En væsentlig Mangel og Uorden ved 2den Plads-Loge paa det Kongelige Theater.

Det hænder ikke sjældent for damer der går i 2. pladsloge på det Kongelige Teater, at deres kåber og hatte som de må tage med sig ind i logen og hænge omkring hvor de kunne blive af med dem, enten bliver forbyttede eller undertiden også rent forsvinde. Således kender indsenderen en dame der sidste aften da skuespillerselskabet opførtes, når kunne have mistet sin kåbe derved, at en anden dame som det siden erfaredes, selv ingen kåbe havde, fik lyst til at prøve hendes og ville ufejlbarlig have taget den med sig, så snart man ikke heldigvis var kommet efter dette krigspuds. Sådant rapseri eller forbytning ville let forebygges når den indretning skete her som ved de andre loger, at man kunne levere tøjet til kontrolløren udenfor på gangen, imod at få et nummer derpå, og siden igen få det udleveret af ham. Samme aften fandt også den anden uorden sted i nævnte pladsloge at en kavaler (vor herre ved hvad det var for en personage) sad og smøgede tobak, hvorved han ikke alene generede damerne med røgen, men var endog så uforskammet at overspytte deres klæder. Vel stak han piben til sig hver gang kontrolløren nærmede sig, men aldrig så snart denne bortfjernede sig, før personagen igen begyndte at patte på sin pibe. Det var derfor at ønske at kontrolløren engang kunne komme over sådanne tobakshelte og jage dem ud i fri luft hvor de kunne tilfredsstille denne lyst, uden herved at falde andre til besvær.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9404-9405)

Bøn om Lys i Mørke.

I en af råd- og domhusets gårde er indrettet lokummer til de forskellige autoriteters personale som findes der. Men da nævnte gård er omgivet af høje bygninger, så hersker der om aftenen et så egyptisk mørke at det er aldeles umuligt uden vejledning af en stedkendt person at finde det sted man søger. Man må derfor ærbødigst bede vedkommende om at gården måtte blive forsynet med en oplysende lygte der kunne vise stedet hvor enhver kan skille sig ved en byde det kunne være farligt at bære på længe.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9403)

Ønske om Indskrænkning i det saa overhaandtagende Nytaarstiggerie.

Sædvanligvis ser man ved nytårstider brandkorpsets værkgeseller eller de såkaldte sorte brandfolk, hos stadens indbyggere modtager frivillige gaver. At de dertil har deres foresattes tilladelse, er der ingen tvivl om, når man tager hensyn til at disse mennesker næsten altid er i aktiv tjeneste og nyder en meget ringe løn, og som følge heraf er det rimeligt at de til bestemte tider nyder en passende godtgørelse for deres udståede strabadser. Men når man på den anden side ser brandkorpsets øvrige underordnede, fx strålemestrene, assisterne, pumpefolk, ja endog faneposterne og hele hæren af betlere der under navn af brandfolk brandskatter hovedstaden, finder indsenderen denne uskik aldeles upassende. Faneposterne der jo i grunden ikke kan betragtes anderledes end som ordinanser hos korpsets chef, har et mageligt arbejde, en antagelig løn, fri uniform osv., så de vist ikke er nødt til at løbe med betlerbøssen, og at de heller ikke dertil har deres foresattes tilladelse, det er indsenderen fuldkommen overbevist om. Det var derfor ønskeligt at skærpede forholdsregler blev taget for at hæmme denne uskik, da det er yderst oprørende at se så mange unge raske mennesker i skarevis betlende vandre fra hus til hus, som oftest i beruset tilstand.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9387-9388)

Ønske til Vedkommende.

Søndag aften ved vægterråbet 12 ville anmelderen køre fra staden til sit hjem på Frederiksberg. Han passerede Vesterport og bommen, men da han nærmede sig underofficersvagten, blev han anholdt og det blev ham betydet at han ikke kunne passere videre da man just lukkede ravelinsporten. Hvor meget han end bad om at man ville tillade ham at passere, så blev dette ham dog nægtet, og han måtte nu vende om igen og køre gennems taden ud af Nørreport. Dette ophold og den ubehagelighed i mulm og mørke at måtte køre ad en længere vej, har frembragt det ønske som han vover at fremsætte for højere vedkommede, nemlig at der så snart folk udsendes for at lukke ravelinsporten, måtte fra portvagten henstilles en mand ved porten indtil at denne også var lukket for at varsle rejsende om at passagen var ophørt.

(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9369)

Om Jule-Træer

Det ville være synd og urimeligt at misunde den glade og lykkelige barndom at frydes ved det vi kalder juletræer, som på det seneste er blevet mere og mere i brug i mange familier og cirkler, eller at misunde de ømme og kærlige forældre den fest at tilberede og skænke deres børn og små venner juletræer. Man ser at forældrene omhyggeligt og nogle dage i forvejen, på et sted skjult for børnene, tilbereder disse juletræer, behængt med adskillige små ting som fx lys, illuminationer osv. som gør børnenes juletid ubeskrivelig lykkelige. Altså er skikken både uskyldig og god i sig selv. Kun beklageligt er det at den måde det foregår på har en anden skadelig følge, som vi her vil bemærke.

Man ser allerede, og har i nogle dage set, at aviserne annoncerer hvor juletræer var at få til købs. Man har set amagere og andre bønder sætte dem til salg på torvene og i gaderne. Det er nemlig toppen af unge taks-, gran eller andre nåletræer som for deres smukke og til hensigten passende dannelser er mest bekvem at sætte i baljer eller på anden måde til at opstilles. På disse hænger forældrene små foræringer, så synet af dette når dørene åbnes til helligdommen, fryder børnene. 

Man ser blandt disse mange unge træer som er trukket op af jorden med rode. Er det ikke skadeligt at ødelægge nogle hundrede årligt bare for en kort fornøjelse for børn i nogle dage. Og hvis det breder sig endnu mere, måske et stort antal af unge tilvoksende træer? Det træ der rykkes op med rode, er ødelagt. Og det træ hvis smukke top er hugget af, bliver forknyt og kan aldrig blive til et træ. Hvor let kan det ikke forlede en bonde til for at tjene nogle markedspenge ved at ødelægge træer der med flid har været plantet og hvis vækst er meget langsom. Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst.

"Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst" (Nok er det ikke vinter, men dette sted ved Frederiksberg Alle, malet af Christen Købke o. 1845-47 kunne da være et sted for en bonde at forsøge sig. Statens Museum for Kunst).

Det synes indsenderen uomgængeligt at forstvæsenet eller anden ansvarlig myndighed med grund og rimelighed burde udstede strengt forbud mod salg og brug af disse slags toppe og træer til nævnte juletræer.

Skulle en snedkermester ikke kunne finde på at udfærdige en passende opsats af pinde eller deslige til at bruge i stedet for juletræer. Forældre havde da den fordel at kunne gemme et sådant træ fra det ene år til det andet.

(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9365-9368)