Ubehageligt Møde på Vesterbro.

Sidste lørdag den 21. maj besluttede indsenderen af dette sammen med to bekendte at gøre en rejse på 3 mil ud på landet for at profitere af de behageligheder som denne årets skønne tid giver os lejlighed til at benytte. Til den ende ønskede vi os en kørelejlighed, hvilken vi også var så heldige straks at få, og som vi anså meget bekvem for os, da det netop var en af os bekendt bonde fra den by vi havde bestemt os for at tage til. Bonden tilbød straks at befordre os uden at ønske, langt mindre at kræve nogen betaling for det .

Lige så snart vi var færdige til rejsen, gik vi op på vognen og ved hjælp af vores kusks raske befordring så vi os snart ude af hovedstaden. Idet vi nu således ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger ved at en mand der kom os i møde, greb tøjlerne på vores heste og med en bydende tone bød vores kusk at holde stille. Vi formåede bonden til at adlyde vores modstanders befaling og måtte for at undgå almindelig opsigt køre ind i en ved landevejen liggende gæstgivergård hvor vi snart så os omringede af ganske mange ubekendte mennesker der angav at være udsendt fra politiet og anså sig derfor berettiget til at anholde vores kusk fordi denne af velvilje havde påtaget sig den ulejlighed at befordre os til vores bestemmelsessted. Vi søgte klart at gøre dem den urigtigt fremgangsmåde mod os begribelig, idet vi sagde at bonden på ingen måde kørte for betaling, men kun på grund af det bekendtskab han stod i til den familie, til hvilken vi agtede os. 

 "Idet vi ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger". (Udsigt over det landlige Vesterbro fra Frederiksberg, 1919. H.G. F. Holm)

Men alt var forgæves. Ja der var endog en mand mellem disse vore modstandere som angav sig for at være en vognmand Jacobsen, hvilket også siden blev fundet at være en sandhed, der på en uhøflig måde befalede vores kusk til at forlade heste og vogn og følge ham til et i gården anvist værelse hvor han blev tvunget til at lægge en mulkt af 2 rigsbankdaler sedler for hans, som de mente ulovlige kørsel. Anmelderen nærmede sig derpå værelset for at bidrage sit til at kusken snart kunne blive frigivet og så da i samme til sin store forundring den samme mand der førhen sagdes at være vognmand Jacobsen, sidde som dommer for et bord og tilføre det politibetjentene løseligt tilmeldte ham angående vores anholdelse i en såkaldt protokol der imidlertid hvad anmelderens øje synes at bemærke, snarere var omslaget af en kardus virginiatobak end en protokol. Jeg indlod mig imidlertid ikke med denne besynderlige dommer, men fandt mig i at lægge de 2 rigsbankdaler de krævede af os, hvorfor jeg forlangte kvittering. Men da de fest nægtede at give mig en sådan, måtte jeg finde mig i efter at være blevet opholdt 1 times tid at fortsætte den afbrudte rejse.

Jeg er derfor nu så fri at forespørge hos en mere kompetent dommer end hr. vognmand Jacobsen om det kan anses tilladt og overensstemmende med de herhen hørende anordninger at anholde rejsende som søger befordring på den måde som jeg og mit selskab og ydermere om sådanne personer skal have tilladelse til på stedet hvor anholdelsen sker at idømme mulkter. Eller om det ikke måtte kunne anses for mere hensigtsmæssigt at denne kompetence alene blev vedkommende øvrighed til del. Og videre om det er disse fra politiet udsendte betjente i selskab med en vognmand tilladt vilkårligt at udsætte rejsende for fornærmelser.

(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9733-9737)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen efterfølges af en næsten enslydende beretning "Standret midt på Landevejen" som yderligere oplyser at stedet var på vejen tæt ved Frederiksberg Bakke og at alle modstanderne var vognmænd, altså ikke betjente.

En farlig Ko paa Østerfælled.

Er det ikke lovstridigt på hvilket som helst sted at lade ondsartede kreaturer gå løse? Og dobbelt lovstridigt når det er på et sted som stadens fælleder hvor så ofte børn (for ikke at tale om voksne der dog ikke heller altid er i stand til at forsvare sig mod overlegen styrke) gå ene? Et sådant kreatur er der på Øster Fælled - en hvid ko med sort hoved - tilhørende vognmand Casse på Kildevæld. Flere mennesker har været udsat for dens angreb. I mandags ikke mindre end 3 som kun ved hastig hjælp slap derfra med hele lemmer, til hvilket skuespil der var vidner nok. Dagen i forvejen skal det være gået en gammel kone endnu værre. Da beboerne omkring fælleden der dagligt passerer over samme, gerne vil fritages for sådant himmelspjæt - (den ene dreng i mandags blev vist kastet over 2½ meter fra jorden) - og det intet nytter at der er talt både til ejeren og til markmanden, uden at den slemme ko har fået et bræt for panden, som jo vel gør det lettere at undgå den, men dog ikke hindrer den fra at sætte skræk i livet på folk, hvilket var tilfældet endnu i går da den brummende forfulgte flere, så vælger man denne vej for at bede dem der sørger for ordens vedligeholdelse på fællederne at skaffe dette dyr bort, jo før jo hellere. Da det er for sent at kaste brønden til når barnet er druknet.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9724-9725)

Et uegennyttigt Forslag.

Indsenderen af disse linjer har i lang tid bemærket hvorledes den bunke sten som siden den såkaldte marmorbros reparation har haft sin liggeplads mellem ridebanen og den nordre buegang, kendeligt er blevet formindsket ved den spøgende ungdoms gentagne forsøg på at henkaste så mange sten af nævnte bunkes indhold på den kongelige ridebane at denne kan frygtes snart at blive helt brolagt hvis disse stenkastere skulle fremture endnu mere i dette foretagende. Til ubeskrivelig bekymring for de ridende, for ikke at tale om den skade og ødelæggelse som kan blive de kongelige skolevognes hjul til del, når disse træffer på de sten som er nedboret i sandet. 

Han vover ved at gøre de høje ansvarlige opmærksom på det, ærbødigst at foreslå at den nævnte stenbunke i forening med de henkastede og ikke helt nedgravede sten på ridebanen måtte flyttes til et mere passende sted, fx pladsen ved vognremiserne ved ridehusets facade. En plads som derved ikke ville stå i fare for at vansires, men snarere derved se en del af sine huller jævnet, i hvilken rødstensfabrikanter og lazaroner ruller sig.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9721-9722)

Et Par Ord om Gavers Anvendelse.

I en gård i Købmagergadekvarteret er der gennem lang tid ofte i et vindue ved trappen lagt en del skåret rugbrød, hvoriblandt der er stykker med smør og ost på, hvedebrødsstumper etc. Sidste lørdag den 14. i denne måned blev der fundet en halv snes skårne smørrebrød med forskellige slags ost på, indsvøbt i flere stykker papir og henlagt i nævnte vindue. Og søndagen derefter fandtes der atter en hel del skårne rugbrødsstykker blandet med smørrebrød af samme beskaffenhed med ovennævnte.

Formodentlig er det en eller anden tigger der på denne uværdige måde skiller sig ved velmenende menneskers gave, som han foragter når denne ikke består af penge. Og skønt det ikke endnu er lykkedes indsenderen at opdage hvem det er, der således hele tiden tømmer sin tiggerpose i hans vindue, har han dog formodning om at det er en kælling han engang fandt siddende i nævnte vindue. Her ragede hun i sit forklæde mellem forskellige fødevarer, hvoriblandt kogt fisk, hvis ben mm. hun kastede omkring sig. Indsenderens nærværelse hindrede hende formodentligt den gang fra at udtømme sit forråd i hans vindue. Imidlertid vidnede hendes udseende og hele adfærd om at hun elskede brændevin højere end brød.

"Oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse".(Siddende tigger med hund, Christoffer Wilhelm Eckersberg. Statens Museum for Kunst).  

Hensigten med denne bekendtgørelse er at henlede godgørende menneskers opmærksomhed på de personer, de gør til genstand for deres velgørenhed. For den er meget ofte dårlig anvendt på frække omløbende tryglere, og oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse. Indsenderen heraf erklærer at han for sin del ikke skal klage over mangel, så længe forsynet skænker ham så meget han behøver til sig og sine af sådant brød som det efter udvortes anseelse er der så ofte findes foragtelig henslængt og trådt under fødder i hans trappegang.

Lovene fastsætter vel ingen straf for sådan fremfærd. Men at enhver med god følelse kunne ønske den revset der med fremkunstlet jammersang tiltrygler sig gode menneskers gaver, blot for hånligt at bortkaste dem, kan der vel ingen tvivl være om. Og den mildeste straf er dog vel at nægte sådanne uværdige (når man har opdaget dem, hvilket jeg tor er enhvers pligt at stræbe efter) den dem hidtil udviste godhed for at vise den mod sande trængende. Og det tror jeg man i mange, måske de fleste, tilfælde ikke bør kalde den omløbende tigger hvis trang man med temmelig sikkerhed kan antage at stå i omvendt forhold til hans påtrængenhed.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9719-9721)

Ønske om Veiforbedring.

Med megen glæde må man se de mange forbedringer og forskønnelser som vejene om hovedstaden i de senere år har fået, men tillige må man beklage at nogle bliver  behandlet stedmoderligt, som fx vejen udenfor Østerport omkring ved det forrige bageri og forbi kalkbrænderierne som i vinter og endnu er ganske ufremkommelig. Man tør vist smigre sig med at denne vej må blive skænket høje vedkommendes opmærksomhed, i særdeleshed da hans majestæt næsten dagligt om foråret og efteråret når han er i vinterresidensen, passerer denne vej til hest, og allerhøjstsamme bør dog ikke være udsat for at befare så dårlige veje på sine korte rideture omkring hovedstaden.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9718)