Et slemt Skraalen.

På hjørnet af Adelgade og Helsingørsgade sidder en sælgerkone med æbler som ved sit stærke, gennemtrængende skrål hvormed hun udråber sine varesorter, meget forstyrrer syge menneskers ro. Desuden er det meget ubehageligt for enhver i hendes nabolag en hel dag at høre på sådan musik. Da såvidt vides det ikke er sådanne sælgerkoner tilladt at tage fast stade på hjørner og stræder, hvor de ikke alene er kørende, men også gående til ulejlighed, langt mindre lydeligt at bekendtgøre deres udsalgsvarer, så håbes at vedkommende heraf vil tage notits og forebygge en sådan uorden.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6748-6749)

I Anledning af Student Obels Begravelse den 18. december 1823.

Det forekommer mig og måske flere med mig helt besynderligt at man i en vel ordnet og indrettet stat tilsidesætter eller viser en vis ligegyldighed mod gode og fra fysikkens side betragtet velgørende love, men til hvad nytte bliver da lovene?

Ingen fornuftig mand kan vel nægte at det har været den vise, den gode, kærlige lovgivers hensigt med lovene at fremme almen held og almen nytte for borgersamfundet. Men man ser desværre meget ofte disse love enten bliver taget meget lidt i betragtning eller for at sige det rent ud, næsten helt tilsidesat. Sådant bemærkes i særdeleshed ved ligprofessionen. Følget og bærerne tilsiges i almindelighed til at møde ved lighuset 1, 2 ja vel 3 timer før professionen begynder. 

For ikke at være vidtløftig eller anføre flere eksempler, vil jeg blot nævne et eneste bevis for dermed at stadfæste min sætning. For dem der vil have lagt mærke til sådant. behøves ikke flere beviser da de kan hente dem fra daglig erfaring som i alle ting er den bedste læremester. I dag den 18. blev en løjtnant Obel fra kongens livkorps begravet fra Frederiks Hospital. Ifølge de vedtagne ceremonier skulle en stor del af korpset ledsage den afdøde til sit hvilested og disse var tilsagt til at møde på Smedelinjen ved citadellet - tænk engang! - kl. 9! og - liget bragtes ikke fra hospitalet før klokken over 12.

"Disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset" (Kongeporten, vist nok set fra Smedelinien. Eget foto 2015).

Enhver erindrer let hvorledes vejret var den dag. Og når man nu tager hensyn til hvorledes disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset, hvem vil da vel indestå mig for alt det onde og al den uheld disse samme ceremonier er i stand til at medføre for deltagende venner og ømme forældre der måske blandt denne mængde kan have haft en eller anden yngling og håbefuld søn som ved denne lejlighed har som man siger, på dette sted fundet pinden til sin ligkiste. Kunne det ikke forandres? Hvorfor sådanne intetsigende ceremonier? Kunne vedkommende ikke tilsiges ½ time før begravelsestiden var bestemt? Og er de kommanderende forbundet til at vente på et talrigt følge? Det ses let at jeg på dette sted ikke har udladt mig i det vidtløftige. Jeg har blot fremført dette for at bringe det til højere vedkommendes eftertanke, bedømmelse og mulige forandring.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6743-6745)

Redacteurens Anmærkning

Smedelinien er betegnelsen for kontrescarpen omkring den vestlige del af Kastellet. Opkaldt efter det gamle smedehus i Fyns Ravelin.

Der er tale om premierløjtnant Ludvig Obel (1795-1823), som døde af en smitsom sygdom den 13. december 1823. Begravelsen blev også omtalt i Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad for den uden- og indenlandske Historie og for Dagens vigtigste Nyeheder, 2. januar 1824:

Torsdagen den 18de December var i Kiøbenhavn et meget betydeligt og høitideligt Ligfølge, da afdøde Kand. Theol. og Premierlieutenant ved HS. Majestæt Kongens Livcorps, Ludvig Obel, blev begravet paa Trinitatis Kirkegaard. Han var almindelig yndet og høiagtet, og hans Død er meget beklaget. Henved 200 Studenter fulgte deres hedengangne elskte og hædrede Medbroderrs Liig. Iblandt flere af Statens hæderlige Mænd Liigfølget saaes og Korpses Chef, Hr. Generalmajor Lorenz, Kommandeur af Dannebrog.

Glædeligt Nytaar!

Allerede nogle dage før jul hjemsøges man ved sine døre med denne hilsen hvorved den ønskende dog ikke vil sige andet end: giv mig penge. For nægter man at give noget, får man eder og forbandelser i stedet for lykønskninger. Brandfolk, renovationskarle, vægtere, sjovere, læredrenge af forskellige professioner og en del andet pak som nok ellers intet bestiller, tumler sig i en tid af 14 dage fra hus til hus. Og det synes som om staden er overgivet til disses brandskatten. Ja man har endog bemærket kuske og tjenere i liberi ikke holdt sig for gode til også at løbe med tiggerbøssen. Dette onde er således blevet værre år for år og synes nu ikke at kende nogen grænse.

Gilde på Amager. Det fremgår ikke i hvad anledning. Men man kan jo forestille sig at det er omkring juletid. H. C. Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.

Imidlertid er det ikke alene ubehageligt at blive af med sine penge og spilde megen tid på at skaffe sig disse folk af halsen. Men man har endog ofte den ærgrelse at se at sådanne penge som giverne i disse tider har ondt ved at skaffe tilveje, drikkes op endnu samme dag. Og det er ikke småskillinger der således bortødsles, men summer som mange familier må savne længe. Således har en mand der sidder i en temmelig god handel, forsikret at han ved nytårstid ikke slipper mindre end 200 rigsbankdaler, og en anden i en mindre næringsvej har påstået at det kostede ham mellem 70 og 80 rigsbankdaler for at tilfredsstille disse gratulanter. Det ville derfor være ønskeligt om man på nogen måde kunne sætte grænser for dette onde hvis ikke det kan rykkes op med rode. Et lovbud desangående kunne derfor ønskes. Og hvorfor skulle man ikke have håb om det da alt offentlig tiggeri er forbudt.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6741-6743)

Erklæring til Forfatteren af et anonymt Brev.

Forfatteren af en mig tilsendt anonym skrivelse hvori kundgøres mig: "at nogle interessenter af et lav som skulle finde sig fornærmet over et i Politivennen indrykket stykke, havde undsagt og truet mig, således at jeg stod i fare for at komme til skade på liv og lemmer" vil jeg herved lade vide at jeg dog tiltror en del af omtalte interessenter den evne at kunne læse og forstå dansk, og at de altså ved at bruge eftertanke både vil finde at stykket ikke er fornærmende for noget helt lav og at det heller ikke kan være forfattet af mig, eftersom man deri gør mig en bebrejdelse for at have indrykket et foregående stykke hvorpå omhandlede stykke skal være svar. 

Desuden tror jeg også at lavets forstandere vist ville vide at gå frem på lovlig måde om de skulle finde at det respektive lav in copore skulle være fornærmet og ikke formene sig eller nogen af interessenterne berettigede til at tage noget som helst selvhævn. Er altså skrivelsen ægte eller med andre ord er der virkelig ytret en sådan trussel mod mig, så vil jeg takke hr. forfatteren og være meget forbundet når han vil nævne sig og bevisligt opgive den eller dem der har ytret samme, da jeg dernæst ved rettens hjælp nok skal vise dem at vi for nærværende tid lever i en stat hvori det ikke er tilladt nogen hvad enten denne har sin force i penge eller i håndkraft at tage sig selv til rette på ulovlig måde eller at gøre andre uret fordi man bilder sig ind at man har ret. 

Opfylder forfatteren derimod ikke dette ønske så tillader han at jeg anser ham for en person der slår knips i lommen og som mener at han kan strække mig med trusler. Men jeg må i så fald erklære ham: at jeg som førhen til indrykkelse i mit blad vil modtage ethvert bidrag der sendes mig under navn hvori frimodigt samme endog måtte forekomme den pågældende, ligesom ingen frygt eller nok så slem trussel skal afholde mig fra selv at ytre min egen individuelle mening om det der forekommer mig at være urigtigt.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 416. Løverdagen den 20de December 1823, s. 6734-6736)

Redacteurens Anmærkning

Politvennens udgiver og redaktør boede i starten i Klosterstræde. Fra omkring dette tidspunkt ser det ud som om han er flyttet til Vestergade 47, 1.sal. Siden 1859 Vestergade 17. Det fremgår af Politivennen nr. 488, 7. maj 1825. Bygningen er opført 1790.

Mælkeregn i Compagniestræde.

Anmelderen passerede lørdag eftermiddag den 13. kl. 3.30 tillige med en god ven som kom i følge med ham, Kompagnistræde, og udenfor gården nr. 54 som de gik forbi, blev de ovenfra nævnte gård hilst med en mælkeregn som ganske ødelagde indsenderen klæder. Fra hvilken etage i huset dette skete, kan indsenderen ikke bestemme. Kun hørtes et vindue i samme øjeblik at blive lukket og en loftsluge stod åben. Om ondskab eller skødesløshed har været skyld heri, vides ikke. Dog tros sådant i alle tilfælde at stride imod anordningerne. Indsenderen kender ingen der bor i gården, men at der hos disse mennesker må findes meget overflødigt af det som så mange mennesker trænger til, er sandsynligt. Men at tildele sin næste sådant ved at kaste ham det over hovedet, er vist nok en kærlighedsgerning som man tror enhver bør frabede sig.

(Politivennen nr. 416. Løverdagen den 20de December 1823, s. 6733-6734)

Redacteurens Anmærkning.

Kompagnistræde 54 blev 1859 til nr. 13. I 1907 henlagt til matrikel nr. 8, idag Knabrostræde 23, Kompagnistræde 13-15, Snaregade 12-14. Huset i Kompagnistræde er fra 1902, mens de øvrige er over 100 år ældre.