Varsko i Tide.

Undertiden har anmelderen set tage rengøres eller repareres uden at der for de neden gående har været udstillet noget iøjnefaldende tegn, og dog er sådant både befalet og meget nødvendigt. For undladelse deraf kan have meget ubehagelige følger. At man i øvrigt ved ethvert arbejde på steder som vender ud til offentlig gade eller alfar vej ikke kan være forsigtig nok, vil man anføre et eksempel på. Da for kort tid siden den lange reberbane mellem Toldbodvej og Østerport stod under reparation, var vindueslugerne åbnede for at skaffe træk og bevirke kalkens tørring. Et unge pigebarn kom fra skole og gik der forbi, fik da just en stærk blæst rejste sig, et så vældigt slag af en luge at hun nær havde blevet slået ihjel på stedet. Dog slap hun med 2 af fortænderne og adskillige sår i ansigtet. Havde man som man burde, hæftet de derværende stormkroge på lugerne, ville dette uheld ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6321-6322).

Bøn til Slagteren paa Østerbro.

Det var at ønske at slagteren på Østerbro lige over for Farimagsgade ville vænne sig af med den slemme vane at rengøre og skylle tarme på fortovet da naboer og og forbigående finder sig besværede af det stygge syn og den fule stank sådant arbejde fører med sig. Ville han tillige åbne eller lukke sin port ordentligt, og ikke lade den stå på halv, så hindredes heller ikke passagen på fortovet.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6320-6321).

En Uorden ved Dampfarten.

Så behageligt det er at tage en tur med dampskibet fra København til skoven, så slet finder man sig transporteret i land med de både der modtager og befordrer passagererne. Disse både er meget små og proppes alt for fulde af mennesker, hvilket var tilfældet søndag den 8. juni. Nogle personer fandt behag i at få båden til at slingre, som om den skulle kæntre, og skønt dette vel skete for spøg, indjog det dog damerne stor skræk, for at nogle fik ondt og besvimede. Da de var kommet i land, takkede de gud og lovede ikke oftere at gøre sådan fart. Da dampskibets ærede ejer sørger så godt for passagererne i alle henseender, har man ikke villet undlade at høre ham opmærksom på det, for at få denne uorden hævet, hvilket man tror vil ske når det blev forbudt passagererne at foretage sådant, eller den pålagde bådførerne ikke at tåle sådant, eller der anskaffedes en stor flad pram som ved tove kunne trækkes fra skibet til broen og omvendt.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6316-6317).

Blomstertyve paa Assistencekirkegaarden.

Lige så glædeligt det er at se med hvilken omhu vores dødes gravsteder vedligeholdes nu frem for 30 til 40 år tilbage i tiden, lige så harmeligt er det også at erfare at der gives mange, der er slette nok til at forstyrre den orden og vedligeholdelse man der søger at tilvejebringe ved at berøve gravene de blomster der er plantet til at pryde dem. Kedeligt og lidet opmuntrende må det være for dem der har med arbejdet at bestille, at deres flid lønnes så dårligt og aldeles tilintetgøres. Ligesom det pådrager vedkommende graves ejere unødvendige udgifter og bekostninger der til sidst gør dem kede af at vedligeholde gravsteder. Anmelderen har flere gange og især søndag den 8. i denne måned, set hvorledes endog velklædte mennesker har forsynet sig med blomster fra gravene og af de ved gravene plantede syrentræer. Ja drenge har løbet med dem i en sådan mængde at man har fundet nogle af gangene helt blomsterbestrøede.

I graven bor fred, siger man. Men det gælder dog ikke i sin hele udstrækning om vores kirkegårde *). Vel føler den døde intet ved at hans hvilested plyndres og besudles, men den levende, som har en far, mor, søster, bror, ven eller elsket og som finder en venlig trøst i en gang imellem at dvæle ved den omhyggeligt plejede gravhøj, hvor dybt krænket føler han sig ikke ved at man tværtimod at være i overensstemmelse med hans følelse synes at spotte dem ved med vanhellig hånd at forgribe sig på de venlige ofre han ydede af et elskende eller taknemmeligt hjerte. Den spildte bekostning agter han ikke. Han bidrager atter til den elskedes gravs forskønnelse, ser den atter plyndret. Og nu forlader han den med en desto bitrere følelse som han før plejede at dvæle ved den med søde, stille vemod.

"Det er glædeligt det er at se med hvilken omhu vores dødes gravsteder vedligeholdes nu frem for 30 til 40 år tilbage i tiden." (Hovedstien gennem Holmens Kirkegård, eget foto, 2015)

Selv vores hedenske forfædre hævdede gravens fred. Hos dem var det skik at give den døde en del af hans kostbarheder med i graven. Og dog hørte man aldrig hos dem om ligplyndrere og gravtyve. Dette kendte vores fortid ikke til, og dog har vores love endnu ingen bestemt straf fastsat for sådanne. Nogle er af den overbevisning at graverens folk burde have tilladelse til på stedet at afstraffe dem som blev grebet i gerningen. Men anmelderen tror at dette ikke ville svare til hensigten og kunne muligvis misbruges. Derimod mener han at det ville være bedre om øvrigheden bestemte en vis ordentlig straf for forbryderen, omtrent som den der pålægges de der stjæler sæd eller kreaturer på marken eller på steder som ejeren ikke altid kan have nøje opsyn med. Blev bare enkelte ransmænd alvorligt straffet, ville i det mindste dette ligeså skammelige som for tyvene unyttige blomstertyveri sikkert snart ophøre.

*) Selv gravene på Garnisonskirkegården i København er ikke fritaget for plyndring skønt denne kirkegård når der ikke tørres klæder, er lukket, og man for at få adgang til den må henvende sig til graveren. For kort tid siden lod en mand af sognet en grav oplægge og beplante med nogle blomstertræer. Men da han efter 2 dages forløb besøgte graven, fandt han blomsterne helt afskårne.

(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6313-6316).

Er det godt for nervesyge Folk at boe i Dronningens Tvergade.

At ville enten misunde eller forbyde børn al den leg og spøg disse i barndomsalderen på en fornuftig og anstændig måde udøver og foretager sig, var vistnok uretfærdigt. Men - når denne deres spøg går så vidt at den udarter til en slags vildskab med hujen, støjen, larmen og mange andre usømmeligheder, hvorved gamle og svagelige mennesker forulempes, da er sådant både afskyeligt og utåleligt, og fortjener af den grund med rette at påtales. Det er ikke så sjældent at man dagligt i enkelte gader støder på en sådan flok halvvilde og uartige drenge (selv fra vore tamme institutter) der med den mest uforskammede overgivenhed og kådhed tillader sig alle mulige excesser, såvel imod gamle folk som imellem hinanden indbyrdes, og det er aldeles umuligt for vort ellers så årvågne politi til alle tider og på alle steder at kunne hæmme og forhindre sådanne drengeoptøjer. Hvad vores håbefulde københavnske ungdom for tiden i særdeleshed lægger sig efter og udmærker sig ved er at smælde med piske, en kunst hvori vores kanejunkere sidste vinter havde opnået en sjælden færdighed og som gadedrengene nu har læst dem af og dagligt praktiserer. For ikke at tale om den evindelige efteraben af militære øvelser, disse smådrenge så at sige næsten alle fødes med, og hver dag tumler sig i med piber og trommer, til stor ulempe for gamle, svagelige folks ører. Indsenderen heraf har især lagt mærke til en sådan larmende musik der af og til har fundet sted i Dronningens Tværgade, formodentlig af nogle fabriksdrenge, og hvorved mange, især gamle, svagelige folk er blevet forulempet. Meget ofte ser og hører man gennem dette blad idelig klage og anke over optøjer og spektakler der begås såvel af børn der går til og fra institutter, som af andre gadedrenge, og der skriges bestandig på at politiet skal se at forebygge sådant. Men da det som ovenfor sagt, er og bliver aldeles umuligt for det mest årvågne politi at forebygge sådant, når ikke forældrene selv vil have et vågent øje med deres børn og se disse straffede efter fortjeneste, så foreslår indsenderen heraf om det ikke kunne være gavnligt at de forældre der efter i forvejen at være advarede og påmindede, alligevel så gennem fingre med deres børns uartigheder, blev idømt en passende mulkt efter omstændigheder der i så fald skulle tilfalde politikassen.

(Politivennen nr. 389. Løverdagen den 14de Junii 1823, s. 6310-6312).