Om offentlige Locummer.

Det forekommer indsenderen heraf at være om ikke urigtigt, så dog stridende imod rimelighed at der i en så stor offentlig bygning som råd- og domhuset ikke er noget lokun som er ulåst og hvortil adgang kunne være åben for de personer der kaldes at møde hos magistraten, landsover- samt hof- og stadsretten, forligelseskommissionen, gældskommissionen osv., og ofte må opholde sig i flere timer, i hvilket mellemrum dem let kan påkomme en naturtrang. Der forefindes 6 lokummer i bygningens ene gård, men disse er alle aflåst og kunne efter overskrifterne kun benyttes af bygningens personale der har nøgle til dørene.

Følgerne af at der intet åbenstående lokum forefindes i bygningen medfører at naboer og genboer må tåle at hine personer søge deres lokummer, hvilket forårsager gård- og husejerne både ulejlighed og bekostning. Det håbes at denne bemærkning af høje vedkommende vil blive taget i betragtninbg og manglen afhjælpes.

(Politivennen No. 482, Løverdagen den 16de Marts 1825, side 9575-9576)

En Bemærkning til Politievennen No. 479.

Det i Politivennen anbefalede tilsyn af vindetove kunne vel være godt nok, men det ville dog aldrig helt forebygge fare for fodgængere på fortorvene. For om sådanne vinder endog hvert halve år blev synede, kunne de dog i mellemtiden især hvor de bruges hyppigt, opslides, så at uheld ved samme kunne indtræffe. Desuden har adskillige kørekarle den fejl at de ikke er forsigtige nok med at slå tovet om midten af den byrde der skal ophejses, så at denne ofte ikke er sikret for at glide ud og falde ned. Meget mere hensigtsmæssigt var det derfor når enhver der har og benytter loftsvinder, ville som bageren i det anførte eksempel, udsætte et varsko eller spærre passagen for gående under vinden mens denne benyttes. Et sådant ubetydeligt redskab koster kun lidt, og kan benyttes ved flere lejligheder såsom ved husreparationer, tages istandsættelse eller rengøring for sne. Det kunne derfor være ønskeligt om det pålagdes dem der ejer loftsvinder til gaden at udsætte et sådant varsko for at sikre medborgeres liv og lemmer.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9564-9565)

Vanskelig Passage udenfor Nørreport.

Med fornøjelse må man bemærke hvor virksomt sneen udkøres af byen og gaderne derved bliver tilgængelige. Men også med største forundring må anmærkes at det korte stykke vej fra ravelinen til Nørrebros vagt næsten knap kan passeres. For om morgenen er der så glat at man næppe kan gå på den, og dertil kommer en konstant passage af bøndervogne hvis heste er så slapskoede at hveranden af disse falder så man let kan få et ben slået over. Om middagen når solen skinner (som det var tilfældet den 16. dennes) vanskeliggøres passagen ved skarn, da den mængde sne der ligger, jævnligt smelter og dertil kommer endnu den omstændighed at karlene som udkører sneen af staden, ved deres tilbagekørsel farer så stærkt gennem dette korte stykke vej at man kun med største umage og meget overstænket kan retirere til en af sider.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9563-9564)

Drenge-Uorden paa Vesterbro.

Igennem det stræde som løber fra bager Hamborgs gård til Gammel Kongevej må en lille otte år gammel dreng af en honnet familie ofte gå for at forrette nødvendige ærinder for sine forældre. Flere gange er dette barn kommet straks tilbage med uforrettet sag, grædende og beklagende sig over at en del andre der i strædet legende børn ikke alene har skældt ham ud og spærret vejen for ham, men endog slået ham, til hvilket sidste hans ældre søster også har været vidne. Søndag den 13. d. m. blev han atter bortsendt, men kom straks tilbage, fordi de i stræder, som sædvanligt, forsamlede børn havde hindret ham i at komme frem.  Da sådanne drengestreger næppe fortjener politiets mellemkomst, så spørges: til hvilke midler tør drengens fader gribe i tilfælde disse børns forældre og foresatte ikke for fremtiden forebygger en uorden der ikke bør finde sted, og som let kunne have ubehagelige følger også for dem selv.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825, side 9555-9556)

Bøn til den høie Theater-Direction.

Direktionen opmærksomme foranstaltninger at anskaffe bænke i parterret fortjener vist nok publikums skyldige skønsomhed, men for meget selv af det det gode skaffer omsider ulempe, og dette er tilfældet med bænkene i parterret. Det snævre rum der er imellem de øverste bænke med rygstød og parterrelogerne ved indgangen til parterret, forårsager at de herrer som ønsker at stå ved udgangen, enten på grund af deres bedre seblik eller for snarere at komme ud imellem akterne, eller af andre årsager, stiller sig i en klump ved begge sider af indgangen til parterret, så at det er plat umuligt for dem som ønsker at stå længere nede ved siderne i parterret at komme frem på grund af denne snævre plads. Det er derfor anmelderen, vist nok flertallet af parterregængernes bøn til direktionen om at samme, hvis ikke denne, så dog forhåbentligt i næste sæson, gunstigst ville foranstalte de to bagerste parterrebænke ved hver side borttaget, da de 4 på hver side synes at være tilstrækkelig nok for dem der har lyst til at sidde, og der således ville blive et ekvalt forhold mellem rummet for de siddende og stående som også den ulempe ville hæves af den stopning midt for døren og ved siderne af samme, hvorved forårsages at ikke alene klædningsstyker let kunne blive iturevne ved trykningen på de skarpkantede rygbænke, men at man endog ved at komme i kollision med disses ben i trængsel let kunne få sine egne lemlæstede.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9553-9555)