I Politivennen nr. 474 for d. m. tillod man sig at anke over den formentlige misbrug af stadens bomforpagtere, nemlig at de afkræver de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere etc. portpenge når disse på søgnedage fra portenes åbning til om aftenen vagtklokken har afringet, kører ind med læs eller fragt til staden, og man byggede denne mening på den høje magistrats bekendtgørelse af 31. december 1824. Man havde sikkert ventet at bomforpagterne for fremtiden ville have ladet de på stadens grund boende passere uden at afkræve dem portpenge eller porttold, enten fordi de selv havde indset at de var ubeføjede til at afkræve disse sådanne, eller også fordi de af vedkommende var blevet gjort opmærksom derpå. Men da anmelderen har erfaret at bomforpagterne fremdeles kræver portpenge af dem som må anse sig fritgaet for denne afgift, har man en begrundet formodning om at denne genstand ikke er blevet bemlrket hos vedkommende autoiritet, og man tillader sig derfor atter i denne tiden nærmere at omtale denne sag i det håb at det formentlige misbrug snarest vil blivet ophævet.
Magistratens bekendtgørelse af 21. december f. å. der med så bestemte udtrykt fastsætter: at alle uden for stadens grund boende vogmænd, møllere, slagtere, bagere, bønder amagere og andre - altså enhver uden for stadens grund boende - skal betale portpenge når de på søgnedage med læs eller fragt indkører til staden, giver således på samme tillige den anordning: at alle de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere og andre - altså enhver på stadens grund boende, er fritaget for denne afgift. At denne bekendtgørelse alene taler om de uden for stadens grund boende, ses endnu af de nævnte to klasser: bønder og amagere, for næppe nogen af disse bor på stadens grund.
Denne påstand af de på stadens grund boende, synes anmelderen ikke alene at være tydelig nok grundet i nævnte magistrats bekendtgørelse, men også i ret og rimelighed, for det er jo afgjort at de i staden boende er fritaget for denne afgift når de med læs eller fragt kører ind i staden, hvorfor skulle da de udenfor staden, men på dens grund boende borgere, være pålagt større byrder, især da de må svare samme skatter og afgifter som de inden for stadens boende borgere. Man kan da ikke antage andet end at de ved at deltage lige med de i staden boende borgeres byrder, også må være lige delagtige i deres rettigheder.
Københavns bomforpagtere antager nu aldeles ikke denne sætning, på påstår at de er beføjede til at kræve nævnte afgift af enhver på stadens grund uden for byen boende, dog med undtagelse af urtegårds- og blegemandsvogne. Som hjemmel for denne påstand beråber de sig på den første paragraf i bomforpagningskonditionerne.
Anmelderen har skaffet sig et eksemplar af disse konditioner, dateret 1. september 1819, og anfører her et udtog af deres § 1, således lydende:
"Alle søgnedage, fra portens åbning ti om aftenen vagtklokken har afringet, må forpagterne lade sig af alle vognmænd, møllere, slagtere, bønder, amagere og andre som med læs eller fragt indkører her i staden, betale porttold eller bropenge med 2 sk. af hver vogn."
Ved første øjekast synes det vel som om de på stadens grund boende ikke er fri for portafgifter, men gennemlæser man den efterfølgende 2. § i disse konditioner som indeholder en klar og tydelig fortolkning af den foregående §, så bortfalder enhver tvivl. Denne § lyder:
"For bropengenes betaling på søgnedage, fra portens åbning til om aftenen når vagtklokken har afringet, fritages derimod alle kareter, chaisser, jagtvogne, akrioler, wienervogne, diable, offenbakker, berliner og frankfurtervogne, holstenske, kalechevogne og giger, samt stadens post- og arbejdsvogne, ligesom også urtegårdsvogne. Ved disse sidstnævnte vogne forstås alle dem som ejes af stadens indbyggere og af beboerne på stadens grund uden for portene, hvad enten de indkører med læs og fragt eller ikke. Derimod bør alle udenbys post-, fragt- og arbejdsvogne som med læs eller fragt indkører her til staden, betale den i foranførte 1. post bestemte porttold."
Den første paragraf i nævnte forpagtningskonditioner er således blevet fortolket i disse konditioners 2. § nemlig ved disse sidstnævnte vogne: - stadens post og arbejdsvogne ligesom også urtegårdsmændenes og blegemændenes vogne - forstås alle dem som ejes af stadens indbyggere og af beboerne på stadens grund udenfor portene, hvad enten de indkører med læs og fragt eller ikke. Den sidste sætning i denne § tjener endnu mere til oplysning når den siger:
Derimod bør alle udenbys post-, fragt- og arbejdsvogne som med læs eller fragt indkører her til staden, betale den i foranførte 1. post bestemte porttold. Disse bestemmelser er således ganske i overensstemmelse med magistatens bekendtgørelse af 31. december 1824 der uden indskrænkning viser at alle på stadens grund boende er fritaget for at betale porttold.
Det bemærkes endvidere at denne fortolkning også er i overensstemmelse med forordningen af 22. oktober 1701 etc. der bestemmer:
"Med torvene i København skal politimesteren have god opsyn med at de efter forordningen bliver rene og vel vedligeholdte, hvortil den skillingstold som oppebæres af de vogne som gennem portene i København indkommer, nemlig af vognmænd, møllere, bønder og andre som med læs eller fragt indkører - dog stadens post- og arbejdsvogne samt urtegårdsmændenes, blegemændenes og sandagernes vogne undtaget - hvilken portskilling osv."
I hvor urimeligt det end er, så kunne det vel være tilfældet at bomforpagterne fortolker nævnte konditioners § 2 på en langt anden måde, og som vist nok er til megen fordel for deres indtægter. De ville måske med ordene: "Ved disse sidstnævnte vogne forstås" alene have forstået: "urtegårds og blegemændsvogne. Men sådan fortolkning kan umuligt antages at være hjemlet, og det ville også være helt vanskeligt at udfinde hvorfor at urtegårds- og blegemænd skulle være mere favoriserede end de andre borgere og beboere på stadens grund udenfor byen.
Dog kan det bevises at bomforpagterne ikke heller på denne måde har fortolket nævnte konditioner, for det er vel nu omtrent 2 år siden da en urtegårdsmand der bor udenfor byen på stadens grund, mente sig således fritaget for på søgnedage at betale portpenge, når hans vogn kørte ind til København, og derfor ikke ville betale. Men bomforpagterne lod sig i begyndelsen aldeles intet sige, dog ville de omsider tillade ham at køre frit når hans vogn alene var læsset med grøntsager. Havde han derimod foruden disse tillige andet læs på vognen, afkrævede de ham portpenge. Manden ville naturligvis ikke finde sig deri, og indgav derfor klage ti politiretten over bomforpagterne. Denne rets dom blev da: at vedkommende urtegårdsmand uden at betale portpenge og uden hensyn til de sager han kørte til byen, måtte passere. Siden den tid kører alle urtegårdsmænds vogne ind i staden uden at betale portpenge. Det er mig iøvrigt påfaldnede at denne urtegårdsmand ikke i stedet for at klage til politiretten, har henvendt sig til den resp. Københavns magistrat der uden tvivl i henhold ti forpagtningskonditionernes 13 § og uden videre ophold ville have sørget for denne sags snareste afgørelse, således som magistraten sikkert nok også i analogi af disse konditioners 14 § ville have anset bomforpagterne med en passende mulkt for deres så lovstridige forhold. For egentlig skadeserstatning los sig vel ikke godt bestemme eller betale, så meget mindre som bomforpagterne i en lang række af år har tilvendt sig den omdiskuterede portafgift og de pågældende ikke har vægret sig ved at betale den. Men hertil kan man rimeligvis søge den nærmeste grund deri, at ingen kunne formode at offentlige oppebørselsmænd ville afkræve en afgift som de ikke alene ikke var berettigede til, men endog er forbudt at afkræve.
Hvorfor anmelderen heraf ikke har henvendt sig til magistraten er fordi han ikke ønsker at fremstå som anklager, men blot ved denne annonce har til hensigt at henvende høje vedkommendes opmærksomhed på denne genstand.
(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9506-9515)
