08 marts 2016

Advarsel til Yndere af røget Lax, - et Vink til Sundhedspolitiet.

Ved den lukkede ende bag Børsen eller ved Slotsholmkanalen har man i nogen tid set folk beskæftigede med et arbejde der i flere henseender er utilladeligt og som fortjener politiets især sundhedspolitiets fulde opmærksomhed. Arbejdet er med laks som formodentlig er kommet hertil i vinter, eller i foråret, og som man af mangel på afsætning er saltet. Og det foretages således: Slimen og saltet skrabes af de stinkende laks som derpå lægges ned i et hyttefad i kanalen for at udblødes til næste dag hvor de optages og hænges over bolværket for at tørres. Derefter sendes de til røgemænd for at røges, og vandrer da siden byen rundt som gode varer. Anmelderen har i disse dage hos udsælgere set røgede laks som synes at have lidt en sådan behandling. Men for ikke at tale om den for de i nærheden boende væmmelige og pestilentialske stank der ligner den man i et af de forrige numre klagede over kom fra nogle af Børsens pakkældre, må nydelsen af sådanne laks tillige være meget farlig for sundheden. For betænker man at laksene er ramt af forrådnelse, og ved at ligge i den stillestående, mudrede og skidne kanal, hvori de omkringliggende gårde har udløbsrender, har trukket alle mulige fæle partikler til sig, så indses let at der skal en egen fordøjelse til når nydelsen af samme ikke skulle have farlige følger for sundheden. Man tør derfor håbe at dette vink vil ende denne skadelige industrigren.

(Politivennen nr. 546. Løverdagen den 17de Juni 1826, s. 397-398)

Selvgjort Klokkertaxt

I sidste uge henvendte anmelderens søster, en simpel tjenestepige, sig til klokkeren ved Frue menighed for at lade sig tegnes til altergang. Efter ringe evne gav hun klokkeren 8 rigsbankskilling i tegnepenge og foreviste han dertil hendes konfirmationsseddel.

Klokkeren der ikke ville lade sig nøje med de givne 8 skilling, indskærpede hende derefter at det ringeste nogen kunne give, var 1 mark, og da hun ikke havde så mange penge hos sig, beholdt han hendes konfirmationsseddel som en slags pant indtil hun betalte de resterende 8 skilling.

Man tillader sig at spørge:

1) Hvilken er den takstmæssige betaling for sådanne antegnelser?

2) Bør pigen hente sin konfirmationsseddel, eller synes det ikke rimeligt at klokkeren bør tilstille hende samme?

(Politivennen nr. 546. Løverdagen den 17de Juni 1826, s. 396-397)

07 marts 2016

Bøn paa Toldboden.

Den pæl hvorpå fattigbøssen på Toldboden hviler, er ganske rådden så man har grund til at frygte at blokken falder ned. Anmelderen var således vidne til at en del rejsende der var i begreb med at nedlægge en skærv i nævnte bøsse, afstod fra dette deres forsæt af frygt for at nævnte pæl ikke kunne bære den vægt kobberpengene forårsager.

(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10de Juni 1826, s. 384-385)

Vandmangel paa Frederiksberg Kirkegaard.

Idet man ved taknemmelighed påskønner den omhu og opmærksomhed vedkommende har vist almenheden ved at anbringe brønde på samtlige kirkegårde udenfor stadens porte, hvorfra enhver kan hente det fornødne vand til at vande de kære hedengangnes gravsteder, når en langvarig tørke truer med at udtørre de på disse plantede træer og blomster, kan man ikke tilbageholde sin forundring over at dette ikke er tilfældet på Frederiksberg Kirkegård, da dog de samme grunde er til stede der som andetsteds.

Man tillader sig derfor at anmode om at en brønd måtte anbringes på den nævnte kirkegård, så at man fra den kan hente vand, uden at være sat i den nødvendighed at måtte forulejlige de omkringboende med gentagne anmodninger og uden at være udsat for den ubehagelighed at se disses sure ansigter når de end ikke tillige ganske afslår den fremsatte begæring.

(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10de Juni 1826, s. 382-383)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 563, 14. oktober 1826, s. 678-679 bekendtgjordes at der nu var blevet gravet en brønd.

Lazaroncompagniet i Læderstrædet.

Allerede for flere år siden var hjørnet af Højbroplads og Læderstræde et samlingspunkt for en talrig skare sludrende, stridende og sjakrende mosaister. På en gang formindskedes denne stimmel, formodentlig efter politiets foranstaltning. Og kun enkelte så man drive om på gaden med et mønsterkort af alle slags gamle klæder etc. I den seneste tid har dette væsen imidlertid tiltaget således at ikke alene gaden, men endog fortovet flere gange dagligt ganske spærres af allerede nævnte agtbare kludelaug. Kommer der en vogn gennem gaden, så retirerer samtlige lazaroner over på fortovet. Og da hører der stærke albuer til for at trænge sig igennem. Ja! Ikke sjældent ledsages man af meget velklingende tysk-hebraiske skældsord!

Indsenderen er overbevist om at den brave mosaist (og af dem er der sikkert mange) efter at vejen til kunster og håndværkere er åbnet og betrådt af så mange kun kan se med ulyst på disse udskud af nationen, hvis hele og eneste fortjeneste af staten er dagdriveri. For ikke at tale om den skade der muligvis kan forårsages ved hæleri osv. af dem som hjælpere og hjælperes hjælpere.

"En talrig skare sludrende, stridende og sjakrende mosaister spærrer ikke alene gaden, men endog fortovet flere gange dagligt af velbemeldte agtbare kludelaug" (Johannes Senn, Skakker jøde. Ca. 1820)

Københavns humane og aktive politi anmodes derfor om at indsenderens ærbødige bøn om denne races og dens virkekredses indskrænkning måtte skænkes opmærksomhed. Så meget desto mere som flere unge mosaister befinder sig i dette laug og ville efter udseendet at dømme ved fortsat flid og øvelse blive frugtbringende planter i sjakreriets planteskole.


Mange lazaroner (og ikke-lazaroner) vil muligvis gebærde sig stygt ved denne annonce, men indsenderen handler ikke af bihensigter og tænker derfor roligt: "es ist doch ebbes!"


(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10de Juni 1826, s. 380-381)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at ordet nation betyder noget andet end hvad vi forstår ved ordet i dag. (Se. fx. ODS under Folk). "Folk" var det politiske fællesskab under en regent eller regering. Dette folk bestod for Danmarks vedkommende af flere "nationer": Bl.a. den norske nation, den holstenske nation og altså også den jødiske nation. At høre til en nation, indebar at man havde fælles sprog, afstamning og ide om en national identitet.  

Den 29. marts 1814 udstedte Frederik 6. en Kongelige Anordning ("Det Jødiske Frihedsbrev") hvori alle love om jøder blev ugyldiggjort. Det blev forbudt at anvende ordet "jøde", da dette betragtedes som nedsættende. Skribenter i Politivennen brugte indtil 1814 ordet jøde, men derefter ordet "mosaist". I hvert fald indtil opførelsen af synagogen i begyndelsen af 1830'erne, så begynder man atter at skrive "jøde".

Anordningen gav endvidere tilladelse til afholdelse af vielser, gudstjenester m.v. De havde dog ikke stemmeret til Stænderforsamlingerne. Med grundloven i 1849 fik jøderne fastslået retten til fri udøvelse af deres egen religion.