En nye Slags Mark-Ufred i Nærheden af Kiøbenhavn.

Så behageligt det er for menneskevennen i disse næringsløse tider at se en mængde fattige folk skaffe sig et bidrag til underholdning ved at samle ben, så beklageligt er det ejendomsbesiddere når ejendoms rettighed og sikkerhed derved på det skammeligste krænkes. Disse bensamlere vil nu ikke længere lade sig nøje med at samle ben på jorden, men er forsynet med store spader, og benytter i særdeles måneskinsaftner og -nætter til at opgrave agre og grøfter, går endog ind i indhegnede haver og graver deri dybe huller, kort sagt skåner intet når de kun kan have formodning om at finde ben i jorden. Således kender anmelderen en mand for hvem de foruden at have nedbrækket et hegn, tillige have opgravet en af ham med stor bekostning ifjor opsat grøft og flere steder opgravet hans jord. Ja, endog enge og rugmarker skåner disse skattegravere ikke! For umælende der forstyrrer markfreden kan der dog ventes optagelsespenge, men for disse langt værre markfredsforstyrrere er der nok ingen der vil betale optagelsespenge. Ejerne af jorder omkring København og på dens grund kunne så meget mindre tåle at få deres hegn ødelagt, og deres jorder oprodede som de fleste må betale den uhyre høje jordskyld, en jordafgift der for få tønder land beløber sig lige så meget som en bonde betaler for en hel gård. Ønskeligt og rimeligt var det derfor vist at disse krænkelser af ejendomsrettigheder ved politiets kraftige omsorg blev hævede, så meget da de så let kan give anledning til flere. Måske var det ikke for meget om det pålagdes vedkommende benfabrikanter og benhandlere kun at købe ben af sådanne folk der med bevis kan godtgøre at have samlet disse med vedkommende jordejeres tilladelse eller på anden lovlig måde var kommet i besiddelse af samme. 

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9487-9489)

Vink til dem, der ynde Slotsvandet.

En dag i forrige uge så anmelderen en karl iklædt blå trøje og grå pantalons gå ind i Kongens Klubs gård og fylde en stor stendunk med vand af den der stående kumme. Idet han gik ud af porten, sagde han til en der siddende sælgekone: Se, dette er slotsvand, - jeg skulle hente vand nede fra slottet, men gid Fanden gå så langt, vand er jo vand, og at dette vand ikke er lige så godt, er kun indbildning. Anmelderen som ærgrede sig over denne karls utroskab der blot hidrørte fra dovenskab og ikke engang skaffede ham nogen fordel, tror det ikke urigtigt gennem dette blad at bekendtgøre dette for at flere som lader hente vand fra slottets pumpe, kan sikre sig for lignende bedrag.

(Politivennen No. 475, Løverdagen den 5te Februar 1825. Side 9470)

Bøn til en Renovationscontrahent.

I slutningen af forrige år lagde man mærke til at den karl som afhenter renovation i Gothersgade henimod Kongens Nytorv, sjældent eller aldrig gav sin nærværelse til kende ved at spillet på sit instrument, ja at han ikke engang førte nogen skralde med sig, hvorfor man besluttede gennem dette blad at bede hans husbond om at pålægge ham sådant. Men kort før juni begyndte han at lade sig høre, og holdt sådan ordentlig ved indtil straks efter nytår da han igen blev tavs. Formodentlig har han blot spillet op for at få noget til nytår. Men da han nu så tavs lister sig gennem gaden, og man ikke kan holde sit tjenestetyende for at passe på når han kommer og desårsag må samle på skarn som man gerne ville skilles ved, så anmodes denne karls husbond om at indskærpe ham at det er hans pligt at underrette gadens beboere om hans nærværelse.

(Politivennen No. 475, Løverdagen den 5te Februar 1825. Side 9460-9461)

Anmodning til en Huuseier.

En mand som sidste flyttetid har fået bopæl i nr. 104 i Store Standstræde, har med største ubehagelighed erfaret, at der i huset, såvel forneden som foroven, hersker en sådan uenighed og kiv mellem beboerne at den alarm som derved finder sted, ikke tillader de øvrige busboere eller naboer at nyde mindste nattero. Således hører man ofte midt om natten de mest ærekrænkende skældsord, lyd af næveslag, samt af flasker og andre sager der bruges som våben. Husets ejer som ikke bor sammensteds, anmodes dog endelig at tilvejebringe ro om natten ved at henvende sig desangående til øvrigheden der muligvis vil anvise en mundkåd og halvgal kvinde i en passende stiftelse.

(Politivennen No, 474, Løverdagen den 29de Januar 1825, side 9449)

Om Passagepengenes Erlæggelse.

Fra Københavns resp. magistrat har man i disse dage set såvel i Adresseavisen som i Statstidende en bekendtgørelse angående hvorledes port- og passagepengene ved stadens 4 porte indtil videre skal være at betale, og findes deri.

A) Af alle udenfor stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere, bønder, amagere og andre som med læs eller fragt indkører her i staden:

1) På søgnedagene fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har afringet med 2 sk. sølv eller tegn for hver vogn osv.

Det synes at ligge i ordene: "uden for stadens grund," at de på stadens grund boende vognmænd, møllere m. fl. således må være fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de på søgnedagene fra portens åbning til om aftenen når vagtklokken har afringet, passerer vedkommende stadsport. Men desuagtet har anmelderen heraf bragt i erfaring at bomforpagterne har afkrævet de på stadens grund boende vognmænd, møllere etc. nævnte 2 sk. sølv, og når disse har beråbt sig på den høje magistrats bekendtgørelse af 31. december 1824, efter hvilken de mente sig fritaget for en sådan afgift, har bomforpagterne ved trusler tvunget dem til at betale den.

Anmelderen kan da ikke tro andet end at bomforpagterne enten må være forsynet med en senere anordning som ophæver eller forandrer den af 31. december 1824, eller også at denne sidste anordning ikke er at forstå således som dens udtryk tilsiger, og i dette tilfælde tillader man sig den mening at en autentisk fortolkning af denne anordning ville være meget gavnlig idet den tillige havde anledning til tvistigheder mellem bomforpagterne og vedkommende.

Skulle det derimod være således at nævnte forordning er at forstå efter dens ord, og at altså de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere etc. er fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de om søgnedage fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har ringet, passerer vedkommende bom, så tvivler man ikke om at bomforpagterne på det alvorligste vil blev draget til ansvar for deres i den henseende hidtil viste ulovlige forhold.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9446-9449).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybes i Politivennen nr. 478.