Svar fra Hattemagersvendene.

I anledning af et i nr. 463 af dette blad indrykket stykket, med titlen "En munter Liigfærd" tjener følgende til berigtigelse at forfatteren af dette stykke enten må have et personligt had til en enkelt blandt os, eller også ved en fejl underretning må være blevet forledt til at nedsætte et helt lavs agtelse i publikums øjne. Han har blandt andre usandheder anført at vi til langt ud på natten sang og klinkede. Det er aldeles urigtigt, da vi alle var borte inden kl. 4 om eftermiddagen. Endvidere at det var sket den 28. forrige måned, hvilket er lige så falsk. 

Den sande sammenhæng af sagen var denne: En af vores kolleger, den ældste blandt os, var død og blev den 11. i forrige måned ledsaget til sit hvilested af os alle. Da hans huslejlighed ikke var stor nok til at rumme det talrige personale der fulgte ham til graven, besluttede vi på vores herberg at nyde de forfriskninger som den afdødes forfatning ikke tillod at yde os. Vores forsamling der skiltes ad inden kl. 4 om eftermiddagen foregik uden al støj og larm. 

Forfatteren af dette stykke må altså hvis han ikke af ondskab har søgt at sværte os, været fejl underrettet. Det kan så meget des lettere være tilfældet at det var håndværkere fx barberer som har deres deres forsamlingssted i samme hus. Og har der altså den nævnte tid fundet noget drikkesamkvem eller lystighed sted, hvilket vi hverken vil benægte eller bekræfte, så har de deltagende været personer som er hattemagersvendenes samfund aldeles uvedkommende.

På egne og kollegers vegne
H. Vithe   H. E. Poulsen

(Politivennen nr. 465. Løverdagen den 27de November 1824, s. 9305-9307)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på Politivennen nr. 463. 13. november 1824

Bøn om en forandring paa Dampskibet Caledonia.

Man er overbevist om at ejeren af dampskibet Caledonia gerne opfylder en begæring hvis opfyldelse ville være meget kær for mange, om omkostningerne i så henseende ikke betydelige. Derfor tillader man sig at ønske at nævnte dampskib for fremtiden indrettes således (fx ved et simpelt gitter) at anden plads ikke bliver benyttet fælles med tyende eftersom mangel af formue dog ikke på andet sted i almindelighed nøder til at søge sådannes selskab. 

Allerubehageligst er samkvemmet imidlertid ved det såkaldte Table d'hote hvor indsenderen har set en doktor theologiæ og sognepræst sidde mellem en kusk og en tjener. For en højere rangsperson kan jo desuden det tilfælde indtræffe når han ønsker varm spise ombord og ikke har evne til at betale for 1. plads. Dersom man for fremtiden derimod iagttog en forskel der imellem de forskellige stænder jo som oftest gælder til lands, er indsenderen forvisset om at der vil findes flere deltagende i spisningen ombord end hidtil har fundet sted, og enhver vil være dampskibets ejer tak skyldig.

(Politivennen nr. 464. Løverdagen den 20de November 1824, s. 9292-9293)

"Ejeren af dampskibet Caledonia opfylder gerne en begæring hvis opfyldelse ville være meget kær for mange." (Passagerer sættes ud til dampskibet Caledonia. C. W. Eckersberg. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning

Table d'hote er direkte oversat værtens bord, eller "fælles måltid med en forud sammensat menu og fastsat pris". Om Caledonia, se Redacteurens Anmærkning den 5. juni 1819.

En bekendtgørelse i Adresseavisen, 22. oktober 1822 om reparation af Caledonia:

At Damppaketskibet Caledonia nu er opsat paa en Beding paa det bodenhoffske Skibsværft, har man troet at burde bringe til offentlig Kundskab, for at Enhver, som maatte have Interesse, enten for at ondersöge dette Skibs Construction, eller for at overbeviise sig om, hvorledes det bliver istandsat, kan tage samme i Öiesyn.

Damppaketfartens Comptoir, den 21de October 1822.

Et Ønske angaaende Fodstien paa Strandveien.

Da fodvejen fra Østerbro langs ad Strandvejen blev anlagt, var hensigten dermed vist ikke alene den at skaffe de spadserende om sommeren en tør og behagelig promenade, men vist også at den skulle være til nytte for det store antal fodgængere der af nødvendighed om vinteren må passere denne alfarvej. Til disse hører især de flere på denne vej boende næringsdrivende, til staden hørende indbyggere, og de der fra staden står i forbindelse med disse, de hver dag til staden fra Skovshoved og Taarbæk vandrende fiskerkoner samt et stort antal frugtsælgere fra de mange langs med Strandvejen anlagte haver. Alle disse har vist den største føje om vinteren at beklage sig over denne fodvej der i denne årstid aldeles ikke svarer til sin hensigt, men for en stor del ligner et morads hvori der må vades indtil over anklerne. Fra det sidste stykke langs med Øster Fælled henimod Lille Vibenhus og så fremdeles må man man man ikke ganske vil synke ned, søge grøften og bestandigt omfavne træerne der vel heller ikke har godt af de vedvarende omfavnelser, men klæderne langt mindre. Fodtøjet lider også overordentligt, og en ynk er det at se de stakkels fiskerkoner væde her med deres tunge byrde.

Den høje magistrat som med så megen omhu sørger for gadernes reparation og renlighed i staden selv, er vist nok uvidende om denne fodvejs slethed, for ellers ville den vist med lige kærlighedsfuld omsorg have sørget for de udenfor staden boende borgeres tarv i denne henseende, og ved altså at gøre opmærksom derpå, nærer man tillidsfuldt det ønske at denne fodstis reparation snarest måtte foretages. Man formoder at en del læs strandsand påkørt, uden stor bekostning ville gøre denne vej passabel. Ønskeligt ville det tillige være om det efter vejens reparation blev vedkommende der har sor færdsel og udkørsel fra deres ejendomme over denne vej, pålagt at vedligeholde fordvejen udenfor deres porte, eller i det mindste som hidtil aldrig har været tilfældet, at holde samme ren.

Ved denne lejlighed kan man heller ikke undlade at gøre det køje kommandantskab opmærksom på at Østerport også undertiden på grund af mangel af tilbørlig fejning, er slem at passere.

(Politivennen nr. 464. Løverdagen den 20de November 1824, s. 9290-9292)

Varsko.

Anmelderen er ved ofte såvel om dagen som om aftenen at gå forbi Thotts palæ på Kongens Nytorv blevet opmærksom på nogle personer som dels står i porten, dels uden for på fortovet og gør bemærkninger om de forbigående. Foruden at det er ubehageligt at være udsat for, og at måtte høre på disse personers kritiserende vittigheder, er det også fælt at se på at en del arbejdsløse mennesker står således i en skadelig ørkesløshed. Man tager sig derfor den frihed at bede portneren sammesteds at undersøge om disse personer hører til gården og i så fald at henvise dem til deres dont, eller i andet tilfælde at jage disse dagdrivere fra porten.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9279-9280)

"Nogle personer som dels står i porten, dels uden for på fortovet og gør bemærkninger om de forbigående" (Thotts Palæ på Kongens Nytorv, 2016. Eget foto)

Dito til Politieassistenten på Østerbro.

Da der nu kun er en politiassistent til hvem samtlige forstæders indbyggere i påkommende tilfælde må henvende sig, så tager man sig den frihed at fremsætte det ønske at nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, ville vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet. Om endog denne valgtes i byen selv ville den være mindre fjernt for mængden end den nuværende er. For fx de som bor langt ude på Vesterbro har henimod ½ mil til samme og at gå denne vej frem og tilbage i søleføre på en ublid årstid er for de mande der fx skal have deres skudsmål påtegnet just ikke behageligt.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9277-9278)

"Nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, kunne vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet." (Gade på Østerbro i morgenlys. Christen Købke, 1836. Statens Museum for Kunst).