Barbarisk Behandling mod Kreaturerne.

Da der i flere lande findes lovsteder hvorefter enhver som mishandler dyrene bliver straffet, så var det også at ønske at samme blev indført her, da vist enhver som har set kalvekuskene køre til byen, vil ønske at mange af disse ufølsomme mennesker på en følelig måde blev erindret om hvor grusomt de behandler de kreaturer der føres på deres vogne til byen.

For nogen tid siden rejste indsenderen heraf til Roskilde og mødte på vejen mellem 20 til 30 sådanne kalvekuske og bønder der på den skændigste måde havde læsset disse umælende dyr på deres vogne. Nogle lå med hovederne ud af vognen så at de slæbte hovederne på hjulene, at blodet både gik ud af næse og mund på dem, andre lå med hovederne på fjældene af vognen så at for hver en stent hjulet kørte over, fik de de smerteligste stød. På andre vogne var de igen pakkede således oven på hinanden at de underste måtte ligge og gispe efter luft.

Det årvågne politi vil sikkert forbinde publikum ved at finde en måde hvorpå dette skændige tyranni kan blive udryddet.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8024-8025)

Advarsel om at følge Landeveien.

Efter at have været på Frederiksberg kom jeg anden pinsedags aften henad klokken 8 gående fra dæmningen langs med St. Jørgens Sø, hvor jeg velsignede vedkommende for den beplantning der var anbragt der og lykønskede hovedstaden hvis omegn således forskønnes år for år. For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv. Det gruede jeg noget for, men gjorde i det samme en meget behagelig opdagelse. Lågen eller stakitporten ind til gangstien ved Peblingesøen stod åben, og jeg så folk spadsere frem og tilbage der. 

"For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv". Endnu i 1850 da H. G. F. Holm tegnede møllerne ved Farimagsgade kan man forestille sig vejen stå i en sky af støv. Københavns volde og deres møller anes i horisonten til højre.

Jeg ytrede imidlertid min betænkelighed over for en mand der just stod ved lågen, om det vel virkelig også skulle være tilladt for alle og enhver at gå der. Han mente ja, og anså denne omsorg for publikums bekvemmelighed som en følge af det så rimelige ønske om det som Politivennen ytrede forrige år. Jeg istemte med hans ros af ovennævnte blad og gik ind på stien. Da jeg mødte adskillige som kom fra den modsatte side, tænkte jeg ikke på mindste vanskelighed før jeg kom til gangstiens ende og fandt stakitporten låst. Jeg befandt mig herved i en forlegenhed som jeg med disse linjer har villet advare læseren for. Jeg stod i begyndelsen tvivlrådig om jeg skulle gå samme vej tilbage jeg var kommet fra, og så dog indslurke støvet på Farimagsvejen, eller jeg skulle søge at forcere passagen som jeg så andre gjorde. Sidstnævnte redningsmiddel var der forbundet nogen vanskelighed forbundet med, med mindre de spadserende enten var børn eller var stærke i gymnastiske øvelser. I sidstnævnte tilfælde kunne de ved et saltomortale sætte over stakitværket. Børnene derimod lod sig glide ned i den dybe grøft og kravlede på hænder og fødder op på  den modsatte brink. For kvinder og aldrende mænd var det derimod helt vanskeligt, og indsenderen af disse linjer var næppe kommet over, hvis ikke godmodige mennesker på begge sider af grøften havde rakt ham hjælpsomme hænder. 

Således slap jeg ud af denne knibe. Derimod har jeg siden følt samvittighedsnag over at have begået en handling der strider imod anordningerne om hegn og markfred. Denne brøde kan jeg så meget desto mindre tilgive mig selv som jeg ellers alle mine dage har hyldet den maksime at frygte Gud og følge landevejen. 

C. E.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8021-8023)

Redacteurens Anmærkning

Vejen bliver beskrevet i artiklen "Med den Grundforbedring, Vester-Farimangsvei nylig har faaet, er den dog ei aldeles færdig" Politivennen nr. 990, lørdag den 20. december 1834, s. 876-879. 

Spørgsmaal til Direktionen for Frederichs Hospital.

Indsenderen der for omtrent 3 uger siden indkom på Frederiks Hospital, vover herved at forespørge vedkommende om det i stuerne opslåede reglement som af direktionens medlemmer er underskrevet, er gældende eller ikke, og om samme da ikke nøjagtigt bør opfyldes til bedste, i det mindste for de betalende patienter der skulle nyde deres fornødenheder efter nævnte reglement? Han tillader sig som grund for spørgsmålet at bemærke at han først henvendte sig til opvartningskonen, dernæst til inspektøren, og da dette intet nyttede, til professoren selv for at få den på reglementet befalende pot øl daglig, de dage dage om ugen. Men fik kun det halve, og indsenderen ønsker gerne at vide hvem der nyder disse 2 potter øl der således bliver indeholdt for hver patient ugentligt.

(Politivennen nr. 440. Løverdagen den 5te Juni 1824, s. 8014-8015)

Selvraadig Opførsel af en Graverkarl.

I året 1811 lod jeg plante fire serintræer omkring mit barns grav på Assistenskirkegården. Længe stod disse uforstyrrede og dannede et skyggefuldt tilflugtssted for dem der besøgte graven, indtil jeg i forrige år 1823 fandt det største borttaget. På mit spørgsmål om årsagen hertil, svarede man at det formodentlig måtte være stjålet. Og da gerningsmanden ikke var let at opdage og jeg ikke på anden måde vidste at få godtgørelse, tav jeg. Men netop denne tavshed gav måske vedkommende mod til følgende, efter al sandsynlighed ulovlige fremfærd imod mig. Da jeg sidste søndag besøgte gravstedet, lå atter et træ omhugget, og en af de tilstedeværende graverkarle tilstod at have gjort det, idet han tillige spurgte hvad der berettigede mig til at plante træer på fremmed grund. Da jeg svarede ham at den forhenværende graver havde plantet dem, henviste han mig til hans grav, og sagde "at jeg da måtte afgøre sagen med ham!" Hertil kan og vil jeg ikke tie, men spørger ansvarlige om denne frække karls fremgangsmåde er lovlig og efter hans foresattes befaling, eller hvorledes man i modsat fald kan få satisfaktion.

(Politivennen nr. 440. Løverdagen den 5te Juni 1824, s. 8013-8014)

Marschandiser Unoder.

Det var ønskeligt at enhver i sit fag ville komme autoriteterne til hjælp hvad angår ordens opretholdelse på ethvert sted og især i hovedstaden som bør være mønster for andre steder. Men desværre er dette langt fra ikke tilfældet. Så mange hoveder, så mange sind, heriblandt en stor del som ikke alene undlader at gøre det gode, men finder fornøjelse i at gøre det modsatte når de derved blot får blot det fjerneste hån om at vinde. Man ler ad orden og gode skikke, ja endog trodser og handler lige imod love og befalinger givet af regenten og øvrigheden når man finder den allermindste lejlighed til det og tror sig unddraget fra vægten af den svøbe som altid bør svinges over dem som ikke selv besidder følelse for orden og lovenes efterlevelse.

Eksempler herpå er mange. Og her vil jeg blot henvise til Adelgade, Borgergade, på lille og store Købmagergade og flere steder i hovedstaden hvor nogle af d'herrer marskandisere ikke alene vansirer de bygninger som de bor i ved at hænge alskens smudsige ting ud hvoraf man meget let kan få et godt klædemon ødelagt, men de opfylder endog fortovet med alle mulige skrammel således at disse til dels hindrer passagen.

Dersom såvel ovennævnte handlende som flere næringsdrivende der også fører samme uskik, ville vedblive at forøge samme i den grad som de i den senere tid har begyndt, så vil vist mange af hovedstadens gader få et helt underligt udseende der just ikke vil være anbefalelsesværdigt, og hele fortovene til sidst spærres for fodgængere og tjene til oplagspladser for mange slags produkter. At disse lovovertrædere muligvis undskylder sig med at de ikke kender lovenes bestemmelse, kunne man for et øjeblik låne øre til, især når lovbestemmelserne var noget gamle. Men da det som herimod er anordnet såvel ved kabinetsresolutionen af 15. oktober 1771 som plakaten af 14. februar 1810, så viseligt er gentaget ved plakaten af 22. september 1815, så gælder en sådan undskyldning intet, og så meget desto mindre som enhver er pligtig at kende og adlyde lovens bestemmelse.
 
Hertil kommer at der i alle samtlige marskandisere meddelte borgerbrev og borgerattester udtrykkeligt er anført at de ikke må udhænge deres varer uden på de huse hvor de bor, naturligvis af den gode grund for derved at forebygge den vansir og ulempe som i almindelighed afstedkommes ved det, og nu på forannævnte steder som meldt forvolder ulempe og er til betydelig vansir i en hovedstad når kun dens prydelser stemmer overens med lovene vedligeholdes.

Da anmelderen længe med væmmelse har set denne uskik der næsten hver dag synes at tiltage, så har man for at få dette onde fjernes ikke villet undlade at gælde de ansvarlige opmærksom på det.

(Politivennen nr. 440. Løverdagen den 5te Juni 1824, s. 8005-8008)

(Sidetallet springer fra 7099 til 8000, dvs. siderne 7100-7999 mangler)