En farlig Kielderhals i Skindergaden.

Under gården nr. 47 er en kældernedgang som kun ved det bræt adskilles fra rendestenen, hvilket bræt endda er smallere end selve fortovfliserne. Da der slet intet er som kan gøre fodgængerne opmærksom på at på samme sted er en kælderhals, hvor mange har fået ansigtet og skinnebenene slået fordærvet, så var det ønskeligt at der blev føjet sådanne foranstaltninger at intet menneske for fremtiden herved kom til skade. Anmelderen som bor i gaden, er adskillige gane blevet forskrækket over de skrig de faldene giver fra sig ved at falde ned i kælderhalsen. Sidste gang sådant skete var lørdag den 20. januar d. å. da et menneske faldt ned i kælderhalsen og slog sit ansigt skrækkeligt.

(Politivennen nr. 266. Løverdagen den 3die Februari 1821, s. 4288-4289)

Torvet og Kirken i Slangerup

Fra tid til anden vil der i dette blad blive indført bekendtgørelser, anmærkninger osv såvel over uordener der er nye, som over sådanne der synes at have vundet hævd ved alderen. Men da det muligvis kan hænde at nævnte sager bliver så mange og forskellige at man ikke troede det muligt at en eneste person havde hørt og set alt hvad som således måtte blive anført, så tilkendegives læserne at flere pålidelige patruljer er engageret, ligesom også at den nøgne sandhed er antaget til ordentlig korresponderende medlem.

"Hvis hulens minører ikke standses i tide, vil intet kunne redde den smukke kirke fra at begraves med de døde, undtagen et under lig sagnet om en lignende Guds bygning på Stevns klint der hver nytårsaften flytter sig en hanefjed, frelser den fra undergang". (Slangerup, Illustreret Tidende, 1860)

Min ene patrulje har tilskrevet mig, nej det er sandt, det har jeg selv set: At torvet i Slangerup nu bruges til sandgrav for byen og til materialgård for en derværende købmand. Dette er vel en nemhed for hele byen hvad det første angår. Men da sandgraven med stærke skridt nærmer sig kirkens mur, så vil intet kunne redde den smukke kirke fra at begraves med de døde hvis hulens minører ikke standses i tide, undtagen et under, lig sagnet om en lignende Guds bygning på Stevns klint, der hver nytårsaften flytter sig en hanefjed, frelser den fra undergang. 

Det lader sig ikke med bestemthed forudsige om denne købmand af frygt for sin gård der ligger på torvet, skal blive undermineret af omtalte kulegravere, af den grund bruger resten af torvet som et brystværn som endnu ikke er udhulet til oplagssted for vel et hundrede favne brænde, tømmer og brædder, gamle rådne materialvarer etc. Men så meget synes dog rimeligt at oplagets ejer uden længere end den skete henstand uopholdelig for sit vedkommende rydder torvet. Så meget mere som sådant oplag af brandbare ting så nær kirken sætter denne i fare i tilfælde af ildebrand og strider mod brandanordningerne. Hvortil endog kommer at der på nævnte torv skal holdes et årligt marked, så dette torv er almenhedens, foruden alle byens indbyggere. Men ingenlunde nogen enkelts, om en sådan endog ved sin større formue tiltror sig ret at kommandere sine medmennesker. For lignende slutningsmåder er aldeles falske, ulovlige og i højeste grad utålelige i et lovmæssigt borgersamfund.

Den brave embedsmand og nidlære borgerven byfoged Hadeln i Frederikssund som Slangerups byes øvrighed, håber man heraf vil tage notits til bemeldte bys kirkes redning, byens bekvemmelighed og hver mands ret.

(Politivennen nr. 266. Løverdagen den 3die Februarii 1821, s. 4281-4283).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen berigtiges i Politivennen nr. 272. 17. marts 1821, s. 4389.

Ditto paa Langebro.

Ved nogle gange i vinter om aftenen at passere Langebro, har anmelderen fundet mørket der så stærkt at ønsket om at denne bro lige så lidt som de øvrige af stadens broer måtte savne belysning, ikke kan tilbageholdes. Betænker man at der fra den lygte der sidder ved Blåtårn eller Grynmøllen, til den nærmeste på hjørnet ved reberbanen er 270 skridt, så er det ikke at undres over at man ræddes for at passere broen i et så egyptisk mørke. Og dog ønsker mange af Christianshavns beboere der har ærinde til den vestre den af København, at gå denne vej fordi den både er den renligste og den korteste. At det vise versa går en stor del af Københavns indbyggere ligeledes, er ikke at omtvivle. Man vover derfor at fremsætte det ønske at der måtte opsættes i det mindste 1 til 2 lygter for hver ende af broen, og ligeledes 1 til 2 i midten, som menes at ville være nok til at skaffe en fornøden og tilstrækkelig oplysning.

(Politivennen nr. 265. Løverdagen den 27de Januari 1821, s. 4274-4275).

Ocean paa Slotspladsen.

Slotspladsen findes som oftest efter regn og i tøvejr næsten ufremkommelig. Næppe kan man uagtet den langsomste gang og al spejden efter nogenlunde rene pletter slippe tørskoet over denne plads hvor der dog er megen færdsel af de til og fra de kongelige kollegier gående embedsmænd, statens første borgere og købmænd der besøger Børsen. Hvor gavnligt derfor om man ved slaver eller andre straks efter regn eller sne tilvejebragte en sti for fodgængere fra Holmens Bro til kancelliet og Børsen og fra Højbro langs  med plankeværket til kancellibygningen og denne sidste så meget mere som Holmens Bro ofte spærres ved skibes gennemfart.

(Politivennen nr. 265. Løverdagen den 27de Januari 1821, s. 4271).

Katteslagterie i Gothersgaden.

Indsenderen har flere gange set flere 5 til 6 dræbte og afhudede katte ligge til skue i Gothersgade omtrent udenfor Brøndstræde. At det just ikke er noget behageligt, men et i sandhed ækelt syn især i en af hovedstadens skønneste gader at træffe disse så nyttige dyr i denne forfatning, vil vel enhver indrømme. For vedkommende må dette katteslagteri formodentlig være en finansoperation, men i strid mod god orden er det dog unægtelig. Ønskeligt derfor at man ved en passende straf afholdt vedkommende for gentagelsen af denne uskik.

(Politivennen nr. 265. Løverdagen den 27de Januari 1821, s. 4265-4266).