Bekjendtgjørelse fra Adminstrationen fra Bryghuset ved Langebro.

I anledning af det i Politivennen nr. 476 for lørdag den 12. februar 1825 indrykkede: Om øl og ølbrygning, finder administrationen for bryghuset ved Langebro sig beføjet at erklære: At på nævnte bryghus i de senere år er blevet og fremdeles vil blive brygget ølsorter som fuldkommen er tjenlige til forsendelse og som administrationen tør indestå køberne for, ikke fordærves eller bliver sure ved at passere linjen, ligeså lidt som ved at henligge i flere år på nogenlunde køligt sted. At kvaliteten af bryghusets øl i øvrigt virkelig er god og passende for salg, såvel i Europa som i Indierne, der tør man håbe de fleste af vore anseligere handelshuse vist både kunne og ville give den ærede spørger i Politivennen, såvel som enhver anden sådant måtte være magtpåliggende, fornøden bekræftelse på, da disse vore handelshuse årsligt har forundt bryghuset betydelige bestillinger og gjort forsendelser af dets øl både til Ost- og Vestindien.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9515-9516)

Videre om Portpenges Erlæggelse om Søgnedage.

I Politivennen nr. 474 for d. m. tillod man sig at anke over den formentlige misbrug af stadens bomforpagtere, nemlig at de afkræver de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere etc. portpenge når disse på søgnedage fra portenes åbning til om aftenen vagtklokken har afringet, kører ind med læs eller fragt til staden, og man byggede denne mening på den høje magistrats bekendtgørelse af 31. december 1824. Man havde sikkert ventet at bomforpagterne for fremtiden ville have ladet de på stadens grund boende passere uden at afkræve dem portpenge eller porttold, enten fordi de selv havde indset at de var ubeføjede til at afkræve disse sådanne, eller også fordi de af vedkommende var blevet gjort opmærksom derpå. Men da anmelderen har erfaret at bomforpagterne fremdeles kræver portpenge af dem som må anse sig fritgaet for denne afgift, har man en begrundet formodning om at denne genstand ikke er blevet bemlrket hos vedkommende autoiritet, og man tillader sig derfor atter i denne tiden nærmere at omtale denne sag i det håb at det formentlige misbrug snarest vil blivet ophævet.

Magistratens bekendtgørelse af 21. december f. å. der med så bestemte udtrykt fastsætter: at alle uden for stadens grund boende vogmænd, møllere, slagtere, bagere, bønder amagere og andre - altså enhver uden for stadens grund boende - skal betale portpenge når de på søgnedage med læs eller fragt indkører til staden, giver således på samme tillige den anordning: at alle de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere og andre - altså enhver på stadens grund boende, er fritaget for denne afgift. At denne bekendtgørelse alene taler om de uden for stadens grund boende, ses endnu af de nævnte to klasser: bønder og amagere, for næppe nogen af disse bor på stadens grund.

Denne påstand af de på stadens grund boende, synes anmelderen ikke alene at være tydelig nok grundet i nævnte magistrats bekendtgørelse, men også i ret og rimelighed, for det er jo afgjort at de i staden boende er fritaget for denne afgift når de med læs eller fragt kører ind i staden, hvorfor skulle da de udenfor staden, men på dens grund boende borgere, være pålagt større byrder, især da de må svare samme skatter og afgifter som de inden for stadens boende borgere. Man kan da ikke antage andet end at de ved at deltage lige med de i staden boende borgeres byrder, også må være lige delagtige i deres rettigheder.

Københavns bomforpagtere antager nu aldeles ikke denne sætning, på påstår at de er beføjede til at kræve nævnte afgift af enhver på stadens grund uden for byen boende, dog med undtagelse af urtegårds- og blegemandsvogne. Som hjemmel for denne påstand beråber de sig på den første paragraf i bomforpagningskonditionerne.

Anmelderen har skaffet sig et eksemplar af disse konditioner, dateret 1. september 1819, og anfører her et udtog af deres § 1, således lydende:

"Alle søgnedage, fra portens åbning ti om aftenen vagtklokken har afringet, må forpagterne lade sig af alle vognmænd, møllere, slagtere, bønder, amagere og andre som med læs eller fragt indkører her i staden, betale porttold eller bropenge med 2 sk. af hver vogn."

Ved første øjekast synes det vel som om de på stadens grund boende ikke er fri for portafgifter, men gennemlæser man den efterfølgende 2. § i disse konditioner som indeholder en klar og tydelig fortolkning af den foregående §, så bortfalder enhver tvivl. Denne § lyder:

"For bropengenes betaling på søgnedage, fra portens åbning til om aftenen når vagtklokken har afringet, fritages derimod alle kareter, chaisser, jagtvogne, akrioler, wienervogne, diable, offenbakker, berliner og frankfurtervogne, holstenske, kalechevogne og giger, samt stadens post- og arbejdsvogne, ligesom også urtegårdsvogne. Ved disse sidstnævnte vogne forstås alle dem som ejes af stadens indbyggere og af beboerne på stadens grund uden for portene, hvad enten de indkører med læs og fragt eller ikke. Derimod bør alle udenbys post-, fragt- og arbejdsvogne som med læs eller fragt indkører her til staden, betale den i foranførte 1. post bestemte porttold."

Den første paragraf i nævnte forpagtningskonditioner er således blevet fortolket i disse konditioners 2. § nemlig ved disse sidstnævnte vogne: - stadens post og arbejdsvogne ligesom også urtegårdsmændenes og blegemændenes vogne - forstås alle dem som ejes af stadens indbyggere og af beboerne på stadens grund udenfor portene, hvad enten de indkører med læs og fragt eller ikke. Den sidste sætning i denne § tjener endnu mere til oplysning når den siger:

Derimod bør alle udenbys post-, fragt- og arbejdsvogne som med læs eller fragt indkører her til staden, betale den i foranførte 1. post bestemte porttold. Disse bestemmelser er således ganske i overensstemmelse med magistatens bekendtgørelse af 31. december 1824 der uden indskrænkning viser at alle på stadens grund boende er fritaget for at betale porttold.

Det bemærkes endvidere at denne fortolkning også er i overensstemmelse med forordningen af 22. oktober 1701 etc. der bestemmer:

"Med torvene i København skal politimesteren have god opsyn med at de efter forordningen bliver rene og vel vedligeholdte, hvortil den skillingstold som oppebæres af de vogne som gennem portene i København indkommer, nemlig af vognmænd, møllere, bønder og andre som med læs eller fragt indkører - dog stadens post- og arbejdsvogne samt urtegårdsmændenes, blegemændenes og sandagernes vogne undtaget - hvilken portskilling osv."

I hvor urimeligt det end er, så kunne det vel være tilfældet at bomforpagterne fortolker nævnte konditioners § 2 på en langt anden måde, og som vist nok er til megen fordel for deres indtægter. De ville måske med ordene: "Ved disse sidstnævnte vogne forstås" alene have forstået: "urtegårds og blegemændsvogne. Men sådan fortolkning kan umuligt antages at være hjemlet, og det ville også være helt vanskeligt at udfinde hvorfor at urtegårds- og blegemænd skulle være mere favoriserede end de andre borgere og beboere på stadens grund udenfor byen.

Dog kan det bevises at bomforpagterne ikke heller på denne måde har fortolket nævnte konditioner, for det er vel nu omtrent 2 år siden da en urtegårdsmand der bor udenfor byen på stadens grund, mente sig således fritaget for på søgnedage at betale portpenge, når hans vogn kørte ind til København, og derfor ikke ville betale. Men bomforpagterne lod sig i begyndelsen aldeles intet sige, dog ville de omsider tillade ham at køre frit når hans vogn alene var læsset med grøntsager. Havde han derimod foruden disse tillige andet læs på vognen, afkrævede de ham portpenge. Manden ville naturligvis ikke finde sig deri, og indgav derfor klage ti politiretten over bomforpagterne. Denne rets dom blev da: at vedkommende urtegårdsmand uden at betale portpenge og uden hensyn til de sager han kørte til byen, måtte passere. Siden den tid kører alle urtegårdsmænds vogne ind i staden uden at betale portpenge. Det er mig iøvrigt påfaldnede at denne urtegårdsmand ikke i stedet for at klage til politiretten, har henvendt sig til den resp. Københavns magistrat der uden tvivl i henhold ti forpagtningskonditionernes 13 § og uden videre ophold ville have sørget for denne sags snareste afgørelse, således som magistraten sikkert nok også i analogi af disse konditioners 14 § ville have anset bomforpagterne med en passende mulkt for deres så lovstridige forhold. For egentlig skadeserstatning los sig vel ikke godt bestemme eller betale, så meget mindre som bomforpagterne i en lang række af år har tilvendt sig den omdiskuterede portafgift og de pågældende ikke har vægret sig ved at betale den. Men hertil kan man rimeligvis søge den nærmeste grund deri, at ingen kunne formode at offentlige oppebørselsmænd ville afkræve en afgift som de ikke alene ikke var berettigede til, men endog er forbudt at afkræve.

Hvorfor anmelderen heraf ikke har henvendt sig til magistraten er fordi han ikke ønsker at fremstå som anklager, men blot ved denne annonce har til hensigt at henvende høje vedkommendes opmærksomhed på denne genstand.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9506-9515)

Om Passagen over Knippelsbroe.

Hvor betydelig passagen til og fra Christianshavn over Knippelsbro er, kan man overbevise sig selv om når man ser den mængde mennesker der samler sig på begge sider af broen, mens passagen på grund af et skibs gennemsejling er stoppet. Men for den mængde der daglig passerer her, er der kun levnet en lille vej langs med det siddende fortorv hvor man må arbejde sig gennem sjovere, fiskerkoner og andre der bærer byrder. For så længe der ligger kulskibe og finlappere, er gaden besat med to rækker vogne hvoraf den ene holder langs med bolværket, og den anden langs med og tæt ind til fortorvet. Mødes to vogne, da er rummet mellem disse to rækker ikke så bredt at de kan komme hinanden forbi så at passagen stoppes, og ikke sjældent opstår der klammeri mellem kørekarlene, og når der nu endelig skal gøres plads til siden, går det ud over fodgængerne der skubbes, trykkes og stødes fra alle sider.

Denne hindring for passagen ville delvis kunne bortryddes når det blev pålagt den række af vogne som holder langs med fortorvet, at holde på den anden side af Børsen, og kun da køre frem når den kan  indtage sin fragt, og man tillige åbnede passagen bag om det schimmelmannske sukkerhus. Men da man mener at dette sidste ikke vil ske, såsom grundejerne der i nærheden har hævd på at holde vejen spærret, vil anmelderen fremsætte et forslag som han underkaster kyndigeres nøje bedømmelse.

Kanalen eller graven bag Børsen menes at være til lille eller ingen nytte. Man ser aldrig skibe i den, kun undertiden enkelte pramme eller tømmerflåder. Når derfor denne grav blev opfyldt og et bolværk opsat der hvor den nu begynder, så ville der blive en bekvem liggeplads for kulskibene, og vognfærdslen ville herved blive mere fordelt. Den plads graven nu indtager, kunne anvendes til et torv der i særdeleshed ville være Christianshavns indbyggere kærkomment da de nu har meget langt at gå for at få de fornødenheder et torv tilbyder.

Man kan ikke formode at de til kanalen stødende grundes ejere kunne have noget imod en sådan foranstaltning. For de indtægter de som bolværksejere har, er vist ikke tilstrækkelige til bolværkets vedligeholdelse, så at de vel enodog kunne ønske sig befriet for denne besiddelsesret. Men i modsat fald kunne de måske få en godtgørelse ved at få del i de stadepenge, pladsen som torv ville afgive.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9503-9505)

Knippelsbro. Broen er oppe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Uordener.

1) Da Købmagergade for et par år siden blev brolagt på ny, så man rendestensbrædter over rendestenen uden for hver port hvortil var indkørsel, såvel som til enhver dør hvortil der var indgang. Men nu mangler der adskillige rendestensbrædter, især på Lille Købmagergade hvor de især er nødvendige for fodgængere der undertiden må retirere for de mange bøndervogne der kører til og fra Kultorvet. Manglen af et sådant bræt er især mærkbart udenfor nr. 85 hvor man ofte har set vogne køre ned i rendestenen og indjage fodgængerne på fortorvet skræk ved vognenes vælten at blive skamslåede.

2) Nu er atter møddingebunken på grunden nr. 234 og 235 på Nørregade steget til betydelig størrelse, så at den hvis den længere skal blive liggende, vil være til megen ubehagelighed for d ei nærheden boende. Det var at ønske at ejeren i denne henseende ville tænke på sin næste eller politiet på ham.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9501-9502)

Advarsel.

Den 4. i denne måned kom indsenderen af disse linjer om aftenen i forening med 3 bekendte personer ned i kælderen nr. 38 i Kronprinsensgade og forlangte hver en portion mad som enhver for sig betalte til den derværende opvarter. Kort derefter kommer en anden såkaldt opvarter og forlanger nogle flere penge som han foregav var for lidt betalt for hvad vi alle havde spist uden at kunne sige hvilken af personerne det tilkom at betale samme, og da vi enhver for sig påstod at vi havde betalt hvad vi havde fortæret, gav han os en del grovheder som var os meget ubehageligt, især da flere personer var til stede som hørte det passerede. Denne urigtige fremgangs måde vil kun være værten til lille fordel og vil hanvente sig fleres søgning, så vil man råde ham til at have en nøjere opmærksomhed med sine opvartere, så de ikke udøser grovheder mod gæsterne uden rimelig årsag.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9500-9501, fejlagtigt angivet til 9400)