Hvorlunde Smaadrenge og Store Dito lege rart paa Slotspladsen.

Da indsenderen i søndags ved middagstid gik over slotspladsen, kunne han ikke uden mishag se på en leg som fandt sted mellem nogle smådrenge som stod på pladsen og nogle store drenge på et af æbleskibene.

Der blev nemlig fra nævnte skib kastet store og små rådne æbler ud til drengene på pladsen.

Disse æbler fløj de forbigående om ørerne og tilstænkede deres tøj. Man var jo endog ved denne lejlighed udsat for at få øjne og ansigt slået fordærvet. For den store dreng på æbleskibet kastede sine rådne æbler ud på pladsen over mod Børsen med stor færdighed, og uden at bryde sig om den mængde af folk der altid passerer denne vej. Det anføres her så  man kan tage sig i agt når man skal passere denne vej da denne rare leg vel oftere finder sted.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9200-9201)

"Den store dreng på æbleskibet kastede sine rådne æbler ud på pladsen over ad Børsen til med stor færdighed". Christiansborg Slotsplads 1806, med Holmens Kirke til venstre, havnen og Børsen midt i. (Før og Nu).

Uformodede Følger af en Aareladen.

For omtrent 1 år siden var anmelderen så uheldig at vælte med en vogn på landevejen, hvorved han fik sin højre side slemt forslået. Da smerten vedblev, besluttede han efter nogle dages forløb at lade sig årelade. Han gik derfor til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades. Efter at denne operation var foretaget, spurgte anmelderen hvad han skulle betale, hvorpå barberen svarede 1 rigsbanksdaler. Anmelderen lagde 4 mark, som var alle de penge han havde hos sig på bordet og sagde at efter hans mening kunne dette vel være nok, men at han var villig til at betale mere når barberen kunne vise ham noget der berettigede ham til at fordre mere. Dette var den hr. barber ikke at formål til, men derimod har han fundet på når anmelderen i selskab med andre kører forbi ham, at råbe efter ham: "Du slyngel, betal  mig de 2 mark de skylder mig". 

Da man nu ønsker at være befriet for sådan ubehagelig tiltale på landevejen og for at få at vide om barberen kan have noget videre at fordre, fremsættes det spørgsmål: "Er der bestemt nogen betaling for åreladen".

Besvares dette spørgsmål til barberens favør, da skal han få det ham tilkommer. Men i andet fald vil man søge at bringe ham til at holde inde med sin grove tiltale og at forunde de forbikørende vejfred.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9199-9200)

 "Han gik til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades." (Barberer fungerede også som en slags kirurger, her en rekonstruktion af en barberstue fra omkring 1800 i Håndværkerstat.)

Et velmeent Raad til Kromanden i Hedehusene.

Ved i forrige uge at passere forbi Hedehusene på Roskildevejen, så anmelderen at det derved liggende vandsted der før har haft vand i overflødighed, var så udtørret at det næppe indeholdt 2 til 3 tønder vand. Er dette nu tilfældet da vi har haft så meget regn i sommer, så må det vel aldeles udtørres når vi får en tør sommer. Det vil derfor være meget nødvendigt at kromanden eller ejeren lader denne park rense før vinteren kommer. For han kal jo have vand ikke alene til sine egne kreaturer, men de mange bønder som holder ved hans kro og i rejsestalden, ville sikkert køre forbi når de ikke kan få en drik vand der til deres heste.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9196)

Redacteurens Anmærkning.

Hedehuskroen havde rødder tilbage til Christian 2.'s tid i begyndelsen af 16. århundrede og lå på samme sted hvor vejen mellem København og Roskilde krydsede den nu nedlagte Øresundsvej gennem Midtsjælland. 

Artiklen besvaredes af kromanden i Politivennen nr. 463. 13. november 1824.

Kirkeuhret i Lundforlund

For 3 år siden førtes i dette blad anke over at kirkeuret i Lundforlund i over 2 år ikke havde været i gang. Denne klage havde til følge at uret blev sat i gang og gik en eneste dag, da amtsprovsten var der i byen. Men siden efter har det bestandig stået. Det lader til at vedkommende, under hvis opsyn kirken med tilhørende ligger, ikke ved at der eksisterer en anordning for at urene på landsbykirkerne skal vedligeholdes.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9195-9196)

Til Tambourens Forsvarer i Politievennen No. 456.

Det er næsten utroligt så vidt som dårskaben går i vore dage. Derpå haves nu atter et kraftigt eksempel i den abderiske beundring som ydedes trommeslageren Koch (ikke Kock). Sikkert har han aldrig været på Elba eller været regimentstambour (tambourmajor) hos kejser Napoleon, ellers måtte han dog vel vide hvordan en sådan tambours mundering ser ud, og ikke overlade til den danske skrædder hos hvem han har ladet sy den, at indrette sådant efter eget behag! Hvad smukt kan den monotone pergamentbrummen (for hans trommer er anderledes indrettede end almindeligt, og ikke af kalveskind, men som man har sagt mig, med en resonans i som letter hans hvirvler) har for ører der er vant til at høre sand musik? Og hvor nedværdigende for en militær, hvor væmmeligt for tilskuerne at se et menneske hænge ved benene, for ikke at tale om det bajdseri at kaste trommestokkene fra sig m.m. som kun højst kan more fruentimmer og børn. Dog, det er sandt!

Det har jo i nyere tider været vore damers kosteligte fornøjelse at se på henrettelser, føleligt må det også være dem en sant forlystelse at betragte et ved benene ophængt mandfolk med et rødblåt ansigt, en naturlig følge af blodets synken til hovedet. Deraf kommer det da også at man blandt det smukke køn hører så mange lovtaler over denne tambour. Men skulle ikke mændene, til hvad klasse de end hører, have bedre forstand? Jeg skulle meget fejle om det latterlige bifald der er ydet denne trommeslager, ikke kan anses som et bidrag til vor hovedstads karakteristik i psykologisk henseende. Indsenderen kan aldeles ikke indse at han har noget fortrin for de andre markskrigere som hver sommer hjemsøger os. På Hamborger Berg nøjedes han med styvere, her tog han meget højere betaling, altså kunne han også give noget bort. Men dette var vel ikke meget mod hvad han skal have spillet bort. OVeralt ved man nok at sådanne gaver sjældent ydes i anden hensigt end for at få nogle forsvarere, hvilket da også er lykkedes trommeslageren. Kun måtte man ønske at forsvaret havde været lidt klogere end det her læste i sidste Politivennen. For det må alle le af, inklusive tambouren selv.

Det bedste er ellers at samme nummer af Politivennen indeholder en endnu drøjere anke over dette trommeslageruvæsen end det stykke som gav anledning til forsvaret. Om publikum vil anse de her fremsatte sandheder for en skarnbøtte, ved jeg ikke. Kun bedes forsvareren at spare alle lumpne hentydninger. For er hans kasse blot i halvt så god orden som vedkommendes, er det godt for ham selv. - Hvad det ord publikum angår, er det indført i sproget af Seidelin, og synes at være ganske passende til at betegne visse folk med.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9192-9195)