kroens gårdskarle svarede disse: "at nogle karle som stod i vejvæsnets tjeneste på vejpikørens befaling havde fjernet gærdet skønt løjtnant Hansen dog allerede før havde bedt pikøren ikke at tage sig den dristighed ilde op med at dette gærde var sat, da det ene og alene var opsat i en velgørende hensigt i hvilken han håbede det kunne stå indtil generalkommissionen afløste gærdet med ræk- eller bolværk". Denne bøn til pikøren ser man har været frugtesløs.
Da vejvæsnets iver endog går så vidt at den landmand hvis jorder støder til landevejen ikke engang tør åbne for vandet i landevejsgrøften når hans jords skadelige vand skal ledes igennem denne, meget mindre vover af samme grøft fra bunden at opkaste et spademål jord til sin plantning uden at han først ved underdanigst ansøgning til kommissionen har erhvervet sig sådan tilladelse, så vil man nødig tro at denne hårde forfaring mod landets nyttige og stræbsomme jorddyrkere kommer fra andre end vejvæsnet laveste betjente, ligesom man håber hvis det er tilfældet, at dette vink til sådan utidig kommandes afskaffelse vil være kommissionen særdeles velkommen.
Landmanden må absolut åbne for sin lods skadelige vand; i samme øjeblik dets løb stemmer, har han ingenlunde tid først ved ansøgning hertil at søge tilladelse, da hans vinter- eller vårsæd i så fald ville gå i løbet. Det samme er tilfældet med grøfterensning når sådant er nødvendigt ved landevejsgrøften som løber langs hans jord. Man ser også sjældent eller aldrig at vejvæsnet bruger jorden af landevejsgrøfterne til landevejen, men derimod ofte at jorden fra vejens rabatter bortkøres som overflødig og unyttig - det er derfor så meget mere ubegribeligt at vejvæsnet vil lægge således bånd for landmanden at denne ikke må oprense landevejsgrøfter som støder til hans jord, efter tid og evne, uden vejvæsnets specielle tilladelse. Hvis det tillades en uindviet at tænke over denne genstand, er det hans uforgribelige mening at vejvæsnet hvert for- eller efterår for dets egen regning burde lade opgrave landevejsgrøfterne som ikke alleneste ved de mangfoldige til landevejen stødende jorder ville være af uberegnelige følger, og velgørende til skadelig vands afledning, men endvidere meget ville bidrage til vedligeholdelsen af vejene og disses fasthed, hvilket sker ved at grøfterne ved siden altid holdes vel rensede, så at kun ubetydeligt vand kunne stå i samme, da vejen som sagt herved bliver mere kompakt, ikke så hastigt flyder ud som når grøften står fuld af vand der intet afløb har.
Kan vejkommissionen som meldt ikke overkomme at sætte disse ræk- eller bolværker eller årligt lade grøfterne ved hovedlandevejene oprense, burde kommissionen formentlig ingenlunde forbyde den driftige landmand at udføre sådant for sin egen jord, og for sine egne penge, ikke for mandens skyld; men for sagens og dens vigtigheds skyld for staden, undtagen der gives overvejende grunde som indsenderen ikke kender, men skulle sådanne findes, er man overbevist om at disse offentligt af vedkommende vil blive fremført, til beroligelse for en stor del statsborgere som hertil synes at have adkomst.
(Politivennen No. 243, Løverdagen den 26de August 1820, side 3919-3925)
