Vandposten som findes i huset nr. 218 ved Vestervold er i den jammerlige tilstand at beboerne når de skal bruge en spand vand, må næsten i et halvt kvarter anstrenge sig for at kunne få samme. Dette har nu været tilfældet i flere måneder. Da denne uorden er højst besværlig og ubehagelig for beboerne, ja i ildebrandstilfælde endog farlig, håber man at husets ejer snarest muligt vil råde bod på samme.
(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5919).
Hr. Soldin ville meget forbinde genboer og naboer ved at lade det blik hvormed hans tagluger har været beslået og som nu er gået løse, borttage eller slå fast, da det i blæst klapper og forårsager en fæl støj som forstyrrer folks nattero.
Ligeledes ville han forbinde sig de fodgængere der må vandre gennem det i henseende til stenbro og fortov så usle Pilestræde om han ville anbringe et nyt bræt over sin kældernedgang da man nu står i fare for at brække ben ved at betræde det der ligger.
(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5918-5919).
I Politivennen n. 307 for forrige år ankedes over posten i Pilestræde straks ved Kronprinsensgade at den i lang tid ikke havde givet vand, og at de omkringboende var kede af at lade deres pumperedskaber opslide af uvedkommende. Dette havde til følge at der en måned efter blev sat en ny post, men som også havde den fejl at den ikke ville give vand, hvilket anmeldtes i Politivennen nr. 311. Den blev derpå kureret og i Politivennen nr. 313 meldtes at samme post nu gav vand. Men nu har den i lang tid samme nykker som dens forgænger, og den er ligesom den var før. Ved ildebranden i Vognmagergade gjorde den aldeles ingen tjeneste, og skønt en der i nærheden boende mand ved navn Faust, indfandt sig i rette tid med tragt og pose, for derved at fylde vandtønderne, var han ikke sortkunstner nok for at få den til at yde en dråbe. Man håber at brandkorpsets chef, hr. oberstløjtnant Smidt som nu anden gang er gjort opmærksom på denne figurantpost, vil tage sig af sagen og lære vedkommende vandkigger til at se rigtigt hvor skaden er.
(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5917-5918).
Det er vitterligt for enhver der har passeret og endnu daglig må passere vejen forbi kongens smedje bag slottet ud til Kalveboderne at der netop udenfor nævnte smedje eksisterer et så afskyeligt og højst væmmeligt søleføre (kvintessensen af en der tæt ved liggende hestemødding) hvilket man næppe vil finde mage til noget andet sted i byen, og som man måtte ønske bortskaffet jo før jo kærere. Indsenderen af disse linjer hvis vej adskillige gange i dette efterår er faldet forbi nævnte strøg, har ofte ønsket at se en anke i et eller andet offentligt blad over denne svinesti. Men da dette ikke hidtil er sket, tillader han sig gennem dette blad ikke alene at gøre vedkommende opmærksomme på det, men endog at foreslå ejeren af nævnte mødding enten at lade gødningen føre op til enden af samme gade ved rundstalden, eller anvise en en plads i den tæt ved liggende have hvor ingen blev forulempet at den. Skulle imidlertid intet af disse her anførte forslag være praktisabelt, nærer man dog det ønske at der imidlertid måtte have streng opsyn med at der blev fejet.
(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5915-5916).
Uden at indlade sig i unødvendig, tidsspildende kævleri og vrøvleri vil indsenderen blot advare enhver der efter at have tilendebragt dagens hverv, om aftenen måtte have et eller flere ærinder at forrette, at tage sig i agt for ikke uskyldigt at blive overfaldet på gaderne. Det var tilfældet med indsenderen fredag den 14. dennes. - Jeg gik nævnte aften med en søster ud for at købe nogle ting i en butik på Østergade og lod pigen gå hen for at spørge om prisen, da jeg imidlertid ville vente hende på hjørnet af Østergade og Nikolajgade. Men inden hun nåede butikken, blev hun af tre herrer antastet på en meget uanstændig måde idet de to greb hende i hver sin hånd og den tredje omkring livet. Så snart jeg så det, løb jeg hende til hjælp og bad herrerne om at tilbageholde deres angreb, da fruentimmeret ikke var af den slags de muligvis søgte. Men i stedet for at stoppe deres uartighed blev jeg af en af selskabet (en person med blå chenille) slået i næse og mund så jeg styrtede til jorden. da endnu ingen vægter var på gaden, var anskrig unyttigt, og da herrerne desuden nu bortfjernede sig, måtte jeg nøjes med hvad jeg havde fået.
Skønt jeg har temmelig formodning om hvem nævnte herre med den blå chenille var, vil jeg dog blot bede ham at tage sig i agt en anden gang, og ikke overfalde eller antaste noget fruentimmer før han er forsikret om at det er af den slags han søger, og dernæst ikke overfalde nogen som tager den uskyldiges forsvar da ellers vores årvågne politi let kan skaffe ham og hans kolleger kvarter.
(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5914-5915).
