Ærbødigst og venligst Anmodning til en Hunde-Herre.

I Gothersgade på det strøg fra Grønnegade til henimod Adelgade ned ad Kongens Nytorv galer eller går om morgenen mellem 6 og 7 i en god halv time en firbenet menneskeven som forstyrrer roligheden for den studerende yngling der endnu ikke har slukket sin natlige lampe, samt for de gamle og sygelige såvel mandlige som kvindelige individer, så at når ikke borgersikkerheds årvågne hane var gået til sin fortjente hvile, måtte den blive arresteret. Den gør i uforanderlig vrede, lig apotekersken i syngespillet Apotekeren og Doktoren, i et væk mod venner og fjender, ja selv mod sin roligt vandrende kammerater sans raison. Det er påfaldende at i en så fornem gade som denne der er opkaldt efter vore respektive forfædre, goterne, og hver selv politidirektøren samt den forrige og nuværende generalfiskal bor, en hund tør være fredsforstyrrer

Dersom derfor hundeherren ikke afskaffer denne gadetyran, nødes man til i dette bald at opgive hvem dens herre er.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6852-6853)

Ønske i Rosenborghave.

Da en mådelig bevægelse i den friske luft er et virksomt middel til sundhedens og helbredets vedligeholdelse, så bør den hædersmand være takket der først gav anledning til at den kongelige rosenborgske have står åben om vinteren til afbenyttelse for Københavns indbyggere. Men endnu mere ville høje vedkommende gøre sig det almindelige forbundet om der måtte træffes den foranstaltning at gangene hvis de i vinter skulle blive stærkt tilsneede, med en sneplov eller på anden måde måtte jævnes for dem som ønsker at spadsere i haven for at gøre sig en motion. Enhver der på en skøn vinterdag har rejst igennem skove, vil vist sande at synet af sneen som dækker træerne grene, er et yderst behageligt syn, ligesom indåndingen af den friske luft er velgørende for helbredet. Til spadsereture har Københavns indbyggere intet så bekvemt sted som den kongelige have da der findes ly mod vinden fra hvilken kant den end kommer.

(Politivennen nr. 423. Løverdagen den 7de februar 1824, s. 6844-6845)

Fornødent Gjensvar til Mosaiternes Talsmand.

Anmelderen måtte i sandhed besidde meget indskrænket judicium hvis han ikke tydeligt kunne se at dette svar stammer fra vedkommende som måske finder deres regning ved at sådanne prangere har så mange loger at høkre med da der udtrykkeligt står i konditionerne for logernes bortabonnement at ingen må få mere end en loge. Tilmed røber det kun lidt delikatesse af forfatteren offentligt at ville opgive deres boppæle som averterer enkelte pladser i en loge til en gang om ugen. Det må jo være højst graverende for disse at se sig sat i klasse med personer hvis eneste digten og tragten går ud på at skaffe sig profit hvor ilde den endog lugter. Meget uvitttigt er også den sammenligning eller påstand at der er flere kristne end mosaitter der pranger med loger. For antager man at mosaitternes antal i København er 1/50 del af folkemængden, så er de vel ikke at undres over om en del kristne søger ved at træde i mosaitternes fodspor at ligne disse i vindskibelighed og lysten til at erhverve sig penge på en let måde, og tallet på disse prangere kan da let komme til at overstige de mosaitiske. Men oversteg det endog dette 20 dobbelt var dette jo endnu ikke noget påfaldende. Overalt nor en ting er uret, så kan den vel ikke undskyldes med at der er flere som befatter sig dermed. Vist nok er heller ikke alle de loger som averteres i avisen, indkøbt for at prange med. For ofte kan sygdom, en rejse eller andre forretninger hindre ejeren fra at benytte logen eller de pladser han har i samme, og at han i så fald ikke vil lade den stå ledig, men søger at få nogen godtgørelse for det han har betalt for samme, vil vist intet fornuftigt menneske fortænke ham i, eller derfor give ham navn af pranger. Mn en anden sag er det med de i Politivennen nr. 420 omtalte logeejere. For disse har i flere år købt loger, alene for at drive handel dermed og gøre sådant til en næringsvej. At sådant er til skade for teatret som for det skuespilhuset besøgende publikum er let at indse, og derfor ønskede man at for samme måtte sættes grænser.

(Politivennen nr. 422. Løverdagen den 31de Januar 1824, s. 6822-6824)

Oplysning angaaende en Anke over Nytaarsgratulanter.

Højtærede hr. udgiver.

De vil tilgive mig når jeg anmoder Dem om at følgende linjer måtte blev indført i Deres almennyttige blad som svar på den i bladet nr. 419 anførte klage over en uforskammet nytårsgratulant af en af det respektive brandkorps' værkgeseller Efter gammel vedtægt går de to ældste og tredje værkgesel på nytårsdag om i stadens forskellige kvarterer for at modtage hvad man vil give dem til indbyrdes deling. Disse værkgeseller bærer den reglementerede uniform, men ved denne lejlighed ikke skilt, dog med sig har de to bøsser med påskrift at disse tilhører nævnte værkgeseller. Fra ovennævnte værkgeseller er at undtage de tolv som forretter fanepost. Disse har kun tilladelse til at indfinde sig til nytårsgratulation hos brandkorpsets respektive officerer,men ikke til andre. Disse tilligemed strålemestrene, assistenter og pumpefolkene bærer det anbefalede skilt, men de tre sidst omtalte er endog underkastede straf fra korpsets side når de kræver nytår.

(Politivennen nr. 422. Løverdagen den 31de Januar 1824, s. 6821-6822)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på en klage i nr. 419, 10. januar 1824.

En reisendes Bemærkning over Kjøbenhavn.

Blandt Europas skønneste stæder er rejsende enige om at regne København i første rang. Men skønnere kunne den unægtelig blive om flere mangler blev rettet som ikke alene støder øjet, men især skader de der vandrer på fortovene. Således vil indsenderen fx bemærke at i næsten hver gade findes skure over kældrene så lavt anbragt at mangfoldige om aftenen på den smalle fortove og især i de sparsomt oplyste gader står i fare for at slå hovedet fordærvet. Også findes flere steder hvor trapperne til kældrene går 2 og flere trin ud i fortovene, og vandrende af den grund står i fare for at falde ned i kældrene når de ikke vil gå på de snavsede gader hvor stundom flere dyndhobe, på grund af gaderenovationsopsynsmændenes og vognkarlenes efterladenhed ligger, skønt det for resten var synd at nægte dem at de tager vognene så fulde at vist 1/6 af skarnet falder på gaden ved at transporteres til sit bestemmelsessted.

Indsenderen giver sig den frihed at gøre vedkommende opmærksom herpå for om disse mangler muligvis kunne blive rettet, og tilføjer at han længe havde mærke på sin pande af et kælderskur som han i mørket løb på. Og ved tillige at en af hans bekendte fra fortovet er styrtet ned i en kælder hvor 2 trin var anbragt uden for husets grund, og ikke alene skammeligt forslog sig, men væltede en hylde hvorpå var opstable en uhyre mængde æbleskiver, sønderknuste disse og ituslog flere fade.

(Politivennen nr. 422. Løverdagen den 31de Januar 1824, s. 6815-6817)