Tak og Anmodning.

Ejeren af huset nr. 5 i Snaregade modtager herved indsenderens og fleres tak for istandsættelsen af den rådne rende på hans bygning. Men han ville endnu mere takkes hvis han kostede lidt på selve husets forskønnelse da det nu mispryder gaden og stikker ilde af mod de andre huse deromkring, på grund af dets yderst smudsige udseende.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6223-6224).

Usundt Gulv i Holmens Kirke.

Nogle gange har anmelderen været i Holmens kirke. Men næsten hver gang været nødt til at forføje sig ud af den igen, da han havde grund til at frygte for sin sundheds tab. For kirkens belægning med fliser har vist nok påført mange mennesker farlige forkølelser og brystsvaghed, som de måske aldrig bliver af med. Det ville vist ikke være så kostbart at lægge et bræddegulv, og tiden der blev anvendt på det, ville vel heller ikke hindre gudstjenesten mere end en højst to søndage, i hvilken tid menigheden vel kunne bruge en anden kirke, fælles med dens egentlige menighed. Denne begæring er fremsat flere gange før, men ikke lagt mærke til, skønt vist mange vist taknemmeligt ville anerkende en så gavnlig og heldbringende opmærksomhed og mange menneskers helbred blive skånet.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6223).

"Kirkens belægning med fliser har vist nok påført mange mennesker farlige forkølelser og brystsvaghed, som de måske aldrig bliver af med." (Som det ses anmodede skribenten forgæves efter at få lagt et bræddegulv i Holmens Kirke. Der er stadig fliser på gulvet. Men opvarmningen er formentlig også bedre end i 1823. Eget foto, 2015)

Spisekvarteers Priser.

Der er vist næppe mange af den nulevende generation der kan mindes at levnedsmidler har været solgt i København til en så lav pris som den de er solgt for sidste vinter. Mange ordentlige husholdninger har derved kunnet føle en behagelig besparelse i dens udgifter, men ikke så den ugifte eller den som er nødt til at tage sin middagsmad på et spisekvarter, for der har prisen været ved det gamle eller temmelig høj og ikke i forhold til fornødenhedernes indkøb. Talen er her ikke om de brillante spisekvarterer og restaurationer for lækkemunde. For at priserne der er høje, skader intet. Heller ikke om marketenderierne eller steder hvor den simpleste klasse tyer hen, men om spisekvarterer for folk af middelstanden. Her har man fx på en tid da det bedste oksekød efter taksten solgtes for 8 skilling, taget 24 til 28 skilling for en portion karbonade eller bøfsteg. Regner man at på en portion går 1/4 pund kød, så synes virkelig det øvrige at være for meget for sauce og tillavning, og således forholder det sig med flere andre retter. Antager man at en mand der ikke selv har husholdning, giver et ungt menneske der er i hans tjeneste, 300 rigsbankdaler årligt - en gage som dog vist er anselig - så vil dette menneske hvis han 2 gange dagligt skal besøge et spisekvarter, og give den omtalte betaling for en ret ret mad, næppe beholde noget til logi eller klæder, og hvad skal den sige som har en endnu mindre indkomst. Det var vist derfor ønskeligt om visse spisekvarterer for folk af middelstanden ville tage hensyn hertil og rette udsalgspriserne efter deres indkøb. For er et rimeligt at tage højere betaling for tillavet mad når de rå varer er dyre, så burde også afslag finde ted når varernes pris falder.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6220-6222).

Formeentlig uberettiget Næringsvei!

Da det i senere år strengt af vedkommende er påset at ingen uberettiget driver nogen som helst næringsvej, så beder man at de herrer formænd for spækhøker- og værthusholderkorporationerne snarest muligt ville undersøge om de 4 tæt ved porten ind til toldboden anbragte udsalgssteder ved hvilke gøres indgreb både i høkernes og værtshusholdernes rettigheder, finder sted med anordnet hjemmel, for i manglende fald bør disse handlende der sandsynligvis er fritaget for næringsskat, straks forbydes videre salg. Så meget mere som forpagterne af Toldbod Vinhus der svarer en betydelig afgift, også derved i høj grad præjudiceres i deres næring. De næsten uovervindelige store vanskeligheder som er lagt i vejen for opnåelse af visse borgerrettigheder giver anledning til det ønske at aldeles intet indgreb måtte ske i nogens møjsommeligt tilvejebragte rettighed.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6219-6220).

Uforsvarligt Forhold af Opsynsmanden ved Redningsanstalten for Druknede uden for Nørreport.

Sidste torsdag den 17. april om aftenen kl.halv elleve blev et menneske som efter rygtet var opbragt af amtets betjente fordi han ved Gentofte havde villet springe i søen, indbragt her i staden. Men da han kom til stadsgraven ved Nørreport, undgik han betjentenes opmærksomhed og sprang ud i graven. Han blev straks trukket op, og der blev sendt bud efter redningskassen ved Peblingesøen. Men opsynsmanden ved samme nægtede at udlevere den ved første budsending fordi soldaten som skulle hente den, ikke havde nogen seddel med. At han i sådan tilfælde selv burde følge med for at redningen ikke skal forsinkes eller blive umulig, er vel uden for al tvivl. Hvorledes det gik med den druknede, ved indsenderen ikke. Men bedst var det dog ved alle mulige hensigtsmæssige midler at forebygge de ulykkelige følger som kunne forebygges. Endnu bedre var det at have en redningstaske i vagten da ofte folk er sprunget i stadsgravene.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6218-6219).

"Da han kom til stadsgraven ved Nørreport, undgik han betjentenes opmærksomhed og sprang ud i graven." (Nørreport med stadsgraven og Hahns Mølle i baggrunden. Før og Nu 1921).