Anmodning til en Huuseier.

En mand som sidste flyttetid har fået bopæl i nr. 104 i Store Standstræde, har med største ubehagelighed erfaret, at der i huset, såvel forneden som foroven, hersker en sådan uenighed og kiv mellem beboerne at den alarm som derved finder sted, ikke tillader de øvrige busboere eller naboer at nyde mindste nattero. Således hører man ofte midt om natten de mest ærekrænkende skældsord, lyd af næveslag, samt af flasker og andre sager der bruges som våben. Husets ejer som ikke bor sammensteds, anmodes dog endelig at tilvejebringe ro om natten ved at henvende sig desangående til øvrigheden der muligvis vil anvise en mundkåd og halvgal kvinde i en passende stiftelse.

(Politivennen No, 474, Løverdagen den 29de Januar 1825, side 9449)

Om Passagepengenes Erlæggelse.

Fra Københavns resp. magistrat har man i disse dage set såvel i Adresseavisen som i Statstidende en bekendtgørelse angående hvorledes port- og passagepengene ved stadens 4 porte indtil videre skal være at betale, og findes deri.

A) Af alle udenfor stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere, bønder, amagere og andre som med læs eller fragt indkører her i staden:

1) På søgnedagene fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har afringet med 2 sk. sølv eller tegn for hver vogn osv.

Det synes at ligge i ordene: "uden for stadens grund," at de på stadens grund boende vognmænd, møllere m. fl. således må være fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de på søgnedagene fra portens åbning til om aftenen når vagtklokken har afringet, passerer vedkommende stadsport. Men desuagtet har anmelderen heraf bragt i erfaring at bomforpagterne har afkrævet de på stadens grund boende vognmænd, møllere etc. nævnte 2 sk. sølv, og når disse har beråbt sig på den høje magistrats bekendtgørelse af 31. december 1824, efter hvilken de mente sig fritaget for en sådan afgift, har bomforpagterne ved trusler tvunget dem til at betale den.

Anmelderen kan da ikke tro andet end at bomforpagterne enten må være forsynet med en senere anordning som ophæver eller forandrer den af 31. december 1824, eller også at denne sidste anordning ikke er at forstå således som dens udtryk tilsiger, og i dette tilfælde tillader man sig den mening at en autentisk fortolkning af denne anordning ville være meget gavnlig idet den tillige havde anledning til tvistigheder mellem bomforpagterne og vedkommende.

Skulle det derimod være således at nævnte forordning er at forstå efter dens ord, og at altså de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere etc. er fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de om søgnedage fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har ringet, passerer vedkommende bom, så tvivler man ikke om at bomforpagterne på det alvorligste vil blev draget til ansvar for deres i den henseende hidtil viste ulovlige forhold.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9446-9449).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybes i Politivennen nr. 478.

Ærbødig Bøn til høie Vedkommende.

Forinden den nye bro for nogle år siden blev lagt over fæstningsgraven ved Københavns Nørreport, bestod det om det gamle værende jernrækværk kun 2 på langs løbende jernstænger hvorimod rækværket således som det nu er, uden derfor at være højere end det forrige, hvilket heller ikke skønnes nødvendigt, udgør 3 sådanne jernstænger. Man må deraf udlede at der ved denne forbedrede indretning er taget hensyn til større sikkerhed for fodgængerne og i særdeleshed for børn, som ved at glide ud mod rækværket eller ved et uheldigt fald, kunne være udsat for at styrte ud når åbningerne i rækværket var så store som før.

I denne henseende kan dette faste rækværk vel nu anses for betryggende. Men hvor må ikke enhver og i særdeleshed forældre som ved at deres børn ofte passerer denne vej alene, og især Nørrebros beboere hvis børn dagligt går i skole i byen, gyse ved at betragte hvor lidt hegn der er anbragt for den del af broen som er til at hejse op. Længden udgør over 4 alen, og højden til den bom hvor ophejsningen iværksættes, næsten 1½ alen, imellem hvilken betydelig åbning kun er anbragt en eneste jernlænke som er befæstet i begge ender, og ved dens længde forårsager at den endog i midten hænger betydeligt ned så at åbningen der er fuldkommen 1 alen.

Det er i denne anledning at man henvender sig til det høje kommandantskab eller anden høj autoritet med bøn om at et bedre hegn måtte blive anbragt for denne, den visse død bringende faldgrube.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9439-9441).

En slem Uorden.

Det er forbudt kuskene at jage gennem gaderne om dagen. Ret dertil kan altså næppe være dem tilstået om natten eller i mørket da vandreren mindre kan tage sig i agt, og mange gange er i en ravende tilstand. Højligt må man undres over at skade på lemmer og liv ikke oftere anrettes derved. Især tror man at kunne nævne renovationskuskene som de der gør sig skyldige i sådan farlig og skadelig jagen. Særdeles beboerne i de gader hvorigennem en stor del af renovationen går, fx en del af Amagertorv, langs Børsen etc. må man inderlig beklage. Den stærke kan vel vænne sig til den ilende, skærende, buldrende fart hvormed renovationsvognene (i dette hensyn sande helvedesmaskiner) bringer husene til at skælve, som var der et jordskælv der afbrød nattens tavshed. Men hvad barselskonen, den syge, den nervesvage, leder derved, formår ingen ord at skildre. Indsenderen taler af egen smertelig erfaring. Hver menneskeven måtte ønske at høje foresatte ville alvorligt pålægge vedkommende kuske at køre menneskeligt.

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9420-9420)

Politivennen springer fra nr. 471 til 473. Der findes således ikke et nr. 472.

Svar fra Bommanden ved Langebro.

Det i Politivennen dat. 8. Januari 1825 pag. 9406 anførte, kunne let tages i den betydning at bommanden tog højere betaling for overfærdselen end ham tilkom. Da dette aldrig har været tilfældet i de 10 år undertegnede har været bomforpagter samme sted, erklærer jeg at hvis nogen kan bevise at jeg i nævnte tidsrum har krævet højere bompenge end anordningerne bestemmer, da er jeg villig til, skønt jeg selv er uformuende, at betale 5 rigsbankdaler til de fattige. Derimod har det hændt flere gange at jeg ingen bompenge har fået når porttegn er blevet mig forevist, i hvilken anledning jeg ved denne lejlighed giver mig den frihed at underrette det ærede publikum om at de af stadens høje magistrat udstedte porttegn ikke hjemler vedkommende fri passage over Langebro.

Hans Olsen

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9418-9419)