Forfatteren af spørgsmålet i Politivennen nr. 389 om slavens gode handling er belønnet, kan få tilfredsstillende svar på sit spørgsmål når han behager at henvende sig til vedkommende autoritet.
(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6338).
At det vel må være tilladt at benytte noget af gaden til at sole sengetøj om sommeren når man ikke bor på et sted hvor der er stort gårdsrum, følger af sig selv, lige såvel som det tillades at save og hugge brænde på gaderne, så længe ingen sav- og huggeplads af øvrigheden bliver foranstaltet ved brændeudsalgsstederne. Men at sætte så store sengelad ud at gadens halve bredde optages derved, og næsten ingen vogne kan komme fordi, og dog at drive det alt for vidt, især når gaden er smal. Endnu urimeligere er det at hurekuskene som altid har stort gårdsrum, tør dagligt hensætte en hel række vogne på gaden hele året igennem. Denne uskik forårsager ofte uordener, især når der på samme række eller endog lige overfor, udstilles brede sengeladde, aflæsses varer, eller saves brænde, for da spærres passagen ganske og aldeles.
(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6337-6338).
På hjørnet af Gammel Mønt og Store Regnegade ses hyppigt om aftenen især i mørkningen, en forsamling af til dels velklædte sjovere tager plads på hjørnet af Store Regnegade og Gammel Mønt hvor de undertiden pro forma ypper klammeri for at bringe folk til at forsamle si omkring dem, og varetager da lejligheden til at besøge de af tilskuernes lommer hvori noget er at fiske. Nylig er en mand på denne måde blevet af med sit ut. Man giver sig den frihed at gøre det for sin virksomhed og årvågenhed bekendte politi opmærksom herpå for at videre ulempe kan afværges. Om end aldrig skælmsstykker begås, er dog sådanne optrin af den beskaffenhed at de kunne afstedkomme mange slags andre uordener. Man håber derfor at disse sammenkomster på offentlig gade vil blive forpurret for fremtiden.
(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6334-6335).
Man har ofte skrevet og atter skrevet at det er til skade for børnenes opdragelse når der spares alt for meget på riset. Og nægtes bør det heller ikke at for stor lemfældighed lige såvel er til skade for barnet som for det dårligt opdragede barn. Ave i tide er nødvendig, og virker ofte uberegnelig nytte, især i den alder da mennesket skal forberedes til sin tilkommende bestemmelse, og smidig som vokset lader sig danne efter de former som den modnere alder finder tjenlige og velgørende. Men ligesom alt i verden kan drives for vidt, således også barnets revselse. Straffer læreren eller andre foresatte efter lune eller i arrighed, da overdrives let straffen, og i begge tilfælde stifter den større skade end gavn. Således ved indsenderen to eksempler hvoraf det ene nylig er passeret, at lærere i institutter har mishandlet børn for højst ubetydelige forseelser, eller endog for blotte hukommelsesfejl ved oplæsningen af det dem foresatte. Til at belønne og straffe efter fortjeneste hører vist lige så meget overlæg og koldblodighed som der hører indsigt og øvelse til at bibringe ungdommen kundskaberne på en hensigtsmæssige måde. Men hvor sjældent ville de gode lærere indrømme dette, eller rette sig derefter i deres forhold mod de børn der er deres omsorg og vejledning betroede! Burde man ikke have ret til at klage hos skoledirektionen over sådant skoledespoti, når klage til bestyreren ikke hjalp?
(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6332-6333).
Ifølge em bekendtgørelse i Politivennen nr. 421, 24. januar 1824, s. 6809-6810 udløste klagen at en institutlærer fik en passende irettesættelse, mens den anden ikke da barnets forældre var bortrejst.
Endnu i pinsehelligdage måtte de som besøgte Fredensborg og søgte forfriskning i slotshaven, vade igennem dynd og dræk i udgangsporten. Ved en simpel stenkiste kunne denne ved en kongelig lysthave højst uanstændige ubehagelighed afhjælpes.
(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6323).
