En utilgivelig skik er den nu meget brugte at slagte bæster tæt ved landevejen. Jeg vil ikke tale om det væmmelige syn sådant frembyder for forbifarende. Men den stank disse ådsler ved henliggen giver fra sig, er utålelig, især når vinden fra disse fører ad vejen, hvilken forpestende lugt vedvarer over år og dag. - Desforuden kan både syn og lugt have farlige følger for kønnet under visse omstændigheder.
Sådanne ådsler var for ikke lang tid siden henlagt til skue ved smedjen på Per Larsens jord tæt ved landevejen i nærheden af Røde Vejrmølles Kro. For nogen tid siden lå på nævnte sted blot et som da daglig nød selskab af en stor so. Kort derpå blev selskabet forøget med nok et ådsel så her gives begrundet håb om at de ansvarlige for ådslerne her agter at gøre et ådseloplag. Da dette oplagssted imidlertid næppe er anmeldt for øvrigheden, hvilket man dog burde vente at være sket, ifølge vejforordningen af 13. december 193, § 86 af vejens opsynsmand, som er vel den piqeur der ellers almindeligt i andre ham uvedkommende henseender ikke mangler at lade beoerne ved vejen føle hans kommandovælde, så giver patruljen sig herved den frihed at gøre amtets øvrighed opmærksom på denne stygge uorden for at samme med andre lignende som i flere år har fundet sted ved landevejen, kan blive hæmmet. Hvorfor enhver der rejser ad denne vej, vil yde den brave øvrighed tak.
I denne henseende anføres følgende forslag som muligt kunne bidrage til opfyldelsen af forordningen af 11. september 1739 om forbud mod døde ådslers henliggen ved veje, og den uordens hæmmelse hvis det blev værdiget opmærksomhed, det nemlig at enhver i hovedstaden som angiver sig for at være hestepranger, og som rejser til Sjællandsmarkeder, burde hos politimesteren opgive deres navn og bopæl og disse sidste ved hver flytning. For en del af disse såkaldte prangere er blot hesteslagtere. Det vil sige 3 til 6 forslagne karle som ikke gider tjene deres brød, slår sig sammen, rejser til markederne og køber der gamle bæster til 3 mark til 1 rigsbanddaler stykket. Natten bruger disse mørkhedens prygle til at bortdrage med deres fangst. Landevejen er mordstedet. Asenet dræbes og slæbes inden for landevejsgrøften hvor huden aftages samme og dermed farvel.
Dette er også til dels grunden at der ved landevejen om efteråret er så opfyldt med nævnte stinkende kram.
Om morgenen når landmanden kommer på sin jord, opdager han stundom flere slagtenød. Har han agtelse for den vejfarende, slæber han ådslerne bort, så de ikke generer disse. Men så generes han jo selv. Det har også truffet sig at jordens ejermand er kommet til mens slagtofferet skulle henrettes og har betydet mestermændene at afholde sig fra at gøre hans jord til rettersted for deres forbrydere. Men disse helte, udrustede med lange blodige knive og økser, har blot vist manden samme, og vedblevet deres arbejde uforstyrret. et par stykker af bedste krikker beholder første nat livet, for dagen derpå at kunne slæbe huderne af de slagtede til staden hvor en sådan hud kister 2 til 5 rigsbankdaler.
Vedkommende politi gøres især herved opmærksomme på nævnte natarbejdere, for bliver denne klasse ikke snart indskrænket, men bliver endog forøget med det afskum af drenge som gerne følger toget, kan den offentlige sikkerhed samt landboens natlige ro gyselig blive udsat.
I kroerne på landet er disse subjekter desværre, ved bedrevet udåd, for længe siden kendelige og har indjaget største skræk. For de forlader ikke landet før alle mulige skarnstykker af dem er udøvede. I dette efterår forsamledes de efter en som meldt slagtermanøvre i en kro. Har var kun fruentimmer til stede. Disse tvang de til at skænke sig akvavit i kvart pæle for 2 skilling stykket, illuderede øvrighedens takst på stedet, gjorde spektakel osv. På landet hvor intet politi er ved hånden for at tæmme sådanne 4 til 8 vovehalse der på engang strømmer ind, og som er vant til at se blod flyde, hvad sikkerhed har de isolerede værter for sådanne voldsmænd?
Lediggang ved man er Fandens hovedpude. På en tid som nærværende hvori lediggængere er så talrige, bliver
(Politivennen nr. 269. Løverdagen den 24de Februarii 1821, s. 4329-4333. Siderne 4334-4335 mangler desværre så slutningen kom ikke med).
Redacteurens Anmærkning
Røde Vejrmølle Kro (Vejrmøllekroen) opført i 1721 overfor Røde Vejrmølle på den anden side af den gamle landevej mellem København og Roskilde. I forbindelse med anlæggelsen af den nuværende Roskildevej flyttede kro og mølle sydpå. Den blev nedrevet 1961. Rejseladen brændte i 1968. Møllen brændte 1973.
